Verden har tydeligvis udviklet sig til et galehus. Medierne og det meste af politikken er overtaget af afsindige ideologer, som mest går op i ”klimaforandringer”; den hvide mands medfødte ondskab og racisme; nutidens skyld for fortidens gerninger; mænd, der kan blive til kvinder; politikere, der danser omkring i nøgenoptog til fejring af diverse seksuelle afvigelser; drag queens, der vrider sig af liderlighed foran småbørn; børn, der i skolen skal lære at foragte deres land og den vestlige kultur. Enhver kan fortsætte listen. Hvad er der på færde, og hvad kan vi gøre for at genskabe et minimum af sund fornuft?

Blandt andet det var temaet for en længere samtale mellem den canadiske psykolog Jordan Peterson og den russisk-fødte komiker Konstantin Kisin. Der er mange indgangsvinkler til indholdet af denne på mange måder dybsindige, filosofiske meningsudveksling, men her er, hvad jeg bed mærke i.

Peterson og Kisin var enige om, at vi aldrig kan bekæmpe woke-vanviddet blot ved at fordømme det. De unge på 16-20 år, som udgør wokisternes kernetropper, leder efter noget, der giver deres liv mening, noget heroisk, som de kan forbinde sig med, og hvis højrefløjen ikke har noget meningsfyldt at tilbyde dem, vil de kaste sig ud i den rene destruktion og nihilisme. Som fylder deres liv med mening i den forstand, at bestræbelsen kalder på kamp og tilbyder et kollektiv, som de kan indgå i.

Som Kisin understreger, er et apokalyptisk verdenssyn (Jordan går snart under, så lad os hjælpe undergangen på vej) tiltrækkende for mennesker, som ikke har noget formål med livet. Woke, der går ud på at eliminere alle tilvante forestillinger og enhver historisk erfaring, er i virkeligheden et udtryk for selvhad: Da jeg ikke kan se noget formål med noget, kan jeg opnå en vis tilfredsstillelse ved at nedrive alt omkring mig. Hermed kan jeg også – som Jordan Peterson påpeger – få opfyldt mit behov for at blive straffet for mine synder – et behov, der består, selv om det moderne mennesker måske betragter sig som aldrig så irreligiøs.

Hvis anti-woke-folkene ikke kan andet end automatisk at forkaste alt, hvad woke-tilhængerne siger, bliver de blot et spejlbillede af det, som de vil til livs. Hvis man blot bliver det modsatte af, hvad man vil bekæmpe, vil man møde de samme problemer som modstanderne døjer med. Eller som Konstantin Kisin udtrykker det: Man kan ikke vinde idekampen ved at sige, at modstandernes synspunkter er det rene lort, selv om de er. Moraliseren over tidens dårskab kommer højrefløjen heller ingen vegne med. Højrefløjen må præsentere de unge for et håb, en positiv vision om noget efterstræbelsesværdigt, som kan give livet mening. Men hvordan gør man det i en tid, hvor Gud er død og erstattet af andre religioner så som klimatroen, afvisningen af de biologisk betingede forskelle på mænd og kvinder, troen på den hvide mands medfødte ondskab og overbevisningen om, at menneskeheden her i det 21. århundrede befinder sig i et rum helt adskilt fra millioner af års historie – en enestående tilstand, hvor vi er frie og berettigede til at kaste os ud i ethvert tænkeligt eksperiment?

Petersons svar er, at vi må spørge hvert enkelt menneske, hvad han eller hun har som mål i livet – uanset hvad det måtte være – og derefter spørge, hvad han eller hun har tænkt sig at gøre for at realisere målet. Man må altså gøre det klart for den enkelte, at hvis man vil leve et tilfredsstillende liv, må man bygge noget, skabe noget – om det så er en familie, at få børn, skaffe sig et meningsfyldt arbejde, få venner eller hvad det kan være. Kan man få folk til det, vil de ikke længere være woke, for det kan man ikke være, hvis man er ved at opbygge noget. Det er imidlertid ikke en transformation, der kan påtvinges fra samfundets top, men må komme nedefra.

Som Kisin understreger, må vi forstå, at verden aldrig bliver perfekt – at vi altså ikke kan skabe et paradis på Jorden. Alt, hvad vi kan gøre, er at prøve at gøre den bedre.