Det er nok de færreste, der bruger tid på Canadas nyeste historie, men den er faktisk god at få forstand af.
Som den canadiskfødte – nu bosiddende i USA – kommunikationsekspert og politiske kommentator Emma-Jo Morris for et par dage siden kunne berette på The Alex Marlow Show, er Canadas politiske transformation gået usædvanligt hurtigt. Endnu i Morris’s barndom i årene omkring 2007 forekom Canada som landet uden større politiske problemer – et fredeligt og harmonisk sted, hvor folk kunne koncentrere sig om deres personlige problemer, som politikerne ikke kan afhjælpe.
Men hvad sker der, når der ikke er politiske problemer at løse? Så får politikerner det svært, for de lever af at påstå, at de løser problemer. Svaret i Canada er det samme som i de europæiske lande: Er der ingen problemer, skaber politikerne dem selv – samtidig med, at de lover vælgerne at løse dem.
Den canadiske problemskabelse består fortrinsvis i masseimporten af fremmede, der ikke nødvendigvis vil have med den gamle canadiske kultur at gøre. I dag er en tredjedel af Canadas indbyggere født uden for landet.
Men det er, som det skal være, for, som Emma–Jo Morris påpeger, har Canada ifølge politikerne ingen essens, ingen indre kerne, og derfor intet at samles om. Canada er på ingen tid blevet et sted, hvor alle kulturer, klaner, kaster og tilhængere af politiske ideologier frit kan tage plads – med den indre opløsning, som en sådan omvæltning altid medfører.
I flere vestlige lande, der har gennemgået samme udvikling som Canada, blev der indtil for nyligt talt om behovet for ”integration” af de mange tilvandrede. Det er man stort set holdt op med at snakke om – fordi der ikke er noget at blive integreret i. Som det har vist sig, kan integration ikke dikteres af staten, men er noget, som den enkelte tilvandrer må beslutte. Men selv om fremmede fra fjerne egne skulle have lyst til at blive integreret, bliver spørgsmålet i Canada og de øvrige vestlige lande: I hvad?
Når fremmede ankommer til et vestligt, land, der bekender sig som multikulturelt, må de nødvendigvis konkludere, at de er lige så integrerede, som alle landets øvrige indbyggere, for der findes ingen national kultur at indgå i. Og enhver, der påstår, at der er en nation, bliver af politikere, eksperter og medier hængt ud som racist eller Hitler-tilhænger Så hvem vover at sige.,at Canada er canadisk, Danmark dansk, Tyskland tysk osv.?
Men som Emma-Jo Morris bemærker, har selv et opløst samfund behov for noget at samles om, og kan det ikke være nationalfølelsen, bliver det hadet til andre. I Canada er det blevet antiamerikanisme, nærmere bestemt Trump-had. Det samme gælder i Europa. Kan vi ikke holde sammen om noget, kan vi i det mindste hade i fællesskab.
Morris kunne i denne forbindelse have henvist til den tyske jurist og statsretskyndige Carl Schmitt, som i 1932 gjorde sig bemærket med bogen Der Begriff des Politischen (Politikkens begreb), der skulle få stor indflydelse i det nazistiske parti, som Schmitt meldte sig ind i året efter. Schmitts tese var, at politik handler om at skelne mellem venner og fjender. Det drejer sig ifølge ham om at sikre sin egen gruppes overlevelse.
Selv havde Carl Schmitt intet besvær med at udpege sin fjende og sin ven. I august 1934 udsendte han en apologi for Hitlers mord på flere hundrede partikammerater og nationalkonservative under ”De lange knives nat” med titlen “Der Führer schützt das Recht” (Føreren beskytter Retten).
Og er der ikke længere nogen national kultur, og vil man ikke vedkende sig nogen kontinuitet mellem slægterne, men hævde, at alt er nyt, må det nødvendigvis ende med en ulykke.
Indtil videre holdes Vesten sammen af antiamerikanisme og had til Trump. Hvem vil de multikulturelle befale os at hade, når Tump er gået af?
Og når intet af de problemer, som de hare belemret os med, er blevet løst.