Seksten mennesker mistede livet på Bondi Beach. Blandt ofrene var en rabbi og en mand, der havde overlevet Holocaust. Denne mand havde undsluppet nazisternes dødsmaskine, men blev skudt ned af islamister på en australsk strand, imens han beskyttede sin kone med sin egen krop.

I ugerne inden sin død havde rabbi Eli Schlanger skrevet til Australiens venstreorienterede premierminister Anthony Albanese. Stands ikke støtten til det jødiske folk, var hans bøn. I september samme år meddelte Albanese, at Australien ville anerkende en palæstinensisk stat.

Terrorangrebet og den voksende antisemitisme tvinger et spørgsmål frem: Hvordan kunne det ske?

Den pragmatiske pagt

En forklaring findes i den alliance, som kaldes islamogauchisme – forbindelsen mellem venstreorienterede progressive og muslimske reaktionære kræfter. Eva Gregersen beskriver i sin analyse i Berlingske, hvordan denne konstellation virker mest effektivt, når den religiøse dimension forbliver uudtalt. Derved kan venstrefløjen forfølge politiske mål, der tjener islamistiske interesser, mens begrundelserne forbliver sekulære.

Mekanismen er følgende: Muslimske aktører formulerer deres krav inden for det politisk gennemførlige. De insisterer ikke på kalifatet her og nu, men presser på for gradvis udvidelse af islamisk indflydelse. Til gengæld sikrer venstrefløjen sig en loyal vælgergruppe og kan fastholde sin selvopfattelse som minoriteternes beskytter.

Gregersen karakteriserer venstrefløjens håndtering af kritikken som benægtelse. Det er den psykologiske mekanisme, hvor ubekvemme kendsgerninger anerkendes overfladisk, men straks afvises. Man registrerer problemet uden at ville konfrontere det.

Fra accept til blodsudgydelse

Ayaan Hirsi Ali skriver i sin analyse  af Sydney-massakren i The Free Press, at angrebet var resultatet af årelang tolerance over for islamisme.

Antisemitismen er vokset år for år. Synagoger er blevet udsat for brandbomber. Jødiske institutioner er blevet genstand for hærværk. Biler er sat i brand, børn udsat for chikane. Efter 7. oktober er antisemitiske episoder mangedoblet.

Men australske myndigheder valgte besværgende ord frem for klarhed og konfrontation. Trusler blev behandlet som normalitet. Voldelige handlinger blev mødt med politiske forklaringer, altså efterrationalisering. Opråb om intifada blev kategoriseret som en acceptabel måde at demonstrere på.

Med hver kapitulation vandt hadet terræn.

Loiaconos skarpe kritik

Rocco Loiacono leverer i Unherd en skarp anklage mod Albaneseregeringen for at lade 3000 palæstinensere fra Gaza bosætte sig uden sikkerhedstjek og for at håndtere visaansøgninger ukritisk, herunder fra en af gerningsmændene, Sajid Akram.

Samtidig fordømmer premierminister Albanese konsekvent “islamofobi”, selv om ingen moskeer er blevet angrebet siden 2016, mens synagoger bombes og en kristen biskop er blevet stukket ned af en muslimsk fanatiker.

I stedet for at annullere hadprædikanters visa, indføre strammere indvandringskontrol fra lande med jihadistisk ideologi eller retsforfølge opfordringer til vold, annoncerer regeringen øget våbenkontrol for australiere generelt.

Loiacono forudser tilsvarende nye “hate speech”-love og mere overvågning af almindelige australiere.

Eftergivenhedens logik

Den danske variant af denne udvikling kan iagttages gennem Enhedslistens forvandling. Som Gregersen tidligere har vist,   tager partiets politiske leder, Pelle Dragsted, afstand fra politisk islamisme i generelle vendinger. Men når konkrete udfordringer melder sig, er han fraværende.

Hvor er hans stemme i diskussionen om bederum, som han selv i 2017 advarede om kunne anvendes til social kontrol? Hvor positionerer det feministiske parti sig, når islamiske foreninger afholder kønsopdelte arrangementer i kommunale faciliteter? Hvor er engagementet, når undervisning i Muhammedkrisen debatteres?

Tavsheden afslører mere end ordene. Enhedslisten er bange for at miste muslimske vælgere.

Som Gregersen påviser, overser Dragsted den udbredte pragmatiske strategi, hvor demokratiske institutioner anvendes til at gennemføre islamisk lovgivning.

Eksemplerne taler deres tydelige sprog. Da en ung lærer fra den omstridte Imam Ali Moské nægtede at hilse på Ida Auken på Christiansborg, fordi hun er kvinde, forholdt Dragsted sig passiv. Da Samuel Patys halshugning genåbnede debatten om ytringsfrihed og islam, viste Enhedslisten intet initiativ.

Prisen betalt i menneskeliv

Som Hirsi Ali skriver, udgør islamistisk ekstremisme noget meget mere end endnu en protestbevægelse født af sociale frustrationer. Den repræsenterer en fundamental trussel mod den vestlige samfundsorden, fordi den målretter sine angreb mod jøder og kristne.

Hirsi Ali advarer også imod tøven, for islamister registrerer med det samme på svaghed. Hvis massakren bortforklares, hvis dens islamiske rødder sløres, og hvis islamogauchismen fortsætter uantastet, følger flere drab. Andre nationer har allerede fejlet. I Holland tales om tolerance, mens jødiske familier forbereder deres udvandring.

Følelser uden beslutsomhed standser ikke hadet. ”Aldrig mere” må ikke blot blive en ceremoniel frase.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter