Den 10. november 2026 opførte en egyptisk domstol 35 organisationer og 36 enkeltpersoner på sin liste over terrororganisationer og -personer. Kairo retter ikke kun blikket mod en håndfuld ledere i eksil; man går også efter nationale foreninger, religiøse råd, uddannelsesinstitutioner samt organisationer, der arbejder med familier, kvinder og studerende.
Den egyptiske regering har blotlagt den institutionelle struktur, som Det Muslimske Broderskab har opbygget på tværs af Europa. Hvilket formål tjener denne omfattende struktur? Hvad er dens endelige mål? Og hvorfor netop Egypten?
Den dom, der afslørede et helt netværk
En dag tidligere, den 9. november 2026, bekræftede Egypten officielt, på baggrund af tidligere straffesager, at Det Muslimske Broderskab er permanent klassificeret som en terrororganisation.
Dagen efter, placerede Badr-domstolens anden afdeling, 35 organisationer og 36 enkeltpersoner på en terrorliste i en periode på fem år, som led i statssikkerhedssag nr. 11108/2026. Afgørelsen blev offentliggjort i nummer 250 af den officielle egyptiske statstidende.
Blandt de nævnte er det indflydelsesrige Council for European Muslims – efterfølgeren til Federation of Islamic Organizations in Europe (FIOE) – Musulmans de France og League of Muslims in Belgium, samt nationale organisationer, der opererer i Storbritannien, Tyskland og andre europæiske lande. Afgørelsen omfatter også European Council for Fatwa and Research, European Council of Imams og European Institute of Human Sciences.
Ved første øjekast kan dette fremstå som en helt almindelig liste over institutioner, der beskæftiger sig med tilsyneladende harmløse aktiviteter: uddannelse, lokalt samfundsarbejde og politisk organisering. Men hvis man udelukkende fokuserer på disse lister, overser man det større billede. Det, der virkelig betyder noget, er, at alle disse elementer hænger sammen.
Det afgørende punkt er, at det egyptiske retssystem ikke blot retter sig mod politiske ledere eller isolerede lokale initiativer. Det, der tegner sig, er et tydeligt europæisk islamistisk og terroristisk netværk, drevet af ét samlet, sammenhængende ideologisk projekt: Det Muslimske Broderskabs projekt i Europa.
Ideologien: At transformere samfundet for at overtage statsmagten
Det Muslimske Broderskab blev grundlagt i 1928 af Hassan al-Banna. Dets lære begrænser ikke islam til en personlig tro; den etablerer derimod islam som et organiserende princip for uddannelse, familien, sociale relationer, staten og loven.
Dette er helt i tråd med islams hellige tekster.
Koranen betragtes af muslimer som Allahs ord. Den kan sammenlignes med Bibelen, med den forskel, at den foreskriver strenge og øjeblikkelige straffe for overtrædelser. Man kan ikke bare sige: “Åh, Gud mente det ikke sådan, når det gælder ægteskabsbrud…”
“Muslimer tror fuldt og fast på, at de arabiske ord, udtryk og sætninger i Koranen stammer direkte fra Gud,” skriver Jane Dammen McAuliffe i “The Qur’an: What Everyone Needs to Know”. Muslimer betragter den som et guddommeligt ord, der – gennem fortolkninger i sunna og fiqh (retslære, der omsætter sharia-lovgivningen i praksis) – giver vejledning om, hvordan alle bør leve.
Islam er ikke blot en religion; den fremmer et altomfattende, radikalt projekt. Sharia betyder bogstaveligt talt en klar sti, der fører til en kilde. “Vi tror på, at islams læresætninger og forskrifter er altomfattende og regulerer menneskelige anliggender i denne verden såvel som i den næste,” skrev al-Banna i “Introducing Islam”. Handelsret, familieret, ejendomsret, arbejdsret – ifølge Det Muslimske Broderskab, falder absolut alt ind under sharia-lovgivningens område. Selve tanken om en retskilde uden for sharia er ikke blot utænkelig; den er en krænkelse af Guds ord (se Tamara Sonn, “What is Shari’ah?”, Oxford University Press, 2012).
Broderskabets historiske metode til at indføre sharia, følger et bestemt forløb: at forme individet, vejlede familien, transformere samfundet og i sidste ende, påvirke staten.
Politisk handling begynder ikke nødvendigvis ved stemmeurnerne. Den begynder langt tidligere – med udbredelsen af religiøse læresætninger og den tålmodige opbygning af varige institutioner. Metoden minder om den, som den italienske kommunist Antonio Gramsci benyttede: Erobr samfundet nedefra, så vil den politiske magt før eller siden falde i dine hænder.
En skole formidler idéer. En imam giver undervisning. Et religiøst råd tilbyder fortolkninger. En forening samler mennesker. En sammenslutning koordinerer. En repræsentativ organisation stiller krav til de offentlige myndigheder. Der er her blot tale om de enkelte tandhjul i en samlet, overordnet mekanisme: implementeringen af sharia.
De europæiske redskaber: doktrin, kadrer, netværk, institutioner
De organisationer, som den egyptiske regering har identificeret, varetager en række supplerende funktioner.
Koordinering. Council for European Muslims samler nationale netværk, uddanner ledere og fremmer fælles standpunkter. Det, der begynder som en udbredelse af små foreninger, udvikler sig til en organiseret struktur med repræsentation på tværs af hele kontinentet.
Definition af religiøs doktrin. Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning (European Council for Fatwa and Research) udsteder afgørelser om anvendelsen af islamiske forskrifter i livet i Europa – herunder vedrørende familieforhold, religiøs praksis, personlig adfærd og sociale relationer. Det Europæiske Imamråd (European Council of Imams) fokuserer på religiøs uddannelse og tilsyn. Deres indflydelse er med til at forme de normer, der styrer dagligdagen.
Uddannelse af den næste generation af ledere. Det Europæiske Institut for Humanvidenskaber (The European Institute of Human Sciences) uddanner imamer, undervisere og foreningsledere. At uddanne en leder vil sige at forberede en person, der efterfølgende skal undervise, lede og videregive læren med det formål at forandre samfundet.
Formning af familieliv og ungdom. Den egyptiske liste omfatter organisationer, der er dedikeret til familier, kvinder og studerende. Dette er kerneområder i al-Bannas lære: de miljøer, hvor værdier videregives, og den næste generation formes.
Påvirkning af offentlig politik. Forbund og foreninger søger indflydelse, når offentlige myndigheder diskuterer religionsudøvelse, uddannelse, religiøse skikke og repræsentationen af muslimske miljøer.
Disse funktioner forstærker hinanden. En lære formuleres. Kadrer uddannes. Foreninger udbreder læren. Forbund bringer den ind på den institutionelle og politiske arena.
Og intet af dette kræver en samlet, centraliseret kommandostruktur.
Hvert led i netværket, deler ét overordnet referencepunkt: sharia – “den guddommelige vejledning, der er åbenbaret i Koranen og Sunnaen, og som omfatter både religiøse handlinger og dagligdagens anliggender.” Sharia skaber sammenhæng i denne samling af tilsyneladende beskedne, lokale initiativer, såsom uddannelse og støtte til unge mennesker.
Sharia giver ikke plads til dialog. Den udelukker alle afvigende stemmer – hvad enten de er jødiske, kristne eller ateistiske – især når islamister mener, at de er talrige nok til at gennemtvinge deres vilje.
Lad os kort genopfriske, hvad sharia foreskriver for “afvigere”: For jøder og kristne står valget mellem omvendelse eller status som dhimmi – dvs. andenrangs, tolererede undersåtter, der er forpligtet til at betale jizya (en skat for “beskyttelse”). For polyteister står valget mellem omvendelse eller døden. For ateister og frafaldne er straffen ganske enkelt døden. Den afdøde, indflydelsesrige sunnimuslimske åndelige leder Yusuf al-Qaradawi – der blev tvunget til at flygte fra Egypten til Qatar – indrømmede i sit populære tv-program på Al Jazeera, “Sharia og livet”, at “hvis man havde afskaffet straffen for frafald fra troen, ville islam ikke eksistere i dag.”
Bevis på institutionelle ambitioner: deres eget charter
“Charteret for europæiske muslimer”, der blev offentliggjort i 2008 af Federation of Islamic Organisations in Europe (nu Council for European Muslims), beskriver forbundets mål med deres egne ord. Det blev udarbejdet i samarbejde med organisationer fra 28 lande – hvoraf flere siden er blevet udpeget som terrororganisationer af den egyptiske regering. Flere af bestemmelserne er særligt afslørende:
- Artikel 3: Sharia fungerer som et referencepunkt, ikke blot for religiøs tilbedelse, men også for menneskelige relationer.
- Artikel 15: Muslimske organisationer opfordres til at koordinere deres aktiviteter på tværs af Europa, i en fælles ideologis tjeneste.
- Artikel 17: I tilfælde, hvor religiøse forskrifter strider mod national lovgivning, foreslår charteret, at man søger “løsninger” hos de offentlige myndigheder.
- Artikel 18: Charteret støtter etableringen af religiøse, uddannelsesmæssige og sociale institutioner.
- Artikel 21: Charteret opfordrer til politisk deltagelse, herunder adgang til offentlige institutioner.
Samlet set udgør disse bestemmelser en sammenhængende logik: undergravningen af demokratiet. Den islamiske sharia-lovgivning placeres over alle andre love – først for muslimer og derefter for alle andre.
Sharia repræsenterer islamisk overherredømme i ordets strengeste forstand.
Hvad dette betyder i praksis: eksemplet Sudan
I Sudan viste Det Muslimske Broderskab, hvordan dets ideologiske projekt kunne se ud, da det fik kontrol over statsapparatet.
I juni 1989 overtog Den Nationale Islamiske Front (NIF) – anført af Hassan al-Turabi, en tidligere leder af Det Muslimske Broderskab i Sudan – magten i landet gennem et militærkup ledet af Omar al-Bashir.
Politiske partier blev forbudt. Statslige institutioner blev renset for ikke-islamister. Modstandere og systemkritikere blev fængslet og tortureret.
I 1991 blev en ny, sharia-inspireret straffelov indført, som blandt andet fastslog dødsstraf for frafald fra islam.
Det var imidlertid i Nuba-bjergene i Sydsudan, at regimets logik antog sin blodigste form. I 1992 erklærede myndighederne jihad (hellig krig) mod oprørske befolkningsgrupper i denne region, der var beboet af muslimer, kristne og tilhængere af traditionelle religioner.
En fatwa, der blev udstedt i april 1992 – og som fik officiel opbakning på statens højeste niveau – erklærede muslimer, der deltog i oprøret, for frafaldne, mens ikke-muslimske oprørere blev udpeget som hindringer for islams udbredelse.
Det religiøse dekret gav udtrykkelig tilladelse til at dræbe disse personer, hvilket udløste en bølge af massakrer, deportationer og forfølgelser. Den sudanske hær og dens allierede islamistiske militser brændte landsbyer ned, henrettede civile, bortførte kvinder og børn og stod bag tvangsforflyttelser af befolkningen.
En officiel FN-rapport, der blev offentliggjort i februar 1996, dokumenterede summariske henrettelser, voldtægter, bortførelser, slaveri og tvangsomvendelser. Rapporten beskrev også, hvordan børn blev adskilt fra deres familier og anbragt i lejre med henblik på religiøs indoktrinering og militær træning. Ifølge et skøn fra 1998, som henvises til af United States Holocaust Memorial Museum, mistede omkring 100.000 nubaer livet som følge af regeringens angreb i 1992–1993. Allerede i 1994 beskrev Human Rights Watch regimets mål, som etableringen af en totalitær islamisk stat, hvor det enkelte individs rettigheder ville afhænge af blandt andet religion, køn og politisk tilhørsforhold.
Der var ikke blot tale om en teoretisk betragtning. En regering, der var udsprunget af Det Muslimske Broderskab, kombinerede religiøs lovgivning, undertrykkelse af borgerrettigheder og udstedelse af fatwaer, der gav tilladelse til at dræbe politiske modstandere – sideløbende med massakrer på civile befolkningsgrupper, der udgjorde en “opposition”. Sådan ser virkeligheden ud, når først Det Muslimske Broderskab har taget magten – hvilket står i skarp kontrast til den “dialog”, bevægelsen taler for i sine indledende faser.
Konklusion
Den mest markante udvikling i Egypten i november 2026 er todelt: den endelige klassificering af Det Muslimske Broderskab som en terrororganisation, efterfulgt af en eksplicit juridisk udpegning af bevægelsens institutionelle netværk i Europa.
Sammenhængen i dette netværk bliver tydelig, når man betragter det i lyset af Det Muslimske Broderskabs historiske doktrin: en gradvis infiltration af uddannelsessystemet, familielivet, religiøse normer, foreningslivet og offentlige institutioner – alt sammen med det formål at forankre den totalitære ideologi, der kendes som sharia.
Europas egentlige problem er derfor ikke blot en liste med navne. Problemet er eksistensen af strukturer, der er i stand til at udbrede en ideologi, uddanne kadrer, koordinere netværk og øve indflydelse på de regler, der styrer det fælles samfundsliv.
Hvordan vil myndighederne i de europæiske lande, der nævnes i den egyptiske dom, reagere? Hvad med EU? Er der nogen, der forstår, hvor ydmygende det er at overlade det til Egypten at afsløre Det Muslimske Broderskabs voksende netværk i hele Europa?
Oprindeligt offentliggjort af Gatestone Institute den 20. november 2026.
