På 60-70-tallet var modernisme inden kunsten noget en avantgarde beskeftiget sig med. Borgerskabet blev provoseret af den nonfigurative kunst. Det var da ikke kunst! De ville ha noget skønt. Avantgarden grinede af borgernes dumhed. De forstod ingenting.

Kunstens krise er blevet samfundets krise. Den overskridende modernisme er blevet modell for samfundstænkningen: Altid noget nyt og brud med fortiden. Det gamle fællesskab, nationen, er ude. Ud ryger også historien, og dermed fortiden. Man lider ligefrem af en angst for traditionen. Hvordan kan et samfund bestå der tror at man kan konstituere et nyt fællesskab bestående af helt ulige kulturer og religioner? Vi har fået noget utopisk ind i politiken, som man ikke må tale om. Resultaterne har historisk været katastrofale.