Ursula von der Leyen meddelte onsdag, at EU vil indføre en aldersgrænse på 13 år for brug af sociale medier gennem »EU Kids Act«. »Det handler om, hvornår og hvordan vi giver sociale medier adgang til mindreårige.«
For børn under 13 år foreslås et totalt forbud. Mellem 13 og 15 år kun »minikonti« med tidsbegrænsning og streng forældrekontrol. Fra 15 år foreslås der større frihed og krav om »sikkert design«. Ifølge ABC News skal forslaget også omfatte visse videospil, chatbots og samtale-AI.
– Det handler om, hvorvidt vi skal give sociale medier adgang til mindreårige
Den officielle begrundelse er beskyttelse af børnene. Von der Leyen bruger i sin argumentation skræmmebilleder af børn, der tilbringer fire til seks timer dagligt foran skærmen, hvor algoritmer holder dem fanget i endeløs scrolling – dertil kommer angst, søvnproblemer, selvskading, netmobning og AI-genererede seksuelle billeder.
– Det handler ikke om, hvornår mindreårige får adgang til sociale medier. Det handler om, hvornår og hvordan vi lader sociale medier få adgang til mindreårige, siger hun. Forældre skal opdrage børnene, ikke algoritmer.
Mange af bekymringerne er reelle. Sociale medier kan være skadelige, især for sårbare unge. Men når magthaverne bliver optaget af »at beskytte børnene« på bekostning af forældrene, er der grund til at være på vagt. Sådanne tiltag begrænser sig sjældent til det, de hævder at være. Det vil også være naivt at gå ud fra, at magten er neutral i spørgsmålet om, hvilke ideer unge mennesker skal udsættes for.
Når det etablerede samfund klager over »desinformation«, »hate speech« og »polarisering«, er det svært at skelne mellem oprigtig omsorg og ønsket om at kontrollere det ideologiske landskab; at sikre kontrollen »over, hvad folk får at vide«.
Frankrig
Frankrig giver os en aktuel advarsel. I juli vedtog det franske parlament et forbud mod sociale medier for personer under 15 år, men den 14. august satte Frankrigs forfatningsråd en stopper for det. Det konkluderede, at bestemmelsen udgjorde et uforholdsmæssigt indgreb i ytrings- og kommunikationsfriheden, og påpegede utilstrækkelige garantier for privatlivets fred. For at aldersgrænsen skal kunne håndhæves, skal nemlig alle – også voksne – legitimere sig.
Men Macron har varslet en ny kamp: Han ønsker et forbud i løbet af sin præsidentperiode og fremlagde den 14. september et nyt forslag, der forsøger at rette op på manglerne ved det første.
Australien
Australien er et interessant forsøgsområde: Den 10. december 2025 trådte verdens første nationale lovforbud mod sociale medier for personer under 16 år i kraft i Australien. Ifølge landets eSafety-myndighed havde platformene i midten af december fjernet eller deaktiveret 4,7 millioner konti, der var registreret på børn under 16 år. Meget tyder på, at forbudet fører til en øget kriminalisering af almindelig adfærd og mere overvågning – uden at løse det underliggende problem.
En ny undersøgelse viste, at børnene aktivt undersøger, hvordan alderskontrollen fungerer, hvor den svigter, og hvordan den kan omgås.
En undersøgelse offentliggjort i 2026 viste, at mere end 80 procent af australske unge under 16 år stadig brugte sociale medier. Andre undersøgelser peger på falske konti, aldersmanipulation og VPN som måder at omgå systemet på.
Australiens egen eSafety-myndighed erkender, at nogle omgår begrænsningerne, blandt andet ved hjælp af falske identitetsdokumenter, AI-genererede identiteter og VPN-tjenester.
Anonymitet på nettet bliver en saga blot
For at håndhæve en aldersgrænse er der brug for pålidelig aldersverifikation. I praksis betyder det digital ID, ansigtsgenkendelse, upload af pas eller lignende.
Kommissionen lancerede i april en europæisk aldersverifikationsløsning, der formodes at gøre det muligt for brugerne at bevise, at de er over en bestemt alder, uden nødvendigvis at oplyse deres fulde identitet til hjemmesiden. I udviklingsfasen er teknologien først rettet mod aldersbegrænset indhold som pornografi, spil og salg af alkohol.
At vurdere et system ud fra, hvad dagens politikere siger, det skal bruges til, ville være naivt; det skal også vurderes ud fra, hvad det kan bruges til.
Anonymitet, en grundlæggende frihed på internettet
Anonymitet er en grundlæggende frihed på internettet. Den kan bruges til mobning, svindel, trusler og kriminalitet, men den kan også beskytte mennesker, der kritiserer deres arbejdsgiver, den kan beskytte whistleblowere, den kan beskytte journalisternes kilder, den kan beskytte dissidenter i et autoritært land. Den kan gøre det muligt at deltage i den offentlige debat med upopulære meninger uden at ens navn, ansigt, alder og identitet knyttes til hver eneste ytring. Den kan være en ventil for mennesker med ukorrekte meninger.
🚨🇪🇺EU launches a full-scale war on internet anonymity!
The European Union is preparing to roll out the so-called EU Kids Act, which will force every social media user to surrender their anonymity by handing over personal data.
Ursula von der Leyen and the rest claim this is… pic.twitter.com/4S3IdPjuXM
— Mario ZNA (@MarioBojic) September 15, 2026
Hvem er det egentlig, der skal beskyttes?
Hvem skal så bestemme over børnenes opdragelse og opvækst? Forældrene eller bureaukratiet i Bruxelles?
EU-Kommissionens ikke-folkevalgte formand, von der Leyen, gentager, at det er forældrene, der skal opdrage børnene. Samtidig vil hun indføre et system, hvor staten sætter absolutte grænser og tvinger de digitale platforme til at overvåge dem; en klar forskydning af forældrenes ansvar fra familien til staten.
Mange forældre ønsker hjælp mod de mest afhængighedsskabende funktioner, men få ønsker, at staten skal blive portvagten, der bestemmer, hvad deres børn må læse, se og diskutere.
Ytringsfrihed er ikke kun retten til at sige det, de fleste er enige om. Det er retten til at søge information, diskutere kontroversielle ideer – og begå fejl. Børn og unge har ikke brug for en statslig vogter, der afgør, hvornår de er »klar« til virkeligheden. De har brug for forældre, der tager et informeret ansvar, og et samfund, der tåler frihed.
Når magten tilbyder »beskyttelse« til gengæld for mere kontrol, kan man spørge, hvem der egentlig skal beskyttes – og mod hvad? Og hvem skal kontrollere kontrolløren?
