Titian: Angel (1522)

Tallene er slående. I Storbritannien viser den nye rapport “The Quiet Revival” en udvikling, der vender alt på hovedet: Fra 2018 til 2024 er antallet af 18-34-årige, der både bekender sig til kristendommen og går i kirke mindst én gang månedligt, firedoblet. Mest slående er det, at hver femte unge mand under 34 nu sidder på kirkebænkene regelmæssigt. Mod blot fire procent for seks år siden.

Det er ikke kun et britisk fænomen.

Også i Danmark er ateismen på tilbagetog som en bølge der trækker sig tilbage fra stranden. Som en dansk præst på Vesterbro bemærker, banker “almindelige unge mennesker uden kirkebaggrund” nu på kirkens døre med en direkte nysgerrighed, der overrasker: “Hvordan læser man i Bibelen? Hvad giver troen dig?”

I det mest sekulære århundrede vender Vestens mænd tilbage til kristendommen. Ikke af nostalgi, men af nødvendighed.

Fra tomhed til fundament

Den britiske rapport dokumenterer, at mange af de nye kirkegængere har “alt” – karriere, økonomi, sociale relationer. Alligevel erfarer de en fundamental tomhed, som det sekulære samfund ikke kan fylde. Komikeren Casper Christensen er vel det bedst kendte danske eksempel. Hans udvikling fra fester og stofmisbrug til kristen tro illustrerer et bredere mønster: Selv efter at have opnået alt, modernitetens forældede løfter garanterer, mangler der noget grundlæggende.

Denne søgen rammer kernen i modernitetens krise. Kulturrelativismen har berøvet mange deres kulturfundament. Individualismen har reduceret mennesket til en forbruger af oplevelser. Resultatet er ikke frihed, men fremmedgørelse – især for unge mænd, der skal finde deres plads i tilværelsen.

Kristendommen tilbyder det modsatte: objektive sandheder, der ikke afhænger af tidens mode eller personlige ønsker. For mænd trætte af selv at skulle opfinde livets mening bliver troen en befrielse fra byrden ved hele tiden at skulle skabe sig selv.

Maskulinitet som mission

Det er ikke tilfældigt, at mænd leder denne bevægelse.

I årtier har progressive røster prædiket om maskuliniteten som toksisk og opfordret mænd til at skamme sig over deres natur. Moderniteten har bedøvet samvittigheden og frataget mænd deres traditionelle rolle. Kristendommen vender denne logik på hovedet og kalder maskulinitet en gave, der skal bruges til tjeneste.

Den kristne mand får en mission: at være familieforsørger, beskytter og leder – ikke som tyrannisk hersker, men som tjener for dem, han elsker. Denne kombination af autoritet og ansvar appellerer til mænd, der længes efter at bidrage konstruktivt til verden. En nylig reportage i Weekendavisen viser, at det især handler om at blive en god far og ægtemand og finde ro i at opføre sig ordentligt.

Kirkens mandlige fællesskaber tilbyder en borg mod ensomhedens storme, et broderskab i stedet for konkurrence. Her kan mænd dele både sejre og nederlag uden frygt for at blive dømt. Det står i skarp kontrast til det sekulære samfunds brutale kamp, hvor man viser svaghed på egen risiko.

Traditionens vejviser

Mænds tilbagevenden til kirken handler dog – mener jeg – om mere end personlig trøst. Det handler om kulturel selvbevarelse. Traditionen kalder sine sønner hjem. Når kristendommen i århundreder har været grundstenen i vestlig civilisation, repræsenterer dens kollaps ikke blot religiøs forandring, men civilisatorisk sammenbrud.

Multikulturalismens fragmentering er en trussel mod det fælles fundament, der bandt samfundet sammen. Kristendommen tilbyder derimod både frelse og fællesskab, der overskrider skellene mellem race, klasse, regioner og lande.

Den lokale kirke forankrer manden i konkret fællesskab, mens den universelle kirke forbinder ham med en tradition, der spænder over kontinenter og årtusinder. I globaliseringens tid af rodløshed bliver dette en stærk modgift.

Modkultur eller mainstream?

Der er også en rebelsk impuls i vendingen mod kirken. Hvor 1960’ernes oprørere fandt eksotisk inspiration i østlige religioner, søger nutidens rebeller mod kristendommen som alternativ til relativismens tomhed.

Denne dynamik er med til at forklare bevægelsens særlige appel til unge mænd. Mænd søger både mening og menighed. De søger ikke konformitet, men autenticitet. I et samfund, der har gjort oprør mod tradition til rutine, bliver selve traditionen revolutionær. Som Mikael Wandt Laursen, der er afgående generalsekretær i FrikirkeNet, noterer, opstår identitet ikke ved “at kigge indad,” men ved at forankre sig i “tro, kultur og traditioner.”

Bevægelsen drives ikke af autoritære strukturer eller karismatiske ledere, men gror frem fra grunden. “The Quiet Revival”, den stille genkomst, fordi den sker uden store kampagner eller offentlig dramatik.

Når mænd frivilligt søger mod ansvar, forpligtelse og fællesskab, bør samfundet støtte dem. Kirkens værdier om familie, arbejde og samfundsansvar er ikke en civilisatorisk gevinst. De unge mænd, der genfinder kirkerne, viser vejen væk fra modernitetens blindgyde og tilbage til det, der er virkeligt, fordi det virker.

Af Kasper Støvring