På bare to år har USA og Israel elimineret Irans øverste leder Ali Khamenei, Hizbollah‑lederen Hassan Nasrallah, Hamas‑lederne Yahya Sinwar, Mohammed Deif og Ismail Haniyeh samt den højtstående Hizbollah‑kommandør Fuad Shukr.

Det er ret vildt og vidner om enestående militære færdigheder.

Reaktionerne på disse interventioner har alligevel – eller, skal man være polemisk: derfor – været kritiske.

Det gælder også de aktuelle reaktioner på Iran-interventionen. Det er Irak 2003 om igen, amerikanske og israelske ledere fører krig uden hæmninger, krigen er ulovlig, der er ingen klar exit-strategi, og katastrofen venter forude. Sådan lyder kritikken.

Det er da også meget nemt at være skeptisk. Men lad mig i denne kommentar overveje de positive aspekter.

For iranerne er ikke arabere, der er ikke tale om ”boots on the ground”, og interventionen er ikke liberalt-aktivistisk demokratieksport.

Sammenligningen med Irak-krigen er derfor forkert. Den bygger på en overfladisk lighed og ignorerer alt det, der adskiller de to situationer fra hinanden.

Regimejustering, ikke regimeskifte

Invasionen af Irak i 2003 hvilede på en ambition om at ombygge et helt land. Resultatet kendes: anarki, borgerkrig, et oprør der kostede tusindvis af liv, og dertil en uhyre bitter ironi: Iran var den egentlige vinder, da den vigtigste modvægt i regionen kollapsede.

Det amerikanske angreb på Iran bygger på en helt anden doktrin, som Niall Ferguson kalder regimejustering frem for regimeskifte. Målet er ikke at besætte Iran og konstruere et nyt styre. Målet er at fjerne toppen af det teokratiske system og overlade resten til iranerne. Trump sagde det selv lørdag morgen: “Overtag jeres regering. Den er jeres at tage.”

Trumps nationale sikkerhedsstrategi udelukker eksplicit indsættelse af amerikanske landstyrker, bortset fra specialstyrker, og forudsætter en kort tidsramme for militære operationer. Det er ikke en forever war. Det er et kirurgisk indgreb med et afgrænset mål.

Det er en markant forskel sammenlignet med Irak-krigen. Den amerikanske styrke i Irak var for lille i forhold til befolkningens størrelse, den totale destruktion af Ba’ath-styret skabte et magtvakuum, og USA manglede vilje, forståelse og kapacitet til den langvarige statsopbygning, operationen forudsatte.

En ideologi der allerede krakelerer

Den dybere forskel er tilmed, at Iran i 2026 er et land, hvis regime sandsynligvis er ved at tabe sin egen befolkning.

Efter Israels 12-dages krig mod Iran i juni 2025, hvor atomanlæg og militærbaser blev ødelagt, og den Islamiske Revolutionsgarde stod tilbage blottet som inkompetente, faldt opbakningen til Khamenei og revolutionens principper til 11 procent, ifølge krypterede meningsmålinger fra organisationen Group for Analyzing and Measuring Attitudes in Iran. 70 procent ønskede regimet fjernet. Iranerne vender sig i stor stil, ikke mod Vesten, men mod sin egen undertrykkelse.

Ifølge den iransk-amerikanske forfatter Roya Hakakian har Vesten påduttet iranerne en fred, de aldrig bad om. Vestens anti-krigsbevægelse forsvarer ikke fred. Den forsvarer status quo for et regime, der har ført krig mod sin egen befolkning siden 1979 og finansieret Hamas, Hizbollah og Houthi-militserne med de skattepenge, iranerne aldrig fik lov at råde over.

Hvad der er anderledes

Angrebet er selvfølgelig ikke uden risici. Alligevel er der afgørende faktorer, der peger i positiv retning. Ja, måske endda har historiske perspektiver. Selv i Berlingske tales der om, at angrebet ligner en succes, og at Trump kan blive skrevet ind i historiebøgerne som den præsident, der turde at sætte hårdt imod hårdt.

Hverken Rusland eller Kina formår at assistere regimet militært. Kinas betydning reduceres geopolitisk. Det er magtbalancepolitik i praksis.

Iran har affyret missiler mod Bahrain, UAE, Qatar, Kuwait, Jordan og Saudi-Arabien og dermed omsat potentielle neutrale stater til støtter af operationen.

Den militære forberedelse var massiv: 13 amerikanske skibe i regionen, herunder hangarskibet USS Abraham Lincoln, F-22- og F-35-jagerfly, EA-18G-jammere og THAAD-interceptorer.

Revolutionsgardens to hovedkvarterer i Teheran ligger klart adskilt fra civile kvarterer og udgør præcise militære mål. Hvis Revolutionsgarden neutraliseres, åbner det mulighed for, at den regulære iranske hær med sine 300.000 mand kan træde ind og overtage.  Hærens loyalitet til regimet er langt mere begrænset end Revolutionsgardens. Det er et helt andet scenarie end Iraks totale statssammenbrud i 2003, hvor hele det statslige apparat blev opløst på én gang.

Og frem for alt: Store dele af den iranske befolkning hader regimet.

Af Kasper Støvring, forfatter