Kommentar

Peter Sloterdijk, den tyske filosof og samfundskritiker, udsendte for 25 år siden et essay, der blev genstand for heftig diskussion i de lærde saloner. Når man læser det i dag, hvor det netop udsendes i en dansk oversættelse, kan det overraske, at det kompakte, svært tilgængelige skrift med sine talrige referencer til Heidegger og Nietzsche såvel som til Antikkens store tænkere kunne ophidse så mange. Hvem kerer sig overhovedet om den slags i dag?

På denne måde har Sloterdijks skrift vist sig såre profetisk. Hans 25 år gamle påstand er, at vi ikke længere lever under indtryk af bøgers tæmmende og opbyggelige indflydelse, men er havnet i en helt ny offentlighed, hvortil nye medier ikke leverer de informationer, der i bedste fald ville sætte offentligheden i stand til at udvise dømmekraft og træffe fornuftige fælles beslutninger, men pirrer os kollektivt til døde med en overflod af stimulanser, underholdning og massepsykose.

Det gamle medium, som grækerne og romerne opfandt, var bogen. Denne humanistiske genre stræbte ikke kun efter sandhed, men ville også påvirke og overbevise potentielle venner. At alfabetiseringen og den skrevne tekst fra sin begyndelse for 2.500 år siden og frem til for nylig kunne forblive relevant, skyldes ifølge Sloterdijk, at det skrevne ord lod sig viderebringe som et »kædebrev gennem generationer«. 

ANNONSE

Velvidende at mennesker er »dyr under indflydelse« var bøger tykke breve, afsendt til mulige venner med det, afsenderne opfattede som den rigtige form for påvirkning. Romerne – og siden de kristne (hvem Sloterdijk mærkværdigvis slet ikke nævner) – medvirkede i denne kamp om mennesket og var med deres udviklede transskription postomdelere for den vestlige civilisation.

Civilisationen hvilede dengang på erkendelsen af to magter i dannelsen af mennesket.

På den ene side de hæmmende tendenser – og på den anden side de frisættende tendenser. Det hæmmende lyder forkert i dag. Men i den europæiske højkultur så man anderledes på mennesket: Det var hverken rent eller uskyldigt, det var moralsk ambivalent. Man så også mere realistisk på hæmninger: Mennesket måtte tæmmes. Ellers vil naturen eller frisættende indflydelser sætte sig igennem og føre til forråelse og barbari. Forfatteren skriver: »Humanismens latente tema er altså at befri mennesket fra dets vildskab, og dens latente tese lyder: ordentlig lekture gør tam.«

Det var dengang. Nu er forestillingerne nogle andre. 

I et historisk lys kommer vor epokes nye medier med tilblivelsen af massekulturen efter Første Verdenskrig (radioen), Anden Verdenskrig (tv) og senest med internettet og kunstig intelligens. De er at regne for vor tids amfiteater og stadioner med deres sug af sensation og beruselse. Her er hver eneste dag en ny dag, et nyt ansigt, en ny skandale, opfindelse eller teknologi. Hastigheden er høj, og meget lidt hænger ved. Jeg vil tro, at mange vil nikke genkendende til denne følelse af flimmer, affekter og skamløshed fra deres egen mobiltelefon, der synes at være groet sammen med hånden.

Vi fascineres af de nye mediers monsun, naturligvis gør vi det, ligesom antikkens pøbel elskede optog, henrettelser og væddeløb. Vi kan slet ikke lade være og er for længst blevet afhængige af den overfladiske nyhedsstrøm og det globale opmærksomhedskapløb. Ganske hurtigt er vores verden blevet ”postlitterær” og ”posthumanistisk”. 

Bogens tid er simpelthen forbi; det samme er tilfældet med såvel den klassiske som den nationale dannelse, som fik en kortvarig renæssance med de borgerlige nationalstaters læreanstalter, gymnasieskoler og læsebogskanon i det 19. og 20. århundrede. Vi erkender ikke længere gennem skriftlighed og den vestlige civilisations klassikere, men gennem billeder, lyd og popmusik: »Vores moderne storsamfund kan kun i marginalt omfang endnu frembringe deres politiske og kulturelle syntese via litterære, skriftlige, humanistiske medier.« 

Denne marginalisering indebærer naturligvis ikke, at der ikke længere udgives bøger, men fortidens normsættende bøger er reduceret til en subkultur. De er ikke længere en del af, hvad Sloterdijk kalder syntesen mellem kultur og politik:

»Dette at fortidens normsættende bøger mere og mere er ophørt med at være breve til venner, og at de ikke mere ligger på deres læseres skive- og natborde, men er sunket ned i arkivernes tidløshed – også dette har frataget de humanistiske bevægelse det meste af dens tidligere kraft (…) Alt tyder på, at arkivarer og aktivister er blevet humanisternes efterfølgere.«

Arkivarer og aktivister. Lad mig gætte på, at aktivisterne vil vinde. Måske endda dem, Hans Rustad portrætterer i sit seneste skriv om konflikten i Gaza og den pro-palæstinensiske ungdom i Europas hovedstæder (11/6): Dem, der ikke længere værdsætter vores liv. Dem, der går ind for de andre, de undertrykte, de noble vilde, Hamas, Palæstina, de sorte, det globale Syd. 

Mod den slags aktivister har humanisterne hverken ord eller våben.

Peter Sloterdijk: Regler for menneskeparken – et svar på Heideggers ‘Brev om humanismen’

Oversat fra tysk af Knud Michelsen

73 sider, 140 kr.

Multivers

ANNONSE

Læs også

Læs også