Hvorfor taber højrefløjen mange af de vigtige værdikampe? Højrefløjen klager og spekulerer over, hvordan de kan erobre sproget og forestillingerne – de berømte hearts and minds – og den debat kommer og går, sådan har det været i årevis. Klagesangens karrusel drejer rundt uden at komme nogen vegne.
En forklaring er, at højreorienterede, borgerlige, konservative ikke tager kunst og kultur alvorligt. Marxistiske tænkere forstod derimod allerede i begyndelsen af det tyvende århundrede, at kulturen optegner grænserne for, hvad man kan tænke. Kunstnere og filosoffer former almindelige menneskers forestillingsverden, og dermed også hvad der opfattes som det politisk rigtige.
Klagen er berettiget, men den fører ingen steder hen, så længe højrefløjen ikke selv opbygger et miljø, der tager kunst og kultur alvorligt.
Heldigvis er noget ved at ændre sig. Flere højreorienterede taler og skriver klogt og engageret om kunst og kultur. Det gælder tænkere som Martin Lichtmesz og Jonathan Keeperman, ligesom skribenter på Substack også er værd at læse.
Inspireret af nogle af dem vil jeg her give et bud på, hvad højrefløjen skal gøre, hvis de skal skabe et miljø, en receptionskultur, hvor kunst kan tilegnes og bruges i den brede værdikamp.
Et værks mening er afhængigt af receptionskulturen
Et maleri, et digt, en film, et stykke musik kan i en afgørende forstand ikke mene noget, og hvis det prøver, bliver resultatet næsten altid dårligt, propaganda. Om et værk bliver regnet for højre- eller venstreorienteret, afhænger kun delvist af indholdet.
Resten afgøres i modtagelsen, altså hvordan anmeldere, redaktører, essayister, fonde, forlag, forskere, kunstnere, kunstneren selv og andre tolker værkerne. Det er receptionskulturen, og den har det sidste ord. Den er fortolkningens toldbod, hvor det afgøres, hvad der slipper igennem til offentligheden, og hvilken fortælling der bæres med.
Problemet er, at højrefløjen er stort set fraværende i dette kredsløb, i denne toldbod. Det skyldes en effektiv udelukkelsesmekanisme i kulturinstitutionerne, men det skyldes også højrefløjen selv: At den aldrig har taget kunsten tilstrækkeligt alvorligt.
Derfor bliver værker, der kunne pege i konservativ retning, så at sige tavse. For de har ikke mange begavede fortolkere til at tale for dem. En konservativ film, som ingen opdager som konservativ, er i praksis ikke konservativ.
Et eksempel kunne være Christian Tafdrups mesterværk Speak No Evil fra 2022 eller Lars von Triers Manderlay fra 2005. Begge film blev anerkendte i sin tid, men deres radikale, konservative indhold gik ubemærket hen, selv om Tafdrups film er en sønderlemmende kritik af den fejhed, der skjuler sig bag anstændighedens maske, den velmenende humanisme, Merkels wir schaffen das. Og von Triers film er den vel nok mest politisk ukorrekte film nogensinde i dansk filmhistorie med dens skildring af dels idealistens sammenbrud i ondskab i forsøget på at frigøre slaverne og dels slavernes ønske om at forblive på slaveplantagen med dens klare orden.
Højreorienterede har hadet Lars von Trier, siden han klippede Dannebrog i stykker i protest mod at blive indlemmet i den nationale kulturkanon i 2006. Det viser bare, hvor dårlig dømmekraft mange højreorienterede har, for man skal naturligvis ikke lade sig vildlede af, hvad bagmanden mener. Et værk eksisterer nemlig på sine egne betingelser og modsiger ofte bagmanden; kunstværket er klogere end kunstneren.
Kunsten før politikken
En stærk og begavet receptionskultur begynder med kærlighed til kunsten, ikke med politik. Derfor er det afgørende, at man lærer en kunstart at kende indefra, at man er fortrolig med håndværk, materialer, kunsthistorie og kan se detaljer, andre overser. Uden viden har man ikke meget at bidrage med i en seriøs samtale.
Man skal ikke begynde med at spørge, om et værk er ”højreorienteret”. I stedet skal man spørge, om det er godt og sandt.
Og ligesom man ikke skal lade kunstneren bag bestemme ens mening og smag, skal man heller ikke lade kunstinstitutionen – og det vil sige venstrefløjens smagsdommere – få det sidste ord. Det gælder både positivt og negativt: Højrefløjens refleks er nogle gange at elske det, venstrefløjen hader, og omvendt. Det er forkert.
Jeg har mødt højreorienterede, der ikke kan lide Tafdrups film, fordi et barn får klippet tungen af. Det er for ulækkert, børnemishandling, og det vil man ikke se. Tilsvarende afstår mange fra at se von Triers film, fordi den er for eksperimenterende; den har stort set ingen kulisser, men alene streger på gulvet i et filmstudie. Eller de vil ikke læse abstrakt, lyrisk ekspressionisme, der forekommer menneskefjendsk. Det er da også ofte rigtigt, men man kan med stor fordel læse den ud fra et højreorienteret standpunkt, netop fordi værkerne taler sandt – og er godt lavet.
At venstreorienterede fortolkere har gjort kunstværker til udtryk for liberalisme og emancipation, skal man ikke nødvendigvis tro på. Det modsatte kan være tilfældet, hvis man ser nøjere efter. Serien The Handmaid’s Tale handler om Trumps Amerika, får vi at vide. Sandheden er bare, at den er en ubarmhjertig skildring af et islamistisk teokrati.
Der er masser af gode eksempler derude. Det er bare med at komme i gang med at skabe en højreorienteret receptionskultur.
Af Kasper Støvring
