Donald Trump har leveret resultater. Han autoriserede angrebene, der svækkede Irans atomfaciliteter. Hans diplomati bragte de israelske gidsler hjem. Og han beordrede operationen, der fjernede despoten og narkobaronen Nicolas Maduro i Venezuela. Alt sammen vel at mærke uden at skride ud i liberal regimeskiftepolitik.

Den nationale sikkerhedsstrategi, som den amerikanske regering udgav i december, viser konturer af en langsigtet vision: Svæk Kina gennem alliancer, dræn Rusland gennem proxy-konflikter, gendan vestlig civilisatorisk selvtillid, styrk nationernes Europa.

Fra taktik til strategi og tilbage igen

Resultaterne matcher strategien.

I Mellemøsten er Irans modstandsakse tæt på at bryde sammen, fra Hizbollah til Houthierne. Terrororganisationen Hamas er militært svækket. Abraham-aftalerne udvides potentielt til Syrien, Libanon og Saudi-Arabien. Venezuela-interventionen fjernede både en despot og et russisk-kinesisk fodfæste i Sydamerika. Og efter årtiers europæisk free-riding betaler NATO-medlemmerne endelig deres del af forsvarsregningen.

Den amerikanske politik er gået fra at være taktisk med fokus på Trump til strategisk med fokus på institutionelle mål.

Men så kommer Grønlandskrisen, som jeg har svært ved at greje. Jeg anser den både som en forkastelig trussel mod nære allierede og som en utrolig stor dumhed. Fra strategi tilbage til taktik og Trumps ønske om letkøbte sejre.

Rubio og Vance, som jeg respekterer som rationelle strateger, har da også været tavse om de seneste angreb på Danmark og de europæiske allierede. Det er nok meget sigende. Måske er der en udvej og en mulig de-eskalering på vej.

Vi må se. Det er muligt, tingene vender igen. Det er også muligt, jeg tager fejl. Men min anke er, at Trumps udmeldinger bryder med sikkerhedsstrategiens fornuftige og nødvendige kernebudskab, som også Pimlico Journal skriver i en analyse.

Strategien fastslår, at USA må samarbejde med allierede – der tilsammen repræsenterer 35.000 milliarder dollars i økonomisk magt oven i USA’s egne 30.000 milliarder – for at inddæmme Kina. Målet er at forhindre, at allierede økonomier bliver underordnet konkurrerende magter. Strategien fremhæver vigtigheden af at dyrke modstand mod Europas nuværende kurs – den progressive elite, censur, overregulering, muslimsk indvandring og demografisk udskiftning.

Men Grønlandstaktikken opnår det modsatte.

Canadierne vender sig mod Kina

Tag Canada. Premierminister Mark Carney lavede aftaler med Xi Jinping i sidste uge. Canada fjernede sine 100 procents told på kinesiske elbiler i bytte for lavere kinesiske told på canadiske landbrugsvarer. Aftalen er en sejr for Beijing – en rival, USA skulle bygge en koalition imod.

Årsagen? Trumps annekteringstrusler skubbede canadierne mod Kina som garant for deres uafhængighed.

I Europa sættes højrenationale partier i en umulig position. De har kæmpet for at legitimere suverænitetstanken og modstå globalismens fremrykning. Nu må de vælge mellem loyalitet over for Trump og troværdighed hjemme.

Eliten får en gave: Mette Frederiksen kan pludselig posere som forsvarer af national suverænitet. Keir Starmer kæmper for dansk territorium. Den europæiske højrefløj diskrediteres, netop som strategien skulle styrke den.

Som Pimlicoanalysen påpeger: Trumps klodsede forsøg på annektering af en europæisk allieret giver liberal-internationalistiske kræfter mulighed for at posere som forsvarere af national suverænitet, præcis som Trumps holdning til Canada og Australien fik venstrefløjen til magten på et tidspunkt, hvor det ellers så umuligt ud; for konservative politikere førte klart i målingerne.

Det ligner et mysterium. Den sorte boks åbner sig ikke. Vi ved ikke, hvem der råder Trump. Vi ved ikke, om der er en strategi, vi bare ikke gennemskuer.

Konsekvenserne er negative for USA

Hver trussel mod Danmark styrker argumentet for europæisk forsvarsintegration uden amerikansk deltagelse. Hver gang USA fremstår som upålidelig, kan Beijing tilbyde sig som mere forudsigelig handelspartner. Hver gang nationalisme reduceres til stormagtsimperialisme, bevises globalisternes pointe. Det svækker den konservative internationale bevægelse.

Den amerikanske regerings kritik af både EU og de europæiske eliter er ellers 100 procent korrekt og vigtig. Det gælder Vances tale i München. Det gælder den kritik, der er nedfældet i sikkerhedsstrategien.

USA’s position som supermagt hviler på frivillige alliancer. Det er forskellen på den vestlige model og kinesisk eller russisk dominans. Truman og Eisenhower gjorde ikke Vesteuropa til vasalstater. De genopbyggede dem. Og da Vesteuropa trivedes, mens landene bag Jerntæppet stagnerede, valgte modige tjekkere, polakker og østtyskere Amerika og Vesten frem for Moskva.

I en multipolær verden er alliancer afgørende for at projicere magt. Alliancer kan ikke købes eller tvinges frem. De bygger på tillid. Det forstår sikkerhedsstrategien. Trumps Grønlandstaktik ignorerer det.

Håbet om rationalitet

Mange kritiserer analyser af Trump, der bygger på rationalitet. De mener, det kun handler om Trumps uforudsigelige personlighed. Det mener jeg ikke. Rigtig meget har hidtil givet god mening.

Vi har set Trump bevise, at det uforståelige kan vise sig rationelt. NATO-presset virkede, selvom alle kaldte det vanvid. Mellemøsten-tilgangen gav resultater, selvom kritikerne advarede.

Måske er Grønlandsudspillet forhandlingstaktik snarere end seriøs politik. Måske rummer den sorte boks en plan, vi endnu ikke har gennemskuet.

Vi ved det ikke. Men risikoen er tydelig. Den taktiske sejr – symbolsk ydmygelse af Danmark – risikerer at ødelægge det strategiske mål: Vestlig samling mod Kina.

Vi kan ikke åbne den sorte boks. Vi kan ikke se ind i beslutningsprocessen. Men vi kan se, hvad der virker. Strategisk sammenhæng giver resultater. Taktisk impulsivitet skaber kaos.

Af Kasper Støvring