Giulio Meotti 
»Kan det ske her? Jeg går ud fra, at det er den tanke, mange af os har haft i baghovedet, mens vi har set Frankrig brænde. Og det umiddelbare svar er: Hvorfor skulle det ikke?», skriver Douglas Murray i The Spectator:
«Af alle de sværeste ting at formidle i mit liv virker dette som det mest umulige: at vores civilisation ikke er udødelig i kraft af nogen naturlov. Den har hverken ret til eller udsigt til at fortsætte med at eksistere, hvis den insisterer på at begå harakiri. Blandt dem, der får taletid på vores tv-kanaler, der arbejder i dele af vores regering og leder nogle af vores partier, findes der folk, der gerne ville brænde dette land ned med det samme. De gør det ikke lige nu, fordi tiden ikke er inde. Men når de føler, at tiden er inde, vil de handle. Da må folket beslutte, om de vil være tilskuere til deres eget ligbål eller ej.»
Kan det ske andre steder?
Det er netop sket i Bilbao i Spanien.
Dette er, hvad der sker, mens medierne tier.
«Marie Antoinette sagde aldrig ‘Lad dem spise kage’, men Emmanuel Macron og hans kone blev filmet på private tilskuerpladser under en koncert med Céline Dion aftenen før protesterne eskalerede til vold», skriver William McGurn i Wall Street Journal:
«I dag virker Louis Vuitton-butikkerne mere modstandsdygtige end den franske regering: Oprørerne, der er bevæbnet med hamre og klar til at kaste sten, formår ikke at smadre ruderne i deres butikker.»
Men de formår at bryde ind i Gallerie Lafayette.
Til demonstrationerne den 24. oktober blev politiets eliteenhed RAID og gendarmeriets eliteenhed GIGN mobiliseret, og Sentinelle-beredskabet sat i værk: 70.000 sikkerhedsfolk skulle sikre, at scenerne fra den 17. oktober ikke gentog sig. Men de vil gentage sig de næste to weekender.
Det var politiet, vores sidste bolværk mod barbariet, der måtte modtage molotovcocktailerne.
Nicolas Baverez giver en første opsummering:
«Den 17. oktober styrtede Frankrig ned i kaos med plyndringer i Paris, Lyon, Marseille, Lille, Nice, Bordeaux, Rennes og Limoges. Opgørelsen er grusom: to døde, 1.000 sårede politifolk og gendarmer, heraf syv alvorligt, skader for 1,2 milliarder euro, heraf 850 millioner mod erhvervslivet, 200 millioner mod offentlig infrastruktur og 100 millioner mod privat ejendom. Staten har fuldstændigt mistet kontrollen. Frankrig er endnu ikke i borgerkrig, men der er ikke længere fred i samfundet».
Og Baverez er en liberal intellektuel.
Som sikkerhedseksperten Éric Delbecque forklarer: »Ekstremvenstre har en teori om at bruge de udsatte bydele til at fremme sin sag.« I et interview med L’Express forklarer Delbecque også, at «Frankrig vil have brug for ti år på at genvinde kontrollen over de udsatte bydele».
Sådan ser det ud ved Élysée-paladset.
Den tidligere politichef i Paris, Didier Lallement, havde forudset dette og advaret om, at Frankrig er på vej mod et »sammenbrud« af et sådant omfang, at »det en dag vil kræve, at tropper skal beskytte Élysée-paladset«.
Den dag er kommet.
Marc, Ibrahima, Mathis, Boubacar, Sidy, Djibril, Sekhou, Diokira, Ken Itchi, Mahmoud, Francisco, Zacharie, Johan, Adama, Doumassi, Ali, Mohamed, Yacine, Fousseyni, Messaoud, Meftah, Rayan, Saïd Brahim …
Dette er fornavnene på dem, der blev anholdt for et enkelt røveri i Paris.
I et langt interview med Le Figaro mandag siger den tidligere efterretningschef Pierre Brochand:
«Intet af det, der sker nu, er overraskende. Bortset fra for dem, der – af naivitet, hykleri eller ideologi – har nægtet at se de skyer, der varslede stormen. Jeg har i tidligere interviews understreget den ødelæggende virkning, plyndringen har på et lands stabilitet. Ligesom ‘stormløbet mod bankerne’’ ved en valutakrise viser denne enkle og epidemiske fremgangsmåde sig at være et masseødelæggelsesvåben mod grundlaget for samfundets tillid, som er fundamentet for alles lykke. Når processen først er i gang, bliver den meget vanskelig, for ikke at sige umulig, at standse, når omfanget overskrider en vis tærskel. De kombinerede angreb fra den yderste venstrefløj og ‘lumpenproletariatet’ (også kaldet fille-proletariatet, red. anm.) i forstæderne giver ikke indtryk af, at de har tænkt sig at stoppe. Vores fremtidsudsigter præges uundgåeligt af, at flertallet af nyfødte vil være af ikke-europæisk oprindelse i 2040, og at det samme vil gælde for befolkningen i 2070. Det, jeg ved om verden, gør, at jeg kan fastslå, at et sådant scenario ikke vil være præget af velvilje. Indvandringen og den bagage, den har medført, har lagt glødende magma under vores samfund. Disse udbrud er allerede sket. De vil sandsynligvis gentage sig, med øget hyppighed og intensitet, i et stadig mere mistroisk klima, efterhånden som den ubarmhjertige demografiske bulldozer rykker frem. I mine øjne er dette desværre en kendsgerning snarere end en prognose».
Stratfor har offentliggjort en rapport, der burde ligge på skrivebordene hos alle europæiske regeringer:
»Ifølge skøn fra Center for Strategic and International Studies vil en fjerdedel af den franske befolkning og mere end en tredjedel af den tyske befolkning være af muslimsk oprindelse inden 2050. Dette vil præge disse landes indenrigs– og udenrigspolitik».
Engang læste man om »barrikaderne i Paris« i skolebøgerne.
Ved at fjerne de ydre grænser mangedobler vi de indre grænser.
Denne udvikling blev aldrig forudset af intelligente, men globalistiske intellektuelle som Bernard-Henri Lévy, der nu siger til Wall Street Journal at han «frygter borgerkrig».
De, der har oplevet krig på tæt hold, havde advaret os.
Patrick Calvar, chef for den indenlandske efterretningstjeneste (DGSI), var den første i en parlamentarisk kommission, der sagde: »Vi står på randen af en borgerkrig«.
I 2020 advarede også stabschef Pierre de Villiers om »borgerkrig«.
I 2021 opfordrede tyve generaler og hundredvis af officerer landet til at standse »opløsningen og islamiseringen«.
For blot et år siden blev to af disse generaler, André Coustou og Paul Pellizzari, afskediget for at have underskrevet dette brev.
Også i 2021 offentliggjorde to tusinde militærpersoner i aktiv tjeneste et nyt brev til Macron, hvor de advarede om, at Frankrig stod på randen af sammenbrud.
Militærpersonerne, som var anonyme for at undgå sanktioner, som det skete med generalerne, fremhævede, at de havde gjort tjeneste i Afrika og Afghanistan og deltaget i Operation Sentinelle. »Mange af os har været udsat for fjendtlig ild«, skrev de i brevet, som var underskrevet af 109.000 personer.
»Nogle af os har mistet kammerater, der ofrede livet for at bekæmpe islamismen, som I nu giver efter for på vores eget territorium. Vi har med egne øjne set de forladte forstæder. Vi marcherede den 14. juli. Vi ser, at hadet mod Frankrig og dets historie bliver normen.»
Disse militærfolk sammenligner deres situation med 1940: »Uden at reagere overlader I hele bydele i vores land til den stærkestes lov«. Denne nedgang, skriver de,
«har vi set i mange land i krise, og den går forud for sammenbruddet. Den varsler kaos og vold, og i modsætning til, hvad I hævder, vil dette kaos og denne vold ikke komme fra en ‘militær erklæring’, men fra et civilt oprør. Ja, hvis der udbryder en borgerkrig, vil militæret opretholde ordenen i landet, fordi de vil blive bedt om at gøre det».
Dette er definitionen på borgerkrig.
»Ingen kan ønske sig en så forfærdelig situation, men borgerkrigen er under opsejling i Frankrig, og det ved I udmærket godt. I må handle, mine damer og herrer. Denne gang handler det ikke om færdige formuleringer eller mediedækning. Det handler om vores lands overlevelse, om jeres lands overlevelse.»
Derefter fulgte en ny appel fra officerer i Journal du Dimanche.
De sendte et 21-siders dokument til alle politiske partier:
»Der er erklæret en hybridkrig mod os. Den er mangesidig og vil i bedste fald ende med en borgerkrig, eller i værste fald med et grusomt nederlag uden fremtid.«
For et år siden udtalte den tidligere stabschef de Villiers sig igen: »Krigen vil vende tilbage til vores territorium.«
Som jeg har forklaret til Strumenti politici:
«Vi har stadig lidt tid til at gøre noget, men vi må ikke lade os lulle ind i den illusion, at vinden ikke fører ilden fra brande med sig. Branden i Frankrig skyldes fænomener, der berører alle landene i Vesteuropa. Før eller senere vil vi blive ramt, for flammerne er lige ved vores grænser. Vi lever i udkanten af Romerriget 2.0, og det er ved at bryde sammen: Også vi vil blive inddraget. Skibet synker, men orkestret spiller videre.»
Også Richard Kemp, der har ledet britiske tropper i Afghanistan, Irak, på Balkan og i Nordirland, siger, at »vi er på vej mod borgerkrig«.
I mellemtiden tager kanariefuglen i minen til vingerne.
»50.000 jøder vil forlade Frankrig i den nærmeste fremtid.«
Det vil tage mindre end ti år.
Vi har valgt at lytte til sociologerne, der taler om «vanskeligheder», akademikerne, der taler om «inklusion», og journalisterne, der er besat af «det yderste højre».
Måske havde det været klogere at lytte til dem, der har oplevet krigen på tæt hold, og som havde advaret os om, at fronten ville rykke ind i vores byer?
