Theodore Chasseriau Two sisters (of the artist) 1843

Når borgerlige i dag kæmper mod venstrefløjens censur, griber de ofte til liberale tænkere. Det gælder ikke mindst John Stuart Mill og hans klassiske forsvar for ytringsfriheden. Men det er en fatal fejl ifølge den konservative filosof Patrick Deneen. Borgerlige tror, de kæmper mod venstrefløjens forvrængninger, mens de i virkeligheden bruger netop de våben, der fra starten var konstrueret til at nedbryde det borgerlige samfund.

Brugen af liberale tænkere som Mill afslører dermed et grundlæggende problem hos borgerlige. Lad os se på det.

Misforståelsen om “post” i postliberalismen

Deneens post-liberalisme er ikke endnu et forsøg på at reparere liberalismen eller vende tilbage til dens “ægte” form, den såkaldte klassiske liberalisme. Om Deneen har helt ret, er ikke sagen her, men derimod at tage hans kritik af liberalismen alvorligt. For først da vil borgerlige kunne bevare og styrke vores fælles kultur.

“Post” i post-liberalismen betyder ikke reform, men paradigmeskift. For Deneen var liberalismen kørt af sporet lige fra begyndelsen. Ikke på grund af uheldige udviklinger eller forvrængninger, men på grund af sine grundlæggende filosofiske antagelser.

Post-liberalisme er netop en radikal position, der bryder med både borgerligt liberale og socialdemokraters forsøg på at redde liberalismen. Deneen hævder nemlig, at liberalismen ikke er fejlet, men er blevet en succes – med katastrofale følger.

Liberalismens oprindelige synd

Kernen i Deneens kritik er liberalismens menneskesyn. Fra begyndelsen byggede liberale tænkere på forestillingen om mennesket som et atomistisk individ. Mennesket er naturligt frit og autonomt, kun bundet af de kontrakter, det selv indgår.

Denne antropologi er ifølge Deneen ikke blot forkert, men direkte destruktiv.

Mennesker er ifølge deres natur er derimod sociale væsener, indlejret i fællesskaber som familie og lokalsamfund. Liberalismens projekt blev derfor ikke at beskytte de naturlige frihedsrettigheder, men at “frigøre” individet fra naturlige bånd. Liberalismen lovede autonomi, men leverede atomisering. Samtykke blev det eneste legitime grundlag for sociale forpligtelser, hvilket undergravede alle relationer, der ikke var baseret på kontraktlogik.

Liberalismens selvdestruktive logik

Denne “frigørelse” skabte et grundlæggende paradoks, som Deneen sporer gennem liberalismens historie.

Liberalismen lovede at befri individet fra traditionens lænker, men endte med at bytte familiefaderen ud med bureaukraten og landsbypræsten med socialrådgiveren. Jo mere individet blev befriet fra traditionelle strukturer som familie, kirke og lokalsamfund, desto mere kom det til at stå alene over for markedets og statens magt.

Resultatet blev ikke større frihed, men større afhængighed.

For når fællesskaber opløses, må staten overtage deres funktioner. Når familier svækkes, må den offentlige sektor sørge for omsorg. Når lokale traditioner forsvinder, må bureaukratiet definere de herskende normer. Liberalismens “frigørelse” havde således den modsatte virkning: et mere magtfuldt og indgribende statsapparat.

Samtidig skabte den økonomiske individualisme en oligarkisk elite, der kunne løsrive sig fra resten af samfundet. De rige behøvede ikke længere at tage ansvar for deres lokalsamfund, når de kunne købe sig til private alternativer til alt fra sundhed til uddannelse. Liberalismen har været så succesfuld i sin frigørelse af individet, at vi nu har millioner af isolerede og ængstelige frie mennesker.

“Men liberalismen gav os jo gode ting”

Liberalismens forsvarere peger ofte på dens positive resultater: borgerrettigheder, retssikkerhed, markedsøkonomi og demokratiske institutioner. Men skyldes disse landvindinger virkelig liberalismen?

Deneen anfægter denne fortælling. Mange af de institutioner og rettigheder, vi værdsætter, voksede frem af andre traditioner – kristne forestillinger om menneskelig værdighed og individets betydning, romersk ret, klassisk oplysning med rødder i antikkens Grækenland, parlamentariske skikke med rødder i middelalderens stænderforsamlinger. Liberalismen var en følgesvend til disse udviklinger, og bandt dem i strammere former, men ikke deres grundlæggende årsag.

Vigtigere er det, at liberalismens egen logik nu underminerer de goder, den engang ledsagede. Liberalismen river fundamentet væk, mens den roser sig af at bygge nye etager.

Når alt reduceres til individuelle rettigheder og kontraktlige forhold, eroderer den sociale sammenhængskraft, der gør de sociale institutioner funktionsdygtige. Markedsøkonomien bliver til ubegrænset kapitalisme, der ødelægger lokale strukturer. Og demokratiet bliver til rivalisering mellem interessegrupper uden fælles fundament. Liberalismen ser kun individets rettigheder og glemmer den hånd, der rakte dem frem.

Pragmatisk samarbejde – en blindgyde?

Mange borgerlige argumenterer for, at man trods ideologiske forskelle kan samarbejde pragmatisk med liberale om konkrete politikker. Men Deneen ser dette som en fundamental misforståelse af situationen.

Hans pointe er, at liberalismen ikke er en politisk holdning blandt andre, men et sammenhængende system. At samarbejde pragmatisk betyder ofte at acceptere liberalismens grundlæggende præmisser og dermed legitimere det system, man burde bekæmpe.

Som et modeksempel peger Deneen i en artikel på sitet Postliberal Order – der kan anbefales, hvis man vil læse om bevægelsen – på J.D. Vance, der begyndte som en kritiker af sin hjemegns forfald, men først blev en autentisk politisk stemme, da han forstod, at problemet ikke var denne eller hin politik, men hele det liberale system. Vances position repræsenterer ifølge Deneen “en afvisning af begge ‘ansigter’ af liberalismen, højre og venstre, og derfor en ny position i amerikansk politik.”

Behovet for et nyt fundament

Post-liberalisme handler ikke om at vende tilbage til en før-liberal fortid, men om at bygge et alternativ baseret på en anden forståelse af menneskets natur. Hvor liberalismen ser individer, ser post-liberalismen personer indlejret i fællesskaber. Hvor liberalismen ser kontrakter, ser post-liberalismen naturlige forpligtelser.

Konkret betyder det en politik baseret på nærhed – at magt og ansvar placeres så tæt på borgeren som muligt. I stedet for at centralisere beslutninger i stat eller marked, skal familier, lokalsamfund og civile institutioner styrkes.

Det kræver en erkendelse af, at mange af de problemer, borgerlige bekæmper – fra familiernes opløsning til lokalsamfundenes forfald – ikke er tilfældige bivirkninger af liberalismen, men dens logiske konsekvenser. Derfor kan de ikke løses inden for liberalismens rammer, uanset hvor godt man mener det.

Deneens budskab er radikalt: Halve løsninger holder ikke. Enten accepterer man liberalismens grundlæggende logik og følger den til ende, eller man bygger noget helt nyt på et andet fundament. Post-liberalismen træffer det sidste valg.

Af Kasper Støvring