Dansk Folkeparti går markant frem med mere end en firedobling siden valget. Højrefløjen har netop vundet valget i Tjekkiet, ligesom den har momentum i det meste af Europa og USA. Systemet er chokeret. Men succesen er ikke tilfældig.

De konservative højrefløjspartier bruger en strategi, der bryder med konventionelle regler om, hvordan såkaldt ansvarlig politik bedst føres.

Lektien er glasklar: Modighed belønnes. ”Anstændig” udenomssnak og manglende vilje straffes.

Viktor Orban formulerede strategien i 12 punkter. Donald Trump demonstrerede den i praksis. Giorgia Meloni beviste, at den virker i Europa. Nu viser DF, at den også kan fungere i Danmark. Og andre, både borgere og meningsdannere, kan arbejde med på succesen.

Lad os se på kerneelementerne i den konservative opskrift på succes.

Spil efter egne regler

“Den eneste måde at vinde på er at nægte at acceptere de løsninger og veje, som andre tilbyder,” sagde Orbán til en forsamling af konservative i Budapest i 2022. “De, der spiller efter modstandernes regler, er sikre på at tabe.”

Han fortsatte: “At have fjender er et sikkert tegn på, at man gør noget rigtigt. Lad være med at blive modløs af at blive hånet, brandet som ‘deplorable’ eller behandlet som problembørn.”

De liberale og venstreorienterede er forfærdede. Søren Pind kalder det brunskjorternes ekstremisme. Men DF og andre succesfulde partier og intellektuelle strømninger og medier fortsætter netop ufortrødent.

Afslør modstandernes intentioner

General Patton sagde det sådan: “En god plan, voldsomt eksekveret nu, er bedre end en perfekt plan i næste uge.”

Orbán forklarer strategien: “Vi skal ikke kun bryde dagens tabuer, men også morgendagens. Vi skal afsløre, hvad venstrefløjen forbereder, INDEN de handler. Først vil de benægte det, men succesen er sødere, når det viser sig, vi havde ret.”

Opgaven er at finde de områder, hvor venstrefløjen er totalt ude af trit med virkeligheden. Dernæst skal man fremhæve dem på en måde, almindelige mennesker forstår. Orbáns eksempel er LGBTQ-propaganda målrettet børn. Venstrefløjen afviste først kritikken som hysteri. Orbán holdt derefter en folkeafstemning, hvor et flertal afviste propagandaen.

Og, nej, man behøver ikke at holde med Orbán på alle punkter. Men man gør klogt i at lære strategien.

DF gør faktisk det samme med af-islamiseringen. Siger højt, at det skal være “tæt på umuligt at leve en islamisk tilværelse i Danmark”.

Først bliver man skandaliseret. Så viser det sig, man havde ret. Så vinder man.

Pres institutionerne

Venstreorienterede meninger fremstår kun som flertallets meninger, fordi institutionerne forstærker dem. De har medierne, underholdningsindustrien og uddannelserne på deres side.

Demokraterne i USA adlyder ikke deres egne liberale regler om adskillelse mellem parti og presse. Medier som CNN og New York Times står i Demokraternes tjeneste. I Danmark hylder vi armslængdeprincippet. Men det tjener kun til at undgå demokratisk kontrol, så den lille klike af venstreorienterede eksperter og kunstnere kan give offentlige midler til hinanden.

Hvorfor skulle konservative adlyde regler, som modstanderne ignorerer? Hvorfor ikke indføre et demokratisk kunststøttesystem, der afspejler Folketingets sammensætning, så konservative kunstnere også kan få støtte?

På samme måde skal DR og universiteterne presses til at indføre pluralisme. Ligesom konservative bør opbygge egne medier, tænketanke, podcasts, influencerkanaler. Og lukke de skattefinansierede institutioner som RUC, der reelt fungerer som venstreorienterede tænketanke. Konservative skal ikke tigge om fair behandling hos medier og universiteter, der alligevel foragter dem.

Tal til de nære behov

Fokus skal være på konkrete problemer, folk mærker: Kriminalitet, økonomi, indvandring. Trump vandt ikke på obskure teorier som QAnon. Han vandt på benzinpriser, offentligt frås og opløste grænser. Folk vil have tryghed, gode skoler og jobs. De ønsker et bedre liv for dem selv og deres børn.

Kamala Harris talte teoretisk om økonomisk globalisering og alarmistisk om demokratiets undergang. Men 78 procent af vælgerne prioriterede “forandring der forbedrer folks liv” over “bevarelse af institutioner” (18 procent). Det var Kamala Harris, vælgerne opfattede som den ekstreme af de to kandidater.

Byg institutioner og fællesskaber

Politikere kommer og går, men institutioner består. Nye ideer, nye tanker, nye mennesker. Tænketanke, uddannelsescentre, talentværksteder, ungdomsorganisationer. Alt det, skal konservative bygge op.

Jo færre fællesskaber og jo mere ensomme folk er, jo flere stemmer til venstreorienterede. Jo flere fællesskaber, stabile familier, kirker og lokalsamfund, jo flere stemmer til konservative.

Konservative skal derfor ikke bare vinde valg. De skal erobre institutionerne. Det tager lang tid, men det er nødvendigt.

Der er benzin i tanken

Matt Goodwin konkluderer i en analyse af højrefløjens succes: “There is plenty of gas left in the tank for national populism.”

Gen-Z mænd bliver potentielt den mest konservative generation i 50-60 år. Og som Laurenz Guenther har vist i sin store undersøgelse af kløften mellem folk og elite i 27 europæiske lande:

Alle vælgergrupper er gennemsnitligt mere værdikonservative end politikerne – unge og gamle, mænd og kvinder, højt- og lavtuddannede, selv indvandrere. Den konservative bevægelse må diversificeres, som man siger: Omfatte så mange grupper som muligt.

Goodwin tilføjer: “The only question is whether, like Trump, other populists will be sophisticated and smart enough to supply this demand.”

Der er efterspørgsel. Spørgsmålet er, om udbuddet matcher den.

Lektien er i hvert fald: Ignorer skandaliseringen. Spil efter egne regler. Byg infrastruktur. Fokuser på folkelige problemer.

De modige belønnes. De forsigtige glemmes. Det er den vindende strategi.