Hele den europæiske debat om NATO koger igen. Det er, som om alt afhænger af Trumps luner: kan vi stole på ham, er han “gal”, bryder han alliancen i morgen? Men hvis vi kun ser på personen, overser vi strukturen. USA’s tilknytning til NATO hviler på en kombination af egeninteresse, institutioner, civilisatorisk samhørighed og indenrigspolitik. De kræfter forsvinder ikke, blot fordi én præsident skifter stil.

Den egentlige udfordring for os europæere er derfor ikke at klage over Trump, men at gøre det strategisk og politisk svært for enhver amerikansk præsident at gå ud af døren.

USA er stadig uerstatteligt 

Militært er USA fortsat uerstattelig for Europas sikkerhed.

Kun USA kan i løbet af dage – ikke måneder – flytte tung konventionel slagkraft, avanceret dominans i luften, efterretninger og logistik til vores kontinent. Kun USA råder over den nukleare kapacitet, der troværdigt kan afskrække vores fjender fra at prøve grænserne af, hvis Europa for alvor virker svagt. Her taler jeg ikke kun om Rusland, men også om Kina og et – Gud forbyde det – atombevæbnet Iran.

Uden den amerikanske nukleare paraply vil presset vokse for, at europæiske lande begynder at anskaffe deres egne atomvåben. En sådan spiral vil blot skabe flere aktører med atomvåben, flere misforståelser og flere måder at begå katastrofale fejl på. Under den kolde krig var verden flere gange nær en altødelæggende atomkrig, og dengang var der altså kun to atommagter i konflikt.

USA som “the american pacifier”

USA’s dominans i NATO har også været et middel til at skabe et fredeligt og stabilt Europa. I torsdags var det den 9. april, årsdagen for Danmarks besættelse. Hvis USA ikke var trådt ind i krigen, var Europa sandsynligvis blevet nazificeret.

Det klassiske slogan om, at NATO skal holde USA inde, Rusland ude og Tyskland nede, rummer megen sandhed. Med amerikanerne i midten er rivalisering mellem europæiske stormagter pakket ind i en struktur, hvor konflikter kanaliseres ind i mødelokaler snarere end på slagmarker.

Man kan sagtens kritisere magtforholdet, men alternativet er ikke et harmonisk “suverænt Europa”, men et kontinent, der igen må finde sine egne magtbalancer. Det er ikke sikkert, at vi bryder os om, hvor Tyskland, Polen, Frankrig og andre ender i det spil.

USA’s egeninteresse

Hvis vi vil overbevise Trump og brede kredse i USA, skal vi starte i deres egeninteresse, ikke i vores moralske selvretfærdighed.

NATO gør det muligt for USA at forblive global stormagt til en relativt lav pris. Med baser, havne og luftrum i Europa får amerikanerne en gigantisk platform for magtprojektion ind i Mellemøsten, Nordafrika og videre mod Asien. Europa har svigtet ved ikke at hjælpe USA i krigen mod Iran, ved at lukke for luftrummet og brugen af baser og dermed begå stor, strategisk fejl.

Samtidig er et rigt, stabilt Europa et kæmpe marked for amerikansk teknologi, finans og forsvarsindustri. Når europæerne opruster inden for NATO‑rammen, skaber det efterspørgsel på amerikanske fly, missiler og systemer og ikke mindst arbejdspladser i amerikanske delstater. Det bør vi ikke se som ynkeligt klientforhold, men som en nøgtern del af dealen: Vi køber sikkerhed og teknologi; amerikanerne køber stabilitet og indflydelse.

Faren ved et Europa, der driver mod Kina 

Hvad sker der, hvis USA reelt trækker sig? Et Europa uden en troværdig amerikansk sikkerhedsgaranti vil før eller siden se sig om efter andre partnere.

Det mest realistiske alternativ i stor skala er ikke Rusland, men Kina. Allerede i dag ser vi europæiske regeringer i Tyskland, Storbritannien og Frankrig åbne sig mod kinesiske investeringer, teknologi og markeder.

Hvis den transatlantiske akse svækkes, vil Beijing langsomt få større indflydelse på europæisk infrastruktur, standarder og strategiske valg. For USA er det et strategisk mareridt: i stedet for et loyalt vestligt brohoved får man et Europa, der balancerer mellem Washington og Beijing eller i værste fald hælder mod Kina i økonomi, sikkerhed og teknologi.

For os europæere er det ikke mindre farligt: Vi bytter et civilisatorisk og sikkerhedspolitisk slægtskab med amerikanerne ud med kinesisk afhængighed, men prisen er tab af politisk frihed og kontrol over egen kritisk infrastruktur. Kina er en autoritær stat med egne, anti-vestlige interesser.

Europa må blive voksen

USA er militært uerstatteligt, NATO har gjort Europa mere sikkert end nogen sinde før i historien, og en opløsning af den orden vil åbne for atomspredning, kinesisk indflydelse og europæisk uorden.

Derfor er den ansvarlige kurs ikke at trække sig væk fra USA, men at binde USA tættere til Europa gennem oprustning, konkrete indrømmelser og en ærlig tale til amerikansk egeninteresse. Vi skal vise, at vi er villige til at betale prisen for, at Vesten består – og at alternativet til et USA i Europa ikke er fredelig autonomi, men en farligere, mere fragmenteret og mere kinesisk præget verden.

Af Kasper Støvring