Majid Rafizadeh 
Det, som den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og USA’s præsident, Donald J. Trump, har gjort, rækker ud over blot at bekæmpe terrorgrupper. De har forhindret disse grupper i at nå deres primære mål: at overtage den vestlige civilisation.
Kerneideologien hos grupper som Hizbollah, Hamas og Houthi-bevægelsen – i lighed med det iranske regimes ideologi – handler ikke om indflydelse, handel eller partnerskab. Den handler om ideologisk dominans. Deres bestræbelser består i at forsøge at udrydde alle ikke-muslimer samt de muslimer, som den enkelte gruppe ikke anser for at være muslimske nok.
Rent doktrinært er alle muslimer forpligtet til at dræbe polyteister (såsom hinduer) og herske over “vantro” – såsom kristne og jøder – samt at forfølge det overordnede mål om at påtvinge et underordnet, sekulært Vesten, der styres af menneskeskabte love (i modsætning til islams guddommelige sharia-lov, skabt af Allah), deres verdensbillede. Demokratiske institutioner er en vederstyggelighed for islamister.
Selve den iranske forfatning fastslår denne ambition om hegemoni. Dens præambel erklærer, at dokumentet “skaber det nødvendige grundlag for at sikre revolutionens fortsættelse, både herhjemme og i udlandet.” Den forpligter desuden Den Islamiske Republik Iran til, at samarbejde med andre islamiske og folkelige bevægelser for at “bane vejen for dannelsen af ét verdenssamfund” i overensstemmelse med verset i Koranen, der beskriver de troende som ét fællesskab under én Gud: Allah. Samme forfatning pålægger Irans hær og Den Islamiske Revolutionsgarde ikke blot at forsvare Irans grænser, men også at udføre “den ideologiske mission om jihad [krig for at fremme islams sag] i Guds navn – det vil sige at udbrede Guds lovs herredømme til hele verden.” Eksport af revolutionen er ikke et valgfrit udenrigspolitisk mål for Irans magthavere; det er en forpligtelse.
Den afdøde øverste leder Ayatollah Ruhollah Khomeini, grundlæggeren af Den Islamiske Republik Iran, sagde engang: “Vi vil eksportere vores revolution til hele verden. Så længe råbet ‘Der er ingen gud undtagen Allah’ ikke genlyder over hele kloden, vil der være kamp.” Denne formulering giver kun ringe plads til sameksistens med sekulære, liberale eller ikke-islamiske systemer. Målet er ikke indflydelse, handel eller partnerskab; det er ideologisk dominans.
Dette projekt har allerede skabt konkrete resultater uden for Mellemøsten. Iransk-støttede netværk såsom Hizbollah har etableret finansielle, logistiske og operationelle fodfæster i hele Latinamerika. Grænseområdet mellem Argentina, Brasilien og Paraguay har længe fungeret som et knudepunkt for hvidvaskning af penge, forfalskning og indsamling af midler – aktiviteter, der supplerer den iranske støtte og udbreder islam blandt netop de mennesker, de hævder at ville hjælpe. I Venezuela har skiftende regimer udstedt pas til personer med tilknytning til Hizbollah, lagt hus til trænings faciliteter og styrket det statslige samarbejde med Iran. Rapporter fra de senere år har vist, at hundredvis af Hizbollah-operatører og deres familier er flyttet til sydamerikanske lande, herunder Brasilien, Colombia, Ecuador og Venezuela. Parallelle aktiviteter – såsom dokument forfalskning, samarbejde med narkokarteller og brug af diplomatisk dækning – udvider disse netværks rækkevidde mod de sydlige indfaldsveje til USA. Kulturcentre, mediehuse og uddannelsesprogrammer har også søgt at dyrke et sympatisk publikum.
Denne gradvise, fler-lagede tilgang begynder med socialt og velgørende arbejde, der etablerer lokal legitimitet. Den fortsætter gennem kulturelle og religiøse institutioner, der former fortællinger og i sidste ende producerer politiske aktører, der infiltrerer statslige bureaukratier, lovgivende organer og regeringer. Når de er indenfor, kan de påvirke lovgivning, retshåndhævelses prioriteter og udenrigspolitiske mål.
Den iranske revolution fulgte et lignende forløb: årevis med ideologisk forarbejde, infiltration af institutioner og derefter en pludselig konsolidering af magten, som få udenforstående iagttagere fuldt ud forudså, før den var en realitet. Lignende mønstre har vist sig i Libanon, hvor Hizbollah udviklede sig fra en milits til en dominerende politisk og militær magtfaktor, der besidder vetoret over staten.
Israels militære operationer mod Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon samt det iranske regimes og dets militærs aktiver, er ikke blot antiterror operationer. De svækker de militære og økonomiske kapaciteter hos regimer, der har til hensigt at udslette Israel og undergrave de samfund, de kontrollerer, eller som huser dem.
Trumps tilgang – en kombination af sanktioner og maksimalt pres, diplomatisk isolation af Teheran og åben støtte til Israels ret til selvforsvar – har haft til formål at berøve det iranske regime de ressourcer og den internationale legitimitet, det behøver for at opretholde sit netværk af stedfortrædere. Dermed begrænses dets evne til at udøve magt og udbrede sin ideologi i Mellemøsten samt til Nordamerika, Latinamerika og Europa. Hvis der ikke opstår alvorlig modstand, kan den samme gradvise proces, der forvandlede Iran til et helvede for landets befolkning og undergravede Libanons suverænitet, også slå rod i vestlige demokratier. Demografiske forskydninger, parallelle retssystemer, politisk infiltration og systematiske trusler mod kritikere skaber grobund for en bevidst, gradvis magtovertagelse. Selv set fra et demografisk synspunkt vil en sådan forvandling være irreversibel.
Den kamp, som Trump og Netanyahu i øjeblikket fører, har ikke blot til formål at neutralisere terrororganisationer. Den sigter mod at forhindre, at den vestlige civilisation, demokratiet og friheden kommer under kontrol af en ekstremistisk ideologi, der åbenlyst har til hensigt at erstatte netop disse værdier.
Det mindste, europæiske og andre vestlige nationer kan gøre, er at støtte denne indsats – militært, økonomisk og diplomatisk – ved at afvise at nedgøre de lande, der tappert kæmper for at bevare deres frihed, som er vundet til prisen af så mange menneskeliv, og ved at afvise at legitimere terrorgrupper som Hizbollah, Hamas, Houthi-bevægelsen og det iranske regime – hvis forfatning og ledere har forpligtet landet til en global kamp, indtil deres vision sejrer.
Dr. Majid Rafizadeh er statsviter, Harvard-utdannet analytiker og styremedlem i Harvard International Review. Han har skrevet flere bøker om USAs utenrikspolitikk. Han kan kontaktes på dr.rafizadeh@post.harvard.edu. Følg Majid Rafizadeh på X.
Artikkelen ble opprinnelig publisert hos Gatestone Institute den 19. september 2026.
