Nu er spørgsmålet så, om den normative neutralitet – og så lidt politik som muligt – hjælper mennesker til et meningsfuldt liv i det 21. århundrede, hvor snart sagt alting er blevet et spørgsmål om personlige præferencer, følelser, smag og behag? I lyset af den seneste generations tiltagende ødelæggelse i åbenhedens navn fremstår det mildest talt som et naivt eksperiment blot at overlade samfundet til demografi og skæbne i troen på, at mennesker kan så utroligt meget sammen, når blot de får lov.

Ansatte i det danske forsvar har vidst det i årtier, men ingen i politik med ansvar for afviklingen har erkendt det og sagt det højt, at vores styrker – fraset luftvåbenet – kan sammenlignes med Tivoligarden, og at vi får stedse dårligere kontrol over klaner, bander og kriminelle udlændinge.

Den erfarne politiske iagttager Michael Lind mener at den liberale indvandringspolitik handler om at importere nye vælgere til Demokraterne som erstatning for de mange amerikanske, især hvide og sorte vælgere, som partiet har fremmedgjort med al sin urbane wokeness.

Besatte synes vi at være af at dokumentere vores liv for andre mennesker, dvs. på de sociale medier fra Instagram til LinkedIn. Alt skal nævnes, dvs. ikke bare nævnes, men koreograferes med henblik på os selv. Denne virtuelle kuratering gør verden til en metaverden og forvansker virkeligheden.