Adolf Eichmann var en tysk nazistisk SS-Obersturmbannführer (oberstløjtnant) og en af hovedorganisatorerne bag Holocaust.

På grund af sine organisatoriske evner og ideologiske pålidelighed fik Eichmann af SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich til opgave at tilrettelægge og lede logistikken omkring massedeportationen af jøder til ghettoer og udryddelseslejre i det tyskbesatte Østeuropa.

Efter Anden Verdenskrig flygtede han til Argentina ved hjælp af et falsk pas udstedt af Det Internationale Røde Kors. Han levede i Argentina under falsk identitet og havde en række forskellige jobs frem til 1960.

Han blev anholdt af Mossad-agenter i Argentina og ført til Israel for at blive stillet for retten på 15 strafferetlige anklager, blandt andet for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Mossad lykkedes det at få et EL-AL-fly til Buenos Aires for at hente Eichmann ud af Argentina. Da argentinerne opdagede den egentlige grund til, at flyet var i Argentina, forsøgte de at forhindre det i at flyve tilbage til Israel.

Mossad undslap kun, fordi de fløj direkte til Afrika for at tanke brændstof i stedet for at forblive på den vestlige halvkugle, som de havde angivet i rejseplanen.

Han ble fundet skyldig og henrettet ved hængning i 1962. Han er den eneste person, der er blevet henrettet i Israel efter en dom fra en civil domstol.

Eichmann blev hængt kort før midnat den 31. maj 1962 i et fængsel i Ramla, Israel. Hans bøddel var Shalom Nagar.

Det mest foruroligende ved den 7. oktober er ikke blot, at mennesker blev dræbt. Det er heller ikke kun brutaliteten, selvom den i sig selv er næsten uudholdelig at tage til sig. Det mest foruroligende er, at volden havde en indre orden.

Ikke en moralsk orden. Ikke en civiliseret orden. Men en syg orden.

For når vidneudsagnene fortæller om voldtægter, lemlæstelser, latter, fotografering, telefonopkald hjem og en nærmest triumferende glæde over ofrenes lidelse, så står vi ikke blot over for militær vold. Vi står over for en vold, der har overskredet en anden grænse. Den dræber ikke blot for at vinde. Den vanhelliger for at bekræfte et verdensbillede.

Det er dette, der ofte forsvinder, når Vesten forsøger at forklare Hamas gennem almindelige politiske kategorier. Man taler om besættelse, blokade, desperation, fattigdom, asymmetri og historisk uretfærdighed. Alt dette kan belyse rammen omkring konflikten. Men det forklarer ikke latteren. Det forklarer ikke, hvorfor døde kroppe blev lemlæstet. Det forklarer ikke, hvorfor kvinder blev krænket, efter at de var forsvarsløse. Det forklarer ikke, hvorfor drabene blev gjort til trofæer.

For at forstå dette må man gå dybere end politikken. Man må gå ind i menneskesynet.

Hamas er ikke blot en national befrielsesbevægelse med våben. Hamas er en islamistisk bevægelse, hvor konflikten ikke blot forstås territorialt, men teologisk. Fjenden er ikke blot en politisk modstander. Han indgår i en kosmisk fortælling. Han bliver bærer af urenhed, besættelse, gudløshed, forræderi, vantro og dæmoniseret magt. Jøden, israeleren, »zionisten«, kafiren – disse figurer glider over i hinanden i den interne propaganda, indtil det konkrete menneske forsvinder.

Og når mennesket forsvinder, forsvinder også grænsen.

Det er her, at dehumaniseringen viser sin dybeste virkning. Den siger ikke blot: Dette menneske er min fjende. Den siger: Dette menneske er mindre end et menneske. Det tilhører ikke den samme moralske orden. Det har ikke samme værdi. Det krav om beskyttelse, der ellers følger kroppen, ansigtet, barnet, kvinden, den gamle, den sårede, gælder ikke fuldt ud her.

Det er sådan, grusomhed bliver mulig.

Ikke fordi gerningsmanden ikke ser offeret. Han ser offeret meget tydeligt. Han ser frygten, smerten, magtesløsheden, kroppen. Men han ser ikke længere et »du«. Han ser et objekt. Et bytte. Et tegn. Et stykke fjendtligt stof, der kan bruges, krænkes og ødelægges.

På en syg måde giver det derfor mening. Ikke moralsk mening, men indre ideologisk mening.

Det minder om den form for ondskab, man ser hos mennesker, der mishandler dyr. Ikke fordi ofrene er dyr, men fordi gerningsmanden har placeret dem der. Under mennesket. Uden for medlidenhedens kreds. Den, der mishandler dyr, udviser ofte ikke blot aggressivitet, men en særlig foragt for det forsvarsløse. Det er magt over liv, der ikke kan svare igen. Magt over smerte, der ikke tillægges moralsk betydning. Magt uden ansvar.

Når et menneske er reduceret til noget lavere end et menneske, kan også menneskelig lidelse behandles som dyrelyde. Skriget standser ikke handlingen. Det bekræfter den. Gråden bliver ikke en appel til samvittigheden. Den bliver et tegn på sejr.

Så kan latteren opstå.

Latteren er derfor ikke en tilfældig psykologisk reaktion. Den er afslørende. Den viser, at barrieren er væk. Den viser, at gerningsmanden ikke blot udfører en ordre, men oplever krænkelsen som en bekræftelse. Han ser sin egen magt i offerets ydmygelse. Han ser sit verdensbillede realiseret i den andens sammenbrud.

Dette er ondskabens mest forfærdelige mekanisme: Først fratager den offeret dets menneskeværd. Derefter behandler den offeret i overensstemmelse med det nye billede. Til sidst peger den på offerets ydmygelse som bevis på, at billedet var sandt.

Således skabes en lukket cirkel.

Dette er også grunden til, at den moderne forklaringspligt kommer til kort. For den vil gerne gøre ondskaben til en reaktion. Den vil gøre grusomhederne til et produkt af strukturer. Den vil finde et »før«, der forklarer et »efter«. Men visse handlinger kan ikke forstås alene gennem årsagskæder. De må forstås gennem det menneskesyn, der gjorde handlingen mulig.

For mennesket handler ikke kun ud fra behov. Det handler ud fra forestillinger. Det handler ud fra, hvad det tror, verden er. Hvad det tror, fjenden er. Hvad det tror, kroppen betyder. Hvad det tror, Gud tillader. Hvad det tror, sejr består i.

Hvis fjenden er et menneske, findes der grænser.

Hvis fjenden er et dyr, er der færre grænser.

Hvis fjenden er dæmonisk, uren, vantro, historisk skyldig og metafysisk legitimt hadet, kan selv det mest uhyrlige fremstå som renselse, hævn eller en hellig handling.

Det er netop det, Hamas’ ideologi gør. Den bringer ikke blot våben ind i konflikten. Den indfører en bestemt orden i blikket. Den lærer mennesket at se den anden på en måde, der svækker samvittigheden. Den gør det lettere at dræbe, lettere at krænke, lettere at le.

Og her ligger forbindelsen mellem ideologi og dæmonisk ondskab.

Når kroppen krænkes, krænkes ikke kun kroppen. Det er selve menneskeværdet, der angribes. Når kvindens underliv gøres til slagmark, når liget gøres til trofæ, når barnet gøres til redskab for frygt, da er volden ikke kun fysisk. Den er symbolsk. Den siger: Du er ikke bærer af ukrænkelig værdi. Du er ikke skabt i et billede, der forpligter mig. Du er noget, jeg har ret til at bruge.

Derfor er det utilstrækkeligt at kalde den 7. oktober for »terror«. Det var terror, men det var mere end terror. Terror skal skræmme. Dette skulle også vanhellige. Terror skal fremtvinge en politisk virkning. Dette bar i sig et ønske om at vise, at offeret allerede var sat uden for menneskenes fællesskab.

Nova-festivalen gør dette endnu tydeligere. Den var ikke et militært mål. Den var et sted for ungdom, musik, dans, tillid og åbenhed. Altså netop det, som et livsfjendtligt menneskesyn ikke kan tåle. Glæden blev angrebet, fordi den var glæde. Kroppen blev angrebet, fordi den var fri. Fællesskabet blev angrebet, fordi det viste mennesker, der mødtes uden frygt.

Ondskaben søger ofte det, der lyser, ikke fordi lyset er stærkt, men fordi det er uudholdeligt for den, der har viet sig til mørket.

Men der er også en anden alvor her. For hvis Vesten ikke længere forstår dehumaniseringens religiøse og ideologiske mekanismer, vil Vesten heller ikke forstå, hvad den står over for. Så vil man fortsætte med at behandle et civilisationsspørgsmål som en konfliktstyringssag. Man vil besvare metafysisk had med proces. På vanhelligelse med seminar. På dæmonisering med nuancering.

Nuancer er nødvendige, hvor virkeligheden er sammensat. Men nuancer kan også blive en måde at undgå at dømme på.

Ikke al ondskab er uforklarlig. Tværtimod. Noget af den værste ondskab er netop forklarlig. Den følger sin egen logik. Den begynder med et ord, en skelnen, en fortælling om, hvem der er indenfor, og hvem der er udenfor. Så kommer foragten. Så kommer afstanden. Så kommer retten til at hade. Så kommer retten til at ødelægge.

Til sidst kommer latteren.

Det var ikke kun mennesker, der blev dræbt den 7. oktober. Det var mennesket som idé, der blev angrebet. Forestillingen om, at selv fjenden har et ansigt. At selv den fremmede har en krop, der ikke kan krænkes uden grund. At selv den, man hader, er en del af en orden, der forpligter.

Når denne orden bryder sammen, bliver alt muligt.

Da er det ikke længere nok at spørge, hvad Hamas gjorde. Man må spørge, hvilket menneskesyn der gjorde det muligt at gøre det med glæde.

Og så nærmer vi os det ubehagelige svar: Før volden kom, var offeret allerede frataget sin menneskelighed.

Resten var blot gennemførelsen.