Stadigt flere kyndige iagttagere spår nu, at de store europæiske lande nærmer sig et finansielt sammenbrud, fordi der er en stigende ubalance mellem de offentlige udgifter og staternes indtægter. Resultatet bliver øget offentlig gældsætning, som det bliver stadigt vanskeligere at forrente.

Tag Frankrig. Her andrager det offentlige underskud nu 5,8 pct. af BNP, mens det efter EU’s regler højst må være 3 pct. Den offentlige gæld udgør 114 pct. af BNP, og markedet for statsobligationer styrtdykker, fordi långiverne er bange for, at Frankrig snart ikke vil kunne honorere sine forpligtelser.

Præsident Emmanuel Macron ser ingen anden udvej på krisen end af bede Nationalforsamlingen om et tillidsvotum. Det kommer til af stemning den 8. september, og allerede to dage senere har venstrefløjen og fagforeningerne varslet massedemonstrationer, fordi de frygter, at Macron vil ty til massive sociale nedskæringer. Det er imidlertid højst tvivlsomt, om hans regering overlever tillidsafstemningen, og skulle det ske, vil han måske udskrive nyvalg.

Tilbage står, at det er så godt som umuligt at gennemføre beskæringer af den franske velfærdsstat, fordi landet har tradition for voldsomme uroligheder, hvis staten vover at træde den magtfulde venstrefløj for nær. Lykkes det ikke Macron at få styr på de offentlige udgifter, har han intet andet valg end at hæve skatterne (hvilket også vil udløse social uro) eller gældsætte landet yderligere.

I Storbritannien er situationen ikke stort bedre. I 1970’erne udgjorde den offentlige gæld ca. 36 pct. af BNP. Den er nu oppe på 100 pct., og serviceringen af denne gæld lænser staten for mere end det koster at drive f.eks. det offentlige skolevæsen. Samtidig er økonomien stort set ikke vokset de seneste 15 år, og lønningerne står i stampe.

Premierminister Keir Starmer prøver desperat at udtænke nye måder at øge de offentlige indtægter på. Det kan i praksis kun ske ved at udskrive nye skatter. Blandt de forslag, regeringen overvejer, er at beskatte husejere, som naturligvis vil blive væltet over på deres lejere.

Starmer og Labour er dybt upopulære, mens Nigel Farages Reform stormer frem i meningsmålingerne.

Farage har netop offentliggjort sin plan om at standse den illegale masseindvandring, som er med til at øge det offentlige underskud. Han vil desuden pågribe et stort antal illegale migranter og internere dem med henblik på udvisning. Som noget nyt og uhørt vil han trække UK ud af diverse konventioner, bl.a. Flygtningekonventionen fra 1951, som har gjort det muligt for professionelle migrationsadvokater at spænde ben for enhver bestræbelse på gøre op med folkeudskiftningen. Han vil også forlade Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Der er ingen tvivl om, at disse forslag nyder udbredt støtte i den engelsk befolkning, som i stigende grad føler sig som fremmede i deres eget land. Resultatet er blevet talrige demonstrationer, som bl.a. har rettet sig mod de talrige hoteller, som nu bebos af unge mænd, der får alt foræret, mens englænderne må spænde livremmen ind. Og som får at vide, at de er racister, hvis de ikke pænt accepterer tingenes tilstand.

Det bliver diskuteret, om UK står over for et økonomisk sammenbrud, som det der ramte i 1970’erne, eller om der blot bliver tale om en tiltagende økonomisk sygdom, der langsomt vil kvæle landet.

Den fremtrædende historiker og politiske kommentator, David Starkey, bemærker, at det britiske samfund hviler på myter, som ikke har nogen forbindelse med virkeligheden. Samtidig prøve staten at indbilde borgerne, at de er for uoplyste til regere sig selv. Styret skal derfor overlades til eksperter, hvilket også var den græske filosof, Platons opfattelse.

Da eksperterne er overtydede om deres ufejlbarlighed, forlanger de, at de menige englændere skal tro på påstande, som de med egne øjne kan se er falske. Det gælder bl.a. påstanden om multikulturens velsignelse og om den menneskeskabte klimaforandring. Ifølge Starkey har regeringen opgivet at løse landets problemer og bestræber sig i stedet for at ændre borgernes adfærd. Som led i dette forsøg griber staten til censur af meningstilkendegivelser, der modsiger de myter, som eksperterne prøver at indoktrinere befolkningen med. Vi har allerede set de første arrestationer og fængselsdomme.

Starkey er bange for, at Englands fremtid bliver som Nordirlands under ”the Troubles” – en tilstand præget at bandejustits.

I Tyskland er situationen heller ikke opmuntrende, hvilket ikke mindst skyldes en energipolitik dikteret af klimaideologer. Resultatet er blevet lukning af landets kernekraftværker samtidig med, at importen af billig russisk energi er standset.

Markedsanalytikeren Alex Krainer påpeger, at Europas situation yderligere kompliceres af, at staterne har indefrosset 300 milliarder dollars, som tilhører Rusland. Ifølge Krainer ser det ud til, at Frankrig er begyndt at tage af pengene.

Skulle det komme til en fredsaftale med Putin, må man regne med, at Kremls stærke man vil forlange de russiske tilgodehavender frigivet. Eventuelt på den måde, at Putin indvilger i at investere dem i USA, som dermed yderligere øger forspringet over Europa.