Socialismen gik ikke under i forbindelse med Sovjetunionens fald. Den flyttede vestpå.
Meningsmålinger fra Quinnipiac University bliver normalt betragtet som troværdige, og nu har Quinnipiac målt de registrerede vælgeres syn på Democratic Socialists of America (DSA).
26 pct af samtlige registrerede vælgere har et positivt syn på DSA, mens det samme gælder hele 59 pct af de registrerede demokratiske vælgere. Ser man på de vælgere, der ikke støtter DSA, er det 66 pct blandt samtlige og 30 pct blandt de demokratiske. Målingen er foretaget i tidsrummet 3.-9. september.
Flere udlægninger er mulige.
Først og fremmest må det konstateres, at den ”demokratiske socialisme” ikke – som nogen har villet fremstille det – er et randfænomen i det demokratiske parti. Hele partiet er rykket kraftigt mod venstre, og det er sket på få år.
Muligvis har kun de færreste demokrater en klar opfattelse af, hvad socialisme – om den så er demokratisk eller ej – går ud på, men hvorfor skulle de demokratiske vælgere være specielt naive? Uanset hvor meget eller hvor lidt, de demokratiske vælgere ved om socialismen, må man gå ud fra, at de fleste af dem ikke vil betænke sig på at stemme på socialister ved midtvejsvalget den 3. november.
Men så er der de 30 pct af de demokratiske vælgere, der ikke nærer varme følelser for den ”demokratiske socialisme”. Vil de alligevel stemme på kandidater for et parti, hvis ledere ikke vover at tage et opgør med DSA? Eller sagt på en anden måde: Vil deres afsky for Donald Trump overtrumfe deres mishag med socialismen, således at de stemmer demokratisk, uanset hvor radikale en del af partiets kandidater er? Valgets udfald afhænger af det.
På den republikanske side kan man glæde sig over at være i samklang med et stort flertal, når det gælder synet på socialismen. Men vil det få de potentielle republikanske vælgere til at møde frem? Republikanere stemmer gerne til præsidentvalg, som det skete i 2024, men mange af dem gider ikke til midtvejsvalg, mens venstrefløjens vælgere er mere optændte af den hellige ild.
Det er formentlig på denne baggrund, man skal forstå Trumps seneste ageren.
Han har nu gjort det klart, at han vil gøre midtvejsvalget til et opgør mellem kommunisme/socialisme og ”sund fornuft”, og at han vil kaste sig ind i valgkampen hvert eneste sted, hvor republikanske kandidater står på vippen. Mange er trætte af Trumps selvhævdelse og ønsker, at han blander sig mindre. Midtvejsvalget er jo – i princippet – ikke noget præsidentvalg, men det er præcis, hvad præsidenten ønsker at gøre det til i et forsøg på at animere dovne republikanere til at møde frem, som de gjorde i 2024.
Trump og hans valgstrateger ved formentlig udmærket, at jo mere, han blander sig, des flere vil flygte i afsky, men de må have gjort sig den overvejelse, at Trump vil trække flere vælgere til sig, end han støder fra sig.
Trump er en snedig politiker, og engang imellem får han held med sine manøvrer.
Men lige nu ser det ikke godt ud for republikanerne. Ifølge Quinnipiac foretrækker 49 pct af vælgerne mod 38 pct, at demokraterne sikrer sig kontrol med Repræsentanternes Hus. Republikanerne skal altså oppe sig gevaldigt for at have en chance.
