“Hvis du ikke sidder med ved bordet, er du på menuen,” sagde den canadiske premierminister Mark Carney i Davos.

Formuleringen er slet ikke dårlig, men før han begav sig op på Thomas Manns fortryllede bjerg, tog Carney til Kina og Qatar for at holde udsalg.

Carney, tidligere chef for Bank of Canada og forkæmper for “bæredygtig finansiering” og “grøn omstilling”, har netop indgået en aftale med Kina: Canadiske toldsatser på kinesiske elbiler vil blive sænket fra 100 procent til 6,1 procent.

Gesten er forklædt som kommerciel pragmatisme, men i praksis overdrages betydelige dele af det nordamerikanske marked til en forsyningskæde, der er domineret af Beijing. Carney advarer om faren ved “ikke at sidde med ved bordet”, men dækker selv bord og tilbyder dragen et saftigt måltid.

“Overgiv jer!” skriver Stephen LeDrew i Toronto Sun, “uden at der bliver affyret et eneste skud. Uden et eneste pip af protest. Det er, hvad Mark Carney har gjort med sit patetiske knæfald for det kinesiske diktatur. Trump vil være væk om tre år, men det vil det totalitære Kina ikke være.”

Ingen bekymrer sig om, at Carneys forgænger Justin Trudeau har indrømmet, at Kina blander sig i canadiske valg.

På World Economic Forum i Davos bad Emmanuel Macron Peking om hjælp: “Vi har brug for større kinesiske udenlandske investeringer i nøgleindustrier i Europa.”

I Ottawa og Paris.

Fra Ottawa til Paris har Vesten nydt godt af USA’s militære skjold og troet, at det kunne bruge småpenge på sit eget forsvar. Men vi har glemt en regel, som er lige så gammel som verden selv: Den, der betaler, bestemmer.

Den franske iværksætter Arnaud Dassier skrev for nylig: “Europa er et teknokratisk imperium af diplomatisk og bureaukratisk retorik, og det er oppe imod et teknologisk imperium af innovation og handling. Hvem tror du vinder i sidste ende? Jean Monnets arvtageres kastrering af Europa er et ynkeligt forfald. I teorien er det hele godt, men i praksis er det patetisk og elendigt.”

The Wall Street Journal, som ofte er meget kritisk over for Trump, skriver: “Lad os kalde det Davos-frakoblingen. De velmenende politiske og økonomiske ledere, som deltager i disse møder, går ind for en ‘liberal orden’ med demokrati og frie markeder. Men så stoler de på, at USA kan påtvinge verden sine egne værdier og skabe nok global rigdom til at finansiere sine egne vækstdræbende velfærdsstater og sin egen klimapolitik på bekostning af sin militære magt.”

Spillet er rigt.

Spillet er rigget, og både Carney og Macron ved det.

Europas reaktion på Grønlandsspørgsmålet illustrerer dette til perfektion.

Det kinesiske selskab Shenghe Resources har købt 12,5 procent af aktierne i det gigantiske projekt om sjældne jordarter i Grønland. Og Kina har forsøgt at investere i lufthavne og satellitstationer på øen. Samtidig driver Rusland mellem 30 og 40 militære anlæg langs den arktiske kyst.

Hvem skal kontrollere området?

“Danskerne har to hundeslæder til forsvaret af Grønland,” har Trump skrevet i velkendt stil. Han overdriver, som han plejer. Men Grønland er større end Frankrig, Tyskland, Spanien og Storbritannien tilsammen. Og de europæiske lande har simpelthen ikke den militære infrastruktur, der er nødvendig for et troværdigt forsvar.

Så efter blot 44 timer på øen var de tyske soldater, der var kommet til Grønland for at yde støtte, allerede på vej hjem, afslørede Bild.

I mellemtiden hører vi fra Storbritannien, at deres bedste håb for oprustning er de 60-årige. Måske er det derfor, de engelske pubber lukker?

Hvis latterliggørelse var dødelig, ville vi have mistet vores ledere for længe siden.

Og det ville have været sjovt, hvis det hele ikke var så alvorligt.

Det samme England – en tidligere verdensmagt, der nu er reduceret til en ængstelig mellemstor magt – har netop givet Chagos-øerne tilbage til Mauritius.

Det er sjovt.

Navnet siger lidt eller ingenting, men de ligger i Det Indiske Ocean, og med baser som Diego Garcia er de kritiske i kampen mod yemenitiske og pro-iranske terrorister.

Desuden har øen altid været i Kinas søgelys. Vi har givet den globale ustabilitet endnu en strategisk fordel og forklædt det hele som en god afkolonisering.

Og mens hele verden spiller med musklerne, trækker de europæiske lande sig tilbage fra de få forposter, de stadig har i verden. Nu taler vi også om et NATO uden USA, som vil koste os tusind milliarder dollars.

Samtidig ønsker Jonathan Powell, sikkerhedschef for den britiske premierminister Keir Starmer, at Hamas skal beholde sine våben. Måske kan vi sende Hamas-terrorister i eksil på Grønland?

Om den canadiske hær har tidligere general Michel Maisonneuve sagt:

“Vi sidder ikke længere med ved bordet, når der træffes vigtige militære beslutninger. Amerikanerne spørger os ikke længere, hvad vi mener, fordi de ved, at vi ikke kan bidrage. Vi har kun en hær af navn. Hvis vi blev bedt om at stille med en operativ kampstyrke i morgen, ville vi ikke være i stand til det.”</p

Også chefen for det britiske luftvåben, Richard Knighton, lader os forstå, at Hans Majestæts hær ikke ville være i stand til at mobilisere.

Og det får en til at undre sig over, hvorfor amerikanerne foragter mange vestlige lande.

Den 19. december 2025 gennemførte USA målrettede angreb i Syrien mod terrorister fra Islamisk Stat (IS). Og den 25. december angreb Washington ISIS-stillinger i Nigeria efter Trumps udtrykkelige advarsler mod at massakrere kristne.

Og lige nu er en amerikansk flåde på vej mod Den Islamiske Republik Irans kyst.

Hvad med Europa? Det er kun retorik og risikostyring, ingen konkret handling.

Hvis vi havde været lidt mere pragmatiske, ville vi have accepteret en aftale med den “narcissistiske monark” Trump om Grønland.

Og måske kunne vi tænke på grænserne til vores egne byer fra Antwerpen til Marseille, hvor krigsscener udspillede sig forleden, da de stakkels kurdere demonstrerede mod Vestens kapitulation over for den islamistiske akse.

Historikeren Niall Ferguson mener, at tåbeligheden hos en impulsiv aktør som Trump kan være Vestens sidste chance for at bremse dragens (og med kineserne alle de andre diktatorer i det “globale syd”) fremmarch som verdens uovervindelige fabrik – og videnskabelige laboratorium.

Historikeren Niall Ferguson mener, at det kan være Vestens sidste chance for at bremse dragens (og med kineserne alle de andre diktatorer i det “globale syd”) fremmarch som verdens uovervindelige fabrik – og videnskabelige laboratorium.

CWTS Leiden Ranking er en årlig global universitetsrangliste baseret på bibliometriske indikatorer. Ranglisten udarbejdes af Centre for Scientific and Technological Studies ved Leiden University i Holland. Fra 2005 til 2025 har situationen ændret sig dramatisk i Kinas favør.

Hvad mener den kinesiske ledelse om USA? At det er en “fejlslagen stat”

.

I nyhedsbrevet Sinocism skriver Bill Bishop fra Beijing Daily:

“Hvad er værdighed?

“Hvad er en stormagts værdighed? I årtier har USA opretholdt sit glorværdige image takket være et globalt hegemoni, men nu er det kommet ind i en nedadgående spiral af forfald. Glamouren har altid været en illusion, og myten var skrøbelig. For at bruge Trumps egne ord: USA er i mange henseender ‘ved at dø indefra’.”</p

Carney er supergrøn, og det “grønne skifte” er blevet et kinesisk våben til at undertrykke os. Beijing kontrollerer 80-95 procent af solcelleindustrien, 75 procent af litiumbatterierne og 60 procent af vindmøllerne. Vesten har outsourcet den “grønne” produktion til et regime, der har gjort Europa til en energivasal.

I Europa har andelen af elektricitet fra sol og vind for nylig passeret tærsklen på 30 procent. Så vi har overladt kontrollen til kineserne.

Læste lige The Economist: “De kinesiske vindgiganter går efter Europa.”</p

For 100 år siden sagde den russiske zar, at Det Osmanniske Rige var “Europas syge mand”. I dag skriver en statsdrevet tyrkisk nyhedskilde, at “Europa er verdens syge mand”.

Den engelske filosof John Gray har netop skrevet en lang artikel i New Statesman om det “globale regimeskifte”, vi er vidne til.

Kineserne har netop detroniseret tyskerne som verdens største producent af bildele.

Vi er på randen af et demografisk kollaps.

Det er overraskende, at der om 10 år, ikke i 2100, vil være mange tomme og værdiløse ejendomme i Polen, Italien og Spanien. Og tag ikke for givet, at du vil kunne leve af din pension, medmindre kunstig intelligens og robotter hurtigt overtager vores arbejdspladser. De fleste mennesker er endnu ikke klar over, hvad der kommer til at ske.

Giorno

Giorgia Meloni forstår det fuldt ud, og hun er så tilbageholdende, som hun kan.

Stephen Benko afslutter sit “requiem for Europa” i det raffinerede og kultiverede New Criterion på denne måde:

“Er Europas tid kommet og gået? Er vi virkelig ved at miste kontinentet, fordi vi ønskede at tro på myten om den sølvfarvede rose? Mens vi i så mange år har nydt guldalderens glæder, har vi så tilladt os selv at glemme, at vi helt sikkert vil miste det, vi ikke beskytter? Europa er rystet over erkendelsen af, at det måske ikke længere betyder noget, i hvert fald ikke politisk. Vil det nu stoisk og yndefuldt træde et skridt tilbage, acceptere sin nye plads i forværelset og være tilfreds med at være tilskuer til dem, der holder fremtiden i deres hænder? Europæerne ønsker desperat, at kontinentet, som er vores vestlige civilisations vugge og stolthed, gør noget for at få den stolthed tilbage. Det triste er, at ingen af os tror på, at det vil ske.”

Vi i Vesten er lidt som kejserinde Eugenias krone, der for nylig blev udstillet offentligt efter at være kommet til fornuft og fundet igen efter tyveriet på Louvre. En vidunderlig, men bulet skat.

Kejserinde Eugenies krone før og efter, at den blev stjålet af nordafrikanske tyveknægte på Louvre. En metafor for selve Frankrig. pic.twitter.com/01tyuKd5a2

— Hernan Cortes (@CyberPunkCortes) 21. januar 2026

Jeg ved ikke, om Benko har ret, men vores fremtid som Europa afhænger af en strategisk renæssance, og det før Beijing, Doha, Ankara og de andre regimer har absorberet os fuldstændigt, for der er ingen vej ud af dette.

Retorikken om værdier, rettigheder, bæredygtighed og union som værdier i sig selv er ikke længere nok. Vi er nødt til at begynde at tænke i magt igen: Hvem kontrollerer de kritiske råmaterialer? Hvem dominerer forsyningskæderne? Hvem har viljen til at forsvare sine interesser og grænser, om nødvendigt med magt?

For hvis ikke, vil ordene fra verdens Carney’er gå i opfyldelse, men i den modsatte betydning: Vi vil ikke bare være ude af billedet, vi vil være hovedretten, der serveres på fade i Qatar, Kina, Tyrkiet …

.

Og lad os huske to andre grundlæggende regler: Hvis noget er gratis, er det dig, der er varen.

Og den, der gør sig selv til et får, vil blive ædt af ulven.

Køb “Fyrsten” af Machiavelli fra Document her!

Køb bøger fra Document Publishing her!