www.aamun.dk

De skulle egentlig have været med droneekspressen, men kom for sent til toget. Og nu sidder regeringen på jernbanecaféen med kaffe og basser og er enige om at fortælle befolkningen, at forsinkelsen skyldes fredsdividenden, hvor mere velfærd trumfer flere krudt og kugler. For fjorten dage siden var droner en by i Rusland, men efter at et stort antal droner er observeret over lufthavne og militære anlæg, er medierne, politikerne og nu også befolkningen gået panik. Rædslen for at blive brændt til aske af russiske droner har nu bredt sig til børneværelset. Børnenes telefon, der skal hjælpe børn i nød er blevet begravet i opkald fra desperate unger, der frygter at blive taget – ikke af bøhmanden – men af dronemanden.

De sidste dage har samtlige medier været oversvømmet med billeder og beretninger om de aggressive droner, der uhindret har boltret sig i det danske luftrum. Tilmed har de uforskammede flyvende objekter været forsynet med kulørte blinkende lamper som en forlystelse på Dyrehavsbakken. Regeringens kontante svar på dette attentat mod dansk suverænitet har været taler fra statsministeren, der fordømmer dette ‘anslag ’ mod dansk kritisk infrastruktur ledsaget af en opfordring til solidaritet og tættere samarbejde i NATO. Herefter er vi blevet underholdt af forsvarsministeren sammen med tre træmænd fra politi, forsvar og efterretningstjenester, der træder kollektivt vande og fortæller os i tågede vendinger, at man for nærværende intet ved. Man ved ikke, hvor dronerne kommer fra, hvem der har sendt dem, hvad formålet har været og, hvad man vil gøre ved det. Forsvarsministeren slår i bordet og erklærer, ” at vi skal anskaffe udstyr, der kan detektere og neutralisere droner. Vi må tage en dialog om udfordringerne, og vi skal stille os i den situation, at vores virksomheder og nationale forsvar bliver bedre klædt på.” Der fik Putin lige et eksempel på dansk forsvars berømte ’jernnæve’.

Regeringens svar på dronerne er ikke blevet godt modtaget af medier og opposition, som godt nok indtil nu aldrig har interesseret sig for at dansk droneforsvar. Nu er presse og politikere opflammet af skinhellig forargelse og fordømmelse. Hvordan kunne regeringen lade dette ske? Hvorfor er vi så ringe forberedt på russiske provokationer mod det danske samfund? Hvorfor har I ingen plan, der kan beskytte os mod kommende droneangreb? Man må spørge sig: ” Hvad havde I ventet?”.  Forsvaret er ikke blevet taget med bukserne nede, som pressen skriver. Siden Murens Fald i 1989 har forsvaret overhovedet ikke haft bukser på, men er ligesom Lille Sorte Sambo blevet tvunget til at aflevere hele sin garderobe til velfærdstigrene i skiftende regeringer. Resultatet er, at forsvarets bygninger kun bliver stående, fordi de ikke ved, hvad side de skal falde til. Officerskorpset mangler støvler og uniformer. Der er ikke penge til øvelser, og der kan være op til seks måneders ventetid på at få et USB-stik.

Forsvaret bliver ikke styret af forsvarschefen, men af Forsvarsstyrelsen, som fungerer som hospice for en moderne oprustning af det sammenbrudte danske forsvar. I Forsvarsstyrelsen vil enhver idé, ethvert initiativ og enhver militær ansvarlighed sygne hen indtil fornyelsen og de mange bevilligede fantasilliarder stille sover ind omgivet af ministre, embedsmænd og konsulenter.

I militærhistorien sker det af og til, at nye opfindelser radikalt ændrer den traditionelle krigsførelse.  I slaget ved Poitiers i 1356 blev det enden på rytterhæren i panser og plade, da de britiske langbueskytter og infanteri med den nyopfundne hellebard udraderede de franske riddere og blomsten af den franske adel. Da de første maskingeværer, Gatling og Maxim kom i brug i slutningen af 1800-tallet, var det forbi med årtusinders krigstraditioner med angrebskolonner i tætte formationer. Tyskernes Blitzkrieg med hurtige fremskudte kampvognskiler gjorde det af med de befæstede forter, og  nu har dronerne næsten fjernet kampvognene fra slagmarkerne.

Langs 1500 kilometer af Ukraines grænse mod Rusland og Belarus har Ukraine opstillet en dronemur, som ikke kan ses, men er en flydende eksistens, der kan sættes ind efter behov. Der er tale om dronekrig i flere lag. Øverste lag er overvågningsdroner, der registrerer alt, hvad der rører sig på jorden og i luftrummet. Nedenunder opererer et lag af angrebsdroner, der er udstyret med miner, der nedkastes eller med missiler og granater, endda med flammekastere, der kan rydde hele skyttegrave. Hertil formationer af defensive droner, der med varierende teknologier er udviklet til at ødelægge de russiske angrebsdroner, helikoptere og fly. Ukraines erfaring med moderne droner er en guldgrube af viden for de danske forsvar, hvis vi ellers havde været interesserede. Det er vi ikke.

’Kauft nicht bei Juden’ gælder nu i forsvaret, der ellers ville have store fordele af et samarbejde med det israelske militær (IDF), som har udviklet et bredt sortiment af droner til alle formål. IDF råder over minidroner ikke større end en kolibri, der kan flyve rundt i bygninger og stuer på jagt efter Hamas-terrorister. Israelerne producerer angrebsdroner og nu også et laser-styret droneforsvar monteret på køretøjer. Systemet hedder Lite-Beam og udsender en højtemperaturs laserstråle, der rammer et område på størrelse med en femkrone med en altødelæggende kraft. Endda i stand til at nedkæmpe op til ti mål samtidigt.

Det er dronevåben fra Ukraine og Israel, som vi kunne få, hvis vi ville. Det vil vi ikke. Hvad får vi så i stedet? Vi får mere snak om solidaritet og sammenhold, flere gratis hensigtserklæringer om alt det, regeringen vil gøre, men som aldrig bliver gjort. Vi lever med, at Putin pisser på vores identitet og nationale suverænitet for at latterliggøre vores svaghed og hjælpeløshed.

De første ti år efter besættelsen lød det taktfast fra regering og presse: ” Aldrig mere en 9. april!”. I dagens Danmark er hver dag nu den 9. april.