Christian Skaug 
David Betz, professor i krigsstudier ved King’s College London, vakte opsigt i 2023, da han offentligt luftede tanken om, at en borgerkrig kunne være nært forestående i flere europæiske lande. Det virkede ret chokerende dengang, men nu – tre år senere – fremstår det allerede mere nøgternt.
Sidste mandag medvirkede han i en ugentlig podcast fra Middle East Forum, hvor han holdt et indledende oplæg på tyve minutter, efterfulgt af en halv times spørgsmåls runde.
Et centralt emne i diskussionen var islam i Storbritannien, hvor Betz identificerer tre hovedaktører og to drivkræfter bag de spændinger, der eksisterer imellem dem. Aktørerne er den oprindelige befolkning, den postnationale elite og de ikke-oprindelige parallelsamfund, der besidder politisk magt – nemlig islam.
Dette skaber en dynamik, som ifølge Betz lægger grunden til en borgerkrig, hvor den oprindelige befolkning ender i krydsild. Professoren er knivskarp:
I denne analyse fremstår islam som et alvorligt – og efter min mening uløseligt – problem, når det gælder forenelighed på områder som lovgivning, ikke-troendes status, køn og grænserne for, hvad man må sige. Det er dog ikke den drivende kraft. Den drivende kraft er den post nationale elite, som har fremmet en hurtig demografisk forandring – stik imod den oprindelige befolknings vedvarende ønske – samtidig med, at den benægter legitimiteten af dette ønske.
I denne sammenhæng fungerer indvandring som det primære gnidningspunkt mellem det, David Goodhart har kaldt “anywheres” (dem, der føler sig hjemme overalt) og “somewheres” (dem, der føler sig knyttet til et bestemt sted). Selvom ikke-oprindelige befolkningsgrupper deltager i den efterfølgende konflikt, betragter jeg dem ikke som dens egentlige ophavsmænd.
Den konflikt, jeg beskriver, drives af to faktorer. Det ene er, hvad jeg vil karakterisere som et »bonde-oprør« i det 21. århundrede, hvor store dele af den oprindelige befolkning gør oprør mod en post national elite, som de opfatter som havende brudt den sociale kontrakt. […]
Den anden drivkraft i konflikten er af stamme agtig karakter – den udspiller sig mellem den oprindelige befolknings majoritet og parallelsamfund, der har opnået en tilstrækkelig tæthed og organisering til, at fungere som selvstændige politiske aktører inden for det samme suveræne territorium.
Denne giftige cocktail ødelægger den sociale harmoni:Disse to drivkræfter forstærker hinanden. Elitens svigt over for social uro, fører til en radikalisering af den oprindelige befolkning – rettet både mod parallelsamfundene og mod de myndigheder, der har tilladt dem at opstå. […]
Under tilstrækkeligt pres bliver midten den mindst stabile position at indtage. Det er grunden til, at mange sandsynligvis oplever det som stadig vanskeligere at fastholde en midterposition; neutralitet er ganske enkelt blevet for omkostningsfuldt.
Resultatet er en politisk opdeling i stammer: Folk føler sig tvunget til at vælge en gruppe og holde sig til den. Betz peger på flere faktorer, der trækker i denne retning.
Den første af disse er dannelsen af fraktioner. I mange lande – men især her i Storbritannien – har den traditionelle politiske uenighed udviklet sig til en identitets drevet polarisering. Urolighederne sommeren 2024 viste, hvor hurtigt de tilbageværende sociale hæmninger kan bryde sammen. Mere varig er, efter min mening, fremkomsten af politiske organisationer, der er eksplicit baseret på specifikke befolkningsgrupper, samt blok afstemninger.
I en betydelig del af de britiske valgkredse er de muslimske stemmer blevet afgørende for Labour-partiet, hvilket giver gruppen en indflydelse, der langt overstiger dens andel af befolkningen – især i London.
Tower Hamlets er i praksis bangladeshisk, bemærker Betz, der understreger, at fremkomsten af parallelsamfund er sket med bemærkelsesværdig hastighed.Spændingerne intensiveres af flere årsager; en af dem er, at den oprindelige befolkning oplever, at den bliver fortrængt, får det økonomisk dårligere og føler sig mindre tryg.
Virkeligheden er, at store dele af den oprindelige befolkning har oplevet et tiltagende tab af tryghed og af de omgivelser, de kendte. Det, man kalder “hvid flugt” (white flight) fra bykernerne, kan observeres på boligmarkedet i provinsbyer – for eksempel i byer med gode togforbindelser til London.
Den pludselige tilstrømning af et stort antal mandlige immigranter til landsbyer og småbyer – lokalsamfund, der udtrykkeligt havde tilkendegivet, at de ikke havde plads til dem – har yderligere skærpet spændingerne og forvandlet det, der engang blot var en statistisk tendens, til en stadig mere udbredt, daglig oplevelse af afmagt.
Et symbolsk betydningsfuldt tilfælde – såsom sagen om lærerne i Batley, der blev tvunget til at gå under jorden, efter at de havde vist deres klasse en karikatur af Muhammed – bringer konflikten mellem to modstridende parter skarpt i fokus: Mens den oprindelige befolkning føler harme på lærernes vegne, fastholder eliten, at det centrale problem er “islamofobi”.Betz rehabiliterer et begreb, som magteliten bruger til at nedgøre folk:
Barbara Walters kalder dette for en »nedgradering« (downgrading). Hun henviser hermed til en situation, hvor en tidligere dominerende gruppe mister politisk indflydelse og demografisk vægt – og der er ikke tale om et midlertidigt tab. Det er et permanent tab. Den franske filosof Renaud Camus kaldte den samme proces for »den store udskiftning« (the Great Replacement). Både det akademiske begreb og det udbredte udtryk beskriver den samme forandring; i praksis beskriver de det samme fænomen. Den tøven, jeg forestiller mig, at nogle lyttere føler, når de hører udtrykket »den store udskiftning«, er selvcensur. Det er ikke analyse.
Desuden bemærker professoren, at staten i Storbritannien har mistet sin legitimitet:
Love håndhæves – eller lades være med at blive håndhævet – afhængigt af gerningsmandens identitet. Ytringer overvåges, når de kommer fra den oprindelige befolkning og anses for at være ubehagelige, mens de tolereres, hvis de ikke falder ind under denne kategori. Der iværksættes undersøgelser af skandaler, som statslige institutioner i årevis har nægtet blot at nævne eller undersøge. I visse tilfælde har de faktisk været medskyldige – og har efterfølgende undladt at tage ansvar over for ofrene eller tage dem alvorligt.
Folk afgiver deres stemmer ved valg, men de beslutninger, der træffes efterfølgende, strider konsekvent imod befolkningens ønsker. På den måde mister selve demokratiet sin legitimitet. En række politikere – støttet af et flertal i parlamentet – forsøger nu at rulle Brexit tilbage, selvom det blev vedtaget af et flertal i befolkningen. Magthaverne udviser desuden en chokerende dobbeltmoral:
Der fremsættes forslag om at indføre krav om identitets verifikation for, at kunne give udtryk for sine holdninger på sociale medier, mens man samtidig fjerner kravet om identitets verifikation ved valg.
Økonomiske faktorer peger ligeledes i retning af et øget konflikt niveau:
Især blandt de unge, hvis økonomiske og sociale ambitioner bliver modarbejdet – for eksempel ved at de ikke har mulighed for at købe egen bolig – hvilket får afledte konsekvenser for deres muligheder for at stifte familie, opretholde stabile parforhold og så videre.
Husk, at den franske revolution var drevet af stigende forventninger blandt borgerskabet, der stod over for aristokratiets foragt – ikke af de aller fattigste.
Som følge heraf er også tilbøjeligheden til at adlyde myndighederne aftaget. Derfra er der ikke langt til at gøre ting, som myndighederne forbyder – eller i det mindste at tale for dem:
For nylig bemærkede generalmajor Julian Thompson – vel nok den dygtigste britiske general siden Anden Verdenskrig, som ledede 3. kommando brigade under Falklandskrigen – over for en interviewer, at bådene i Den Engelske Kanal kunne stoppes i morgen, hvis vi virkelig havde modet til – for at citere ham præcist – at »skyde«.
Han præciserede, at han mente at skyde mod fartøjerne, og tilføjede, at hvis regeringen ikke formåede at stoppe dem, ville resultatet blive – for at citere – »en revolution«. Den offentlige reaktion har indtil videre i vid udstrækning været præget af anerkendelse – en slags kollektivt »tja, selvfølgelig«.
I sidste ende består eliten af inkompetente individer, der blot reciterer et manuskript, hævder Betz.
Den moderne elite er en kompleks, mangefacetteret størrelse, der spænder over den politiske, forretningsmæssige, kulturelle og administrative sfære. Det er sådan, den skal forstås. Den er jo ret omfattende, ikke? Der er ikke tale om en lille gruppe; alligevel fungerer de fleste af dens medlemmer snarere som forvaltere af et manuskript, end som forfattere til det.
Selve manuskriptet er post nationalt i sit ideologiske udgangspunkt. Det er post modernistisk i sin mistillid til nedarvede loyaliteter, og det er neo liberalt i sin tilgang til befolkningen – idet det i praksis betragter mennesker som mobile produktions faktorer.
Nogle inden for denne elite holder fast i manuskriptet, mens andre allerede planlægger deres flugt, siger Betz.
Disse faktorer udløser ikke et “slag ved Gettysburg”, understreger han, men de skaber de betingelser, hvorunder en borgerkrig kan sættes i gang.
Værten rejser spørgsmålet om, *hvor* en borgerkrig først kunne bryde ud – for derefter potentielt at sprede sig til andre lande. Betz nævner Storbritannien, Irland og Frankrig som mulige kandidater.
Ingen kan se på de seneste begivenheder i Frankrig og tænke: “Tja, alt går jo bare fint.” Det er, mildt sagt, ret åbenlyst.
Hvad angår Storbritannien, antyder Betz, at hærens loyalitet er usikker, og potentielt kan blive splittet mellem eliten og den brede befolkning. Desuden mener han, at alliancen mellem islam og den “woke” venstrefløj uundgåeligt vil bryde sammen.
Betz undlader at forudsige det endelige udfald, men han peger på “balkanisering” som et af flere mulige scenarier. Han afviser heller ikke J.D. Vances forudsigelse om, at Storbritannien kunne ende som en islamistisk stat bevæbnet med atomvåben.
Ville det ikke være forfriskende, hvis en norsk professor kom med tilsvarende ufiltrerede analyser – måske på NRK?
