Nyt



Jeg husker tydeligt fredag den 22. juli 2011, ja, eller rettere, lørdag den 23. Jeg var på vej hjem fra sommerferie i Vestjylland, og sad i en rutebil med min telefon og forsøgte at holde mig opdateret om gårsdagens begivenheder. Først her gik det op for mig, at gerningsmanden var en ‘en norsk nordmand fra Norge’. Medierne skreg efter danske vinkler, og et par uger efter kunne man se arkivbilleder af undertegnede i TV-avisen med skiltet ‘PET afhører dansk blogger’. BT-journalisten der startede historien med et to-siders associationstrick, vidste selv det var usandt. Det gjorde alle andre også, og jeg tog det lidt som en oplevelse.

Peder ‘Fjordman’ Jensen havde ikke den samme luksus, og først i dag, mere end fire år senere, kan man læse hans fulde historie. Titlen er ‘Vitne til vanvidd’, og er udgivet på Free Speech Library i samarbejde med Document Forlag. Se evt. vitnetilvanvidd-blog.

“En av dem som opildnet sinne og hat blant verdens muslimer i 2006 var Yusuf al-Qaradai, åndelig leder av Det Muslimske Brorskapet. En norsk delegasjon ble sendt til Midtøsten for samtaler med Qaradawi i Qatar. Han aksepterte Norges unnskylning til muslimer for Muhammedtegningerne. … Journalistene som gjorde knefall for militante muslimer i 2006 var i høy grad de samme som drev en svært negativ kampanje mot fredelige antiislamister etter juli 2011. Folk som meg ble i praksis straffet for å ikke være voldelige. De var risikofritt å gå etter oss. Massemedierne signaliserte med denne dobbeltmoralen at de kun respekterer grupper som bruker vold. De er et meget farlig signal å sende ut.” (Vitne til vanvid, s. 77)

I anledning af udgivelsen har Snaphanen lagt en meget personlig beretning online. Her i fuld længde.

ANNONSE

En flygtning krydsede mit spor

Hen i mod midnat den 7 august 2011 ringede min telefon: ‘Det er Peder, jeg står på Centralstationen, kan jeg komme’? Mine ører er vant til svensk, jeg bad ham gentage på den utydelige forbindelse. ‘Det er Peder, Fjordman, jeg står på centralstationen, kan jeg komme?’ Åh, jo. Hovedbanen, Det var ikke romanfiguren Espen Arnakke, det var Peder Nøstvold Jensen. Det kom fuldstændig bag på mig. Norge var ukendt land for mig, jeg havde været der ‘på hytta’ hele sommeren 1978, den sommer Thorkild Hansens Hamsun- bog udkom. Det glemmer man ikke.

Han fik adressen. ‘Tag en taxi,’ sagde jeg. Det var femten dage efter katastrofen på Utøya. Jeg havde fulgt den nøje i norske aviser, men jeg havde ikke været digitalt i kontakt med ham. Jeg vidste, han havde meldt sig til politiet, der ikke vidste hvem han var, eller hvor han boede. De bad ham komme igen dagen efter, alt var kaos i Oslo politi. Han havde givet et interview i VG.NO med nogle fotos for at vise, at han ikke havde noget at skjule.

Jeg havde givet et interview til Politiken, efter jeg skrev Vores ven Fjordman. Aftenposten havde haft en forside med billeder af Peder Jensen Quisling og dømte mordere og nazister. Han skulle tage hele skraldet for mordene på 77 mennesker. Han var Norges næst mest forhadte person efter Breivik. Det var ved at blive broget for ham. Han ville væk fra Norge.

Kort efter ransagede politiet hans lejlighed uden dommerkendelse, beslaglagde flere af hans ejendele inklusive hans laptop, som jeg skriver dette på. Efter at have ryddet sin lejlighed, var han om aftenen blevet kørt i bil ned gennem Sverige og over Øresundsbroen. Sin mobiltelefon havde han smidt i en svensk skovsø. Lidt i midnat stod han så uden for min dør uden anden bagage end en rygsæk.

Jeg var lige flyttet ind ugen før, og mine flyttekasser med indbo var endnu ikke ankommet. Jeg havde kun fået malet mine vægge. Indretningen bestod af en gummimadras og en laptop, et køkken, et bad og et toilet, men jeg er vant til interimistiske forhold efter et langt rejseliv. Jeg gik ned og skaffede os en flaske rødvin, vi snakkede om det nødtørftigste, og han lagde sig til at sove på det nøgne gulv på nogle puder og sweatre i den tomme lejlighed.

I København var det sommer og lyst. Jeg havde mødt nogle norske venner nede ved havnen aftenen før, men anede ikke hvad der skulle til at ske. Det næste dag gik vi op ad Strøget, Peder med hue og solbriller, Peder følte sig lidt forfulgt, hvad jeg ikke kunne bebrejde ham. Men Utøya var ikke nogen stor ting i Danmark efter 15 dage. Sådan er det, man sørger sine egne døde. Efter nogle måneder faldt han til ro og gik hver dag i de københavnske gader, som han kom til at elske de næste par år. Hver dag gik han en lang tur, som pause mellem skriverierne. Han fik et godt kamera, og blev en god fotograf, men der gik et årstid inden han var droslet ned fra en enorm stressbelastning.

Jeg skrev indledningen til denne dobbeltkronik et par måneder efter 22 juli i 2011, fordi rubrikken kom til mig. Jeg havde læst alt, hvad Sandemose har skrevet inden jeg fyldte 18. Jeg ved endda, han var en ubehagelig skid, fordi jeg var erotisk involveret med den underskønne Mei Mei Eskelund, der var ti år ældre end mig, og havde mødt Sandemose mange gange. Det var til en middag hos Peter P. og Ina Rohde i Hornbæk i 1974, at Mei Mei slog klørene i den unge mig. Jeg ydede ingen modstand, og Chi Yun kørte os hjem til Hareskoven som den gode mor, hun var. Jeg havde læst ‘Min kone spiser med pinde’, så jeg syntes, jeg kendte dem i forvejen.

Det spiller ingen rolle for min vurdering af store kunstnere. Hamsun’s og Celine’s politiske idioti spiller heller ingen rolle for mig. Jeg var forelsket i Aksel Sandemose. Da jeg havde skrevet den færdig, vidste jeg flere ting om kronikken. Den kunne ikke offentliggøres i min levetid. Måske ikke engang i Peders. Jeg ville gerne nævne alle de mennesker høj og lav han har mødt i Danmark, men så skulle jeg jo spørge alle, da han er så ‘kontroversiel.’ Men nu har jeg holdt min mund i fire år, nu vil jeg i det mindste sige dette:

Der var også stof til en bog på nogle hundrede sider, der heller ikke kunne først og fremmest af sikkerhedsgrunde, for islamkritikere skal tænke ti år ud i fremtiden, og de er allerede i livsfare. Vi har fysiske fjender, vi ikke skal forære noget, der er potientielle mordforsøg derude om nogle år. Vi er de få, der bærer risikoen for det, alle andre er for bange for at nævne. Jeg ville meget gerne skrive bogen, men når den aldrig kan publiceres, er motivationen mindre. Jeg vil ikke skrive den med filter på.

Norske og internationale medier ved ikke andet om Fjordman, end hvad han selv har fortalt. De ved ikke, hvor han har opholdt sig. De ved ikke, hvor han har været og hvem han har mødt. Det er ikke meget, de ved, og på grund af deres stærkt politiserende attitude, får de heller ikke mere at vide. Havde de været til at stole på, havde de nok fået mere at vide. Det gælder også Simen Sætre, hvis dårlige bog godt kunne udkomme på et norske forlag, hvor Peder Jensens ikke kunne på otte forskellige norske forlag. Den fornærmer for mange høje ping’er, de skal lefle for.

Klarede norsk demokrati Utøya katastrofen godt? De kendte en mand tilregnelig, der var sindssyg, fordi det passede dem politisk, og de forfulgte anden, der var uskyldig også fordi det passede dem politisk. De har fået det ud af det, at de har udskudt ubehagelige beslutninger lidt. At de kan leve i en livløgn, som Ibsen kunne have lært dem lidt om.

Vi har boet sammen på 60 kvm i tre år, og det var lærerigt på mange måder. Det er ikke så mange, man kan gøre det med, men bare man har en dør at lukke, går det. Det forklarer også hvorfor jeg har beskæftiget mig med Utøya på skrift efter at de fleste danskere har forladt emnet. Hvad der ikke blev sagt af vrøvl om ham. Han var jøde, se på næsen og krøllerne. En særlig debil, radikal kvinde kom i seriøse danske medier på at sige, at Peder og Breivik var en og samme person. Hun var endda i Deadline, jeg kvier mig ved at nævne hendes navn.

Det lærte mig noget om stats- og medieforfølgelse af en helt uskyldig person, ligesom statens skændige forfølgelse af Tommy Robinson er lærerig. Det lærte mig også at være turist i København, for Peder er en meget kulturelt nysgerrig person. Samtlige museer på Sjælland, vil jeg tro, især Glyptoteket. Også på Assistens Kirkegård hos Andersen, Bohr og Kierkegaard, og på Promenaden ved bordet hvor Rushdie var med nissehue, da Nyrup som en god socialdemokrat ikke turde tage imod ham. Vi har set de norske steder, Wessels Kro og Sankt Hans Gade 18, hvor Hamsun skrev ‘Sult’. Og Andys Bar. Her var der nogle norske oliearbejdere, der syntes de kendte hans ansigt. Vi forlod dem i deres brandert.

Jeg kan sige, at Danmark tog så godt imod ham, at jeg har fået lejlighed til at være stolt af mit land. Jul, nytår, alle arrangementer. Han fandt et miljø, der ikke findes i Norge, hvor han i Danmark ikke er særlig ‘kontroversiel.’

Stort set ingen andre end nordmænd genkendte ham. I 2012 var vi i Malmø for at møde Geert Wilders. Vi kom i god tid inden de svenske AFA’er, vi fik nogle kopper kaffe, og ved et bord tre meter væk sad norske TV 2, der længe havde ville have et interview. De opdagede ham ikke i løbet af en time, og det er jo fremragende journalistisk.

Vi har rejst i Europa nogle gange, og vi har besøgt svenske venner adskillige gange. Vi var i Rosengård med min hund. Det er godt at være anonym netop der. En del af fotografierne på denne blog er taget af ham ukrediteret. Også i Sverige mødte han megen venlighed. Vi var der til middag så sent som for 14 dage siden.

Nu ved jeg ikke, hvor han er, og hvis jeg vidste det, ville jeg selvfølgelig ikke sige det. Han forlod min lejlighed for et år siden. DE danske venstreekstremister, der er puerile SE & HØR interesserede, interessere sig enormt for disse ting. Hvem kender hvem. De skulle tage og vokse op og interessere sig for fakta. Jeg siger til deres orientering aldrig mere om Peder Jensen. Ingen dyneløftere til disse infantilt interesserede, der i virkeligheden ikke er gamle nok til politik. De er gamle nok, til at være voldelige for det, de mener er deres overbevisning. Når de bliver midaldrende, vil de ryste på hovedet af deres forvoksede infantilitet.

Jeg håber med dette at bidrage til, at hans nys udkomne bog vil sælge mere også i Danmark. Det er den kompensation man skylder en mand, der er blevet berøvet sit land og sit arbejde og flere ting, jeg ikke vil tale om. Norske journalister kunne have fået hele historien, men de har ikke fortjent den. Nu rakker norske anmeldere ned på ham, det er også en slags reklame. Han har vovet pelsen for sin overbevisning, har de?

For kort tid siden talte vi om, at vi er mainstream om ti år. Sådan vil det gå, det er bare ikke os der tjener pengene, selvom vi får ret. Vi er fattige, og de der tog grueligt fejl, tjener pengene. Vi kommer slet ikke til at tjene pengene i fremtiden, det gør overleverne og opportunisterme. Vi risikerede vores liv, de scorer kassen på at mene det samme, vi mente for ti år siden.

Jeg går ud fra, vi er en slags idealister, selvom jeg egentlig bruger det som et skældsord. Vi håber dog ikke, at den nuværende mainstream har skabt rigtige ekstremister, inden vi får ret.

Peder Jensen har skrevet kronikken i Stavanger Aftenblad idag. Man kan sige meget grimt om norske medier, men de har i det mindste ladet ham skrive en kronik i ny og næ. Det ville aldrig være forekommet i demokraturet Sverige

ANNONSE