Det var til at forudse – som jeg gjorde – at de franske, såkaldte studenterprotester ville brede sig til udlandet. Det er nu sket, idet opstanden har ramt Belgien med udbredte ødelæggelser til følge.
I går blev 110 arresteret i Bruxelles efter voldsomme uroligheder. Og ligesom i Frankrig har folk fra det yderste, fascistiske venstre skyndt sig at hoppe på vognen, bl.a. i skikkelse af sortklædte, professionelle gadekæmpere fra Antifa, der påstår at være antifascistisk, men nok er det nærmeste, man i dag kommer Hitlers og Mussolinis uniformerede bøllekorps.
Som indenrigsminister Bernard Quintin har forklaret til det belgiske parlament, har ”Antifa infiltreret studenterbevægelsen og ansporet den til vold. … Voksne manipulerer børn til at viderebringe politiske budskaber gennem vold.”
Ligesom i Frankrig har også belgiske fagforeninger meldt sig til kampen i protest mod regeringens forsøg på at nedbringe landets budgetunderskud og massive gældsætning på i øjeblikket 110 pct af BNP. Det er omtrent umuligt uden sociale nedskæringer, som fagforeningerne ikke vil acceptere.
Vi ser igen det samme mønster, der har ramt flere andre europæiske lande, deriblandt Storbritannien: Økonomien vokser næsten ikke. Det gør til gengæld befolkningstallet som følge af uproduktiv tredjeverdensindvandring, Flere må altså deles om relativt færre ressourcer, og man behøver ikke være økonom for at indse, at systemet før eller siden vil brase sammen – nemlig når man ikke kan udpresse flere skatter af arbejdstagerne eller optage mere gæld til stadigt stigende renter. Men i overensstemmelse med franske og belgiske historiske traditioner er fagforeningerne ligeglade med nationaløkonomien og nægter at gå med til besparelser.
I går meddelte den nationalistiske parlamentariker Filip Dewinter, at han var blevet overfaldet af en gruppe marokkanere, som havde genkendt ham på gaden. ”Marokkanerne føler sig almægtige og har gjort Antwerpen til en besat og islamiseret by”, siger Dewinter, der tilføjer, at marokkanerne bruger vold til at intimidere enhver, der ikke er indforstået med tingeres nye tilstand.
Hvilken regering kan modstå et synkroniseret angreb fra så mange sider – fra studenteraktivister, organiserede fascister, fagforeninger og muhamedanere?
