Selv før hans daværende “kongelige højhed hertugen af York” blev fotograferet på alle fire over en kvinde i Jeffrey Epsteins hjem, havde Hans Majestæt kongen af England meddelt, at hans bror ville blive frataget alle titler og hædersbevisninger og blive tvunget til selv at bestille bord på trendy London-restauranter som enhver anden Mr. Andrew Mountbatten-Windsor.

“Deres Majestæter vil gerne gøre det klart, at deres tanker og største solidaritet har været, og vil forblive, med ofrene for alle former for misbrug.”

Det, Charles og Camilla taler om, er ofrene for den degenererede pædofile Jeffrey Epstein, som blev venner med alle og omgikkes prins Andrew, samt USA’s politiske og finansielle elite, de vigtige Bills, fra Clinton til Gates, en slags “Who’s Who” for Vestens overklasse.

I mellemtiden endte den magtfulde Labour-topfigur Peter Mandelson (tidligere minister, tidligere EU-kommissær, tidligere alt) bogstaveligt talt i underbukser på Epsteins billeder, og den britiske premierminister Keir Starmer har opfordret til, at Mandelson fratages sin barontitel.

Samtidigt sætter Andrew sin bror Charles i en meget pinlig situation.

For deres majestæter har aldrig udtrykt deres “største solidaritet” med de tusindvis af unge undersåtter i alle byer, som er blevet gruppevoldtaget, misbrugt og malet til kebabkød.

Charles og Camilla har aldrig mødt nogen af disse ofre, som nu er rasende over Starmer-regeringens beslutning om at holde undersøgelsen nede (stakkels Starmer, som allerede er anklaget for at dække over skandalen med de pakistanske rovdyr, har nu to anklager om mørklægning at forholde sig til).

Og kontrasten er enorm.

På den ene side en falmet hertug og baron, der betalte med private flyrejser, tjenester og løfter om rigdom for at købe mindreåriges tavshed. På den anden side et helt statsapparat – politi, sociale myndigheder, Labour-råd, mainstream-medier – som i årtier så den anden vej, mens piger på ti, elleve, tolv år blev kaldt “hvide ludere”, hvide ludere, bedøvet, videresolgt, sodomiseret i biler og sociale boliger og truet med døden, hvis de talte.

J.K. Rowling kalder det “den største engelske skandale i vor tid”. Mindst 50 britiske byer er berørt. Pakistanere er voldsomt overrepræsenteret i disse grusomheder. Deres ofre var 10-14 år gamle.

I den offentlige reaktion på Epstein-sagen er det den seksuelle fordærvelse, der vækker den dybeste afsky. Men den afsky er mærkeligt fraværende i sagen om grooming-banderne, som om al den sygelige interesse for sladder dækker over en moralsk svaghed i os.

Mens Epstein-sagen giver indtryk af en verden, der fungerer på en måde, som er fremmed for almindelige mennesker, er ofrene for grooming-banderne netop døtre af almindelige mennesker, hvid postindustriel arbejderklasse, fattige, ofte i familiepleje og usynlige for Londons elite af lords og peers.

Og mange af sagerne er i London, afslører The Times.

The Free Press rapporterer, at en 12-årig pige ved navn “Sophie” en nat i Oldham gik ind på en politistation og sagde, at hun lige var blevet voldtaget på en kirkegård af en mand ved navn “Ali”. En betjent bad hende om at komme tilbage med en voksen, når hun var blevet ædru. To mænd henvendte sig til hende på politistationen. Sammen med en tredje mand voldtog de hende i deres bil. Da de satte hende af på gaden, spurgte pigen en mand ved navn Sarwar Ali om vej. Han tog hende med hjem til sit hus, voldtog hende og gav hende penge til en busbillet hjem. En mand ved navn Shakil Chowdhury stoppede med sin bil og tilbød at køre hende hjem. Han kidnappede hende og tog hende med til et hus, hvor han og fire andre mænd voldtog hende gentagne gange.

Det er utroligt at tænke på, at ikke et eneste britisk kongehus, denne skare af libertinere med latterlige skikke, har ytret et pip om denne enorme skandale, der ryster nationen.

Da dronningen døde, skrev jeg en artikel med titlen “Den verden, som Elizabeth skabte, forsvinder med hende”.

Hvis Elizabeth havde levet, ville hun have sagt fra, hun ville have vidst, at det var hendes verden, der blev ofret af den velhavende, multikulturelle klasse.</p

Den prisbelønnede radiovært, forfatter og tidligere Labour-politiker Sir Trevor Phillips har for nylig sagt, at muslimske bander har angrebet “titusinder” af hvide børn i hele Storbritannien, og han beskriver overgrebene som “industrielle” og beskyttet af politisk frygt.

I et interview med Times Radio sagde Phillips, at den igangværende efterforskning af grooming-bander er blevet hæmmet af myndighedernes modvilje mod at se på sammenhængen mellem race og aggressiv seksuel adfærd.

“Det, der sker her, er en virkelig forfærdelig kombination, som ingen nogensinde ønsker at tale om: skæringspunktet mellem race og seksuel udnyttelse,” sagde han.

Phillips beskylder skiftende regeringer og lokale Labour-administrationer for ikke at have handlet af frygt for at forværre spændingerne i samfundet. “Regeringen har tydeligvis aldrig ønsket, at disse to ting skulle forbindes,” siger han. “Meget af det her er sket i områder, der er lokalt kontrolleret af Labour, og de myndigheder, der skulle holde øje – stoppe det, overvåge det – har ikke gjort noget.”

Han hævdede, at i modsætning til andre former for børnemishandling er disse forbrydelser ikke blevet skjult. “Det mærkelige ved denne historie om grooming-bander er, at alle kender til den. Det sker i fuld offentlighed. Pigerne bliver først lokket af unge mænd fra disse samfund – med luksusbiler, cigaretter, stoffer – og derefter sendt videre mellem ældre mænd.”</p

“Disse mennesker ved, at de er beskyttede,” siger han. “De er beskyttet politisk, af socialarbejdere, af det lokale politi.”</p

Selv The Economist har skrevet om det.

I Rotherham blev 1.400 piger, alle hvide, nogle helt ned til ti år gamle, alle fra arbejderklassen, voldtaget af asiatiske bander, mens myndighederne vendte det blinde øje til for ikke at fremstå som “racistiske”. Mørklægningen fortsatte i årevis. Politiet, medierne, de lokale myndigheder, børneforsorgen og de sociale myndigheder indgik en sammensværgelse af tavshed.

Der er titusindvis af ofre: 1.400 i Rotherham, 1.000 i Telford, mere end 300 i Oxford – en industri af multikulturel seksuel vold.

“Den værste forbrydelse i fredstid i moderne europæisk historie,” bemærker Dominic Green, journalist ved Wall Street Journal. “Skandalen er allerede ved at omforme britisk politik. Det handler ikke kun om forbrydelsernes grusomhed. Det handler om, at alle niveauer i det britiske system var involveret i mørklægningen. Socialarbejdere blev intimideret og bragt til tavshed. Politiet ignorerede, retfærdiggjorde og begunstigede endda pædofile voldtægtsforbrydere i snesevis af byer. Højtstående embedsmænd i politiet og indenrigsministeriet undlod bevidst at handle for at opretholde det, de kaldte “samfundsrelationer”. Lokale byrådsmedlemmer og parlamentsmedlemmer afviste anmodninger om hjælp fra forældre til voldtagne mindreårige. Velgørenhedsorganisationer, NGO’er og parlamentsmedlemmer fra Labour beskyldte dem, der talte om skandalen, for racisme og islamofobi. Medierne ignorerede eller minimerede for det meste den vigtigste historie i deres liv.”</p

Selv premierminister Starmer måtte indrømme, at alle disse hvide piger blev svigtet af systemet, som var for kompromitteret til at efterforske sagen.

Labour-parlamentarikeren Naz Shaw skrev, at de misbrugte piger skulle holde kæft “af hensyn til mangfoldigheden”. Ja, selv de kongelige holdt kæft.</p

Dette er den moderne version af den romerske dekadence, som Gibbon beskrev: et imperium mættet med rigdom og postkolonial skyld, der overgav sig til barbarerne, ikke under sværdet, men under skyldbetynget tavshed. Her er barbarerne ikke længere goths med økser, men pakistanere, der ser de hvide piger som vantro kaffirer, halalkød, der skal fortæres og kasseres.

Charles og Camillas hiv/aids-velgørenhedsorganisation i Botswana og Lesotho er velkendt. Et engagement, der nemt kunne udvides til at omfatte engelske piger, der er bortført som sexslaver, og som også kan ses fra tårnene på Windsor Castle.

Fem kilometer fra St George’s Hall, hvor kongen fejrer iftar under ramadanen, og hvor prinsesse Beatrice var vært for ikke bare Jeffrey Epstein, men også Harvey Weinstein, ligger Diamond Road i Slough, hvor en fyr ved navn “Azid Ahmed”, en almindelig pakistansk muslim, blev fundet skyldig i “fem seksuelle handlinger med et barn”.

Slough ligger kun otte minutters kørsel fra Windsor Castle og Eton, skolen for den engelske elite. Richard North skriver:

“Slough er en interessant valgkreds. Det er et af de mest etnisk mangfoldige områder i England, hvor 47 procent af befolkningen er indiske og pakistanske.”

Ordet for det, der sker, er ondskab. For et samfund, der ikke forsvarer sine yngste og mest sårbare piger, er helt sikkert i stand til at rationalisere mange andre onde kompromiser.

Lad os huske, hvad Labour-politikeren Denis MacShane sagde til The Times: Han havde ikke ønsket at undersøge sagen, selv om han kendte til misbruget, fordi han som “læser af Guardian og venstreorienteret liberal” var bange for at “sænke den multikulturelle skude”.

Epstein og Andrew afpressede deres seksuelle ofre med penge. De multikulturelle voldtægter har afsløret, at det er hele vores demokrati, der bliver afpresset i multikulturalismens navn.

Derfor betragter jeg det, der skete på den engelske ø, som langt mere alvorligt end det, der skete på Epsteins caribiske ø.

Nu kan de altid fratage de to libertinere Andrew og Mandelson alle adelstitler. Men indtil de finder modet til at sige et ord for de tusindvis af Sophie, Lucy, pigerne fra Rotherham og Telford, som har udholdt helvede som yazidiske sexslaver for ISIS, mens “deres majestæter” har fejret iftar i Windsor, vil de kun blive husket som indehavere af et kongerige, der valgte at begå selvmord i mangfoldighedens navn.

Køb Giulio Meottis “De nye barbarer” fra Document Forlag her! Køb e-bogen her.

Køb bøger fra Document Publishing her!