Nyt

Efter syv års undersøgelser og en dom i Lyngby, som Landsretten underkendte, fordi dommeren var inhabil, har Retten på Frederiksberg netop frifundet DF’s formand for snyd med EU-midler.
I begrundelsen siger retten – på jurasprog – at det er “overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at der ikke blev afholdt et EU-seminar ved sommergruppemødet”.
På normalt dansk mener retten altså, at det meget vel kan tænkes, at pengene blev lovligt brugt til et EU-seminar, som Messerschmidt hele tiden har hævdet, og som flere vidner kunne bekræfte.
Det er også “overvejende betænkeligt”, at flere af Messerschmidts partifæller sandsynligvis har afgivet falsk forklaring for at få ram på ham, og at andre under det langstrakte sagsforløb er faldet ham i ryggen for at forhindre ham i at blive partiformand.
Det er endvidere betænkeligt, at det skulle tage syv år at nå en foreløbig afgørelse i en simpel sag om 100.000 kr. Men når det drejer sig om personer, som magthaverne vil have ned med nakken, er processen selve straffen – dvs. at man må lide i årevis, uanset hvordan sagen ender med at falde ud.
Afgørelsen er som sagt foreløbig, fordi en hævngerrig anklagemyndighed har mulighed for at kære til Landsretten, så der kan gå flere år mere – mens medierne kan blive ved med at kaste et betænkeligt skær over Messerschmidt.
ANNONSE