Kommentar

Lyden af ​​trommerne når mig, før jeg ser lysene fra optoget. Taktfuld, messende. Med rolige pauser til hvile. Tættere og tættere på.

Jeg sidder med min søn, venner og kolleger på en udendørs restaurant i Los Boliches i Fuengirola. Det er dagen, hvor den katolske verden fejrer den hellige Madonna af Carmel, La Señora del Carmen, og vi afventer processionen. En gang om året bliver den gigantiske statue af Madonnaen og Barnet båret fra den lokale landsbykirke i det, der engang var en lille fiskerby, ned til stranden og ud på havet for at velsigne fiskerne og deres både.

Statuen er enorm – der skal tæt på hundrede stærke mænd til at bære den. Alligevel kan de kun gå 50 meter ad gangen, så skal optoget hvile i ti minutter. Så går de langsomt, langsomt hele vejen – fra kirken, ud på gaden, mod stranden, i vandet og tilbage igen. At bære Madonnaen er en æresmission, og nogle går hele strækningen med bind for øjnene.

Det formelle optog består af mange hundrede deltagere, men tilskuerne er mange gange flere. Det er svært at komme igennem i mængden, men min søn og jeg er også med og følger optoget det sidste stykke mod vandet.

ANNONSE

strandpromenaden i Los Boliches. Foto: Helena Edlund[/caption]

Da optoget er slut, og vi er tilbage på terrassen igen, tager diskussionerne en ny drejning – hvad har vi lige været igennem? Vi er enige om, at det selvfølgelig handler om forskellige oplevelser, alt efter om man er kristen eller ej. Men budskabet til alle, der overværede optoget (live eller via medierne) er stadig klart: Her er vi kristne. Dette er kristent område.

Budskabet om multikulturalismen

Vi er også enige om, at sådan noget aldrig kunne finde sted i Sverige eller Norge eller Danmark. Sådanne store kristne manifestationer i byerne vil formentlig blive stemplet som stødende over for “personer af anden tro”. På den anden side er det fuldt ud muligt for tilhængere af andre religioner at manifestere sig i massevis, som Malmøs beboere for nylig oplevede det.

Den 10. juli samledes tusindvis af mænd i en af ​​Malmøs parker for at bede i forbindelse med den muslimske højtid Eid al-Adha. Arrangementet fik stor opmærksomhed i sociale medier og blandt andet mente Nyans-partiets partileder, Mikail Yüksel, i et opslag på Twitter, at den muslimske massebøn var et vidunderligt bevis på, at multikulturalismen beriger Sverige. Der blev dog ikke givet nogen forklaring på, hvordan multikulturalismen beriger, men budskabet, som de tusindvis af bedende mænd sendte ud, var så meget desto tydeligere: Her er vi muslimer. Dette er muslimsk territorium.

Det faktum, at den gigantiske demonstration kunne være stødende for ikke-muslimer, eller sekulære muslimer, der er flygtet fra islamistisk undertrykkelse, blev ikke engang nævnt. At antyde sådan noget ville være at afsløre ens racisme og islamofobi, hvilket blev tydeliggjort af diskussionen, der fulgte efter Yüksels indlæg.

Kampen om ideologisk territorium

Ikke desto mindre handler optoget i Los Boliches og Eid-bønnen i Malmø om det samme: Signaler. Det hele handler om signaler – og om kampen om det ideologiske territorium. Sådan en kamp eksisterer faktisk, både her i vores samfund, og andre steder, hvor uforenelige ideologier og religioner stilles op mod hinanden. Nutidens Europa er igen blevet et geografisk område, hvor kristendommen og islam kæmper om det samme rum.

Fra den samme promenade, hvor statuen af ​​Madonnaen blev båret, kan man i klart vejr fornemme Afrikas kyst. For spaniere generelt, og andalusiere i særdeleshed, er synet en konstant påmindelse om, at de i disse egne levede under muslimsk styre i otte århundreder, mellem årene 711 og 1492. De vil ikke tilbage til dengang, og de viser det også det i hverdagen. I Fuengirola er der for eksempel en smuk moské, og der bor mange muslimer i området – men de ved, at de ikke kommer igennem med nogen krav om hverken særlovgivning eller bøn. De må gerne være i Spanien, men på Spaniens og spaniernes præmisser – hvilket blandt andet betyder, at landet er kristent. For enhver, der så optoget komme frem i Los Boliches, var det indlysende:

“Grænsen mellem islam og kristendom er ved Gibraltar. Her, men ikke længere.”

I Sverige er der ingen sådan grænse, hvilket blev tydeligt i parken i Malmø. I Sverige flyttes grænserne konstant og altid til fordel for islam, som er muliggjort af kombinationen af ​​en svag national identitet, en lang fredshistorie og en enorm uvidenhed om religioner.

Hvor mange af de svenskere, der forsvarer muslimske bønkaldelser, ved for eksempel, at ethvert land, hvor bønnekaldet kan høres, betragtes som islamisk ifølge islam – uanset landegrænser og befolkning? Hvor mange af dem, der jublede for tolerance, da tusindvis af muslimer bad i en svensk park, lagde mærke til barrikaden, der skulle holde kvinderne væk fra mændene? Hvor mange af alle dem, der taler om multikulturalisme, ved, hvad der sker med ikke-muslimer i muslimske lande? De kan spørge enhver, der flygtede fra islamistisk undertrykkelse, der er mange af dem nu. Eller de kan spørge andaluserne. De er vokset op med de historiske fortællinger – og derfor vil islam aldrig nogensinde få magten i Spanien igen.

Men i Sverige er det som sagt anderledes. Her er det tilladt at kalde til bøn i flere og flere moskeer, hvilket ifølge islam betyder, at jorden, kvadratmeter for kvadratmeter, tilhører islam. Her reklamerer museerne for en ideologi, der undertrykker kvinder og markedsfører den som “moderat livsmåde”, og i september stiller det islamistisk-fascistiske parti Nyans op til valget.

Hvordan vil vi have det?

Signaler. Det handler om de små, små signaler, der tilsammen har enorm betydning for, i hvilken retning vores samfund vil udvikle sig. Situationen er sådan, at den ene part vinder og den anden taber.

Kristendom og islam er faktisk grundlæggende uforenelige, selvom det er politisk ukorrekt at påpege det. Vi behøver ikke gøre mere end at påpege det åbenlyse: At hele den kristne tro hviler på aksiomet om, at Jesus er Guds søn, mens det er islams værste (og eneste utilgivelige) synd at påstå, at Gud har en søn. Selv synet på forholdet mellem religion og stat, synet på den hellige skrift og synet på den enkeltes religiøse identitet er uforenelige, ligeledes synet på uenighed, brugen af ​​vold og tvang, synet på demokrati, synet på kriminalitet. og straf, synet på kvinder og børns rettigheder – ja, listen kan gøres lang, og snart er det ikke længere muligt at vende det blinde øje til forskellene.

Det positive ved denne udvikling er, at det muliggør en konstruktiv diskussion om, hvordan vi egentlig ønsker, at tingene skal være i vores lande. Må et hvilket som helst system få lov til at dominere, og i givet fald hvilket? Hvor meget kan vi forestille os at gå på kompromis? Hvilke grænser vil vi sætte? Sender vi de rigtige signaler?

Nutiden viser, at der eksisterer en kamp, ​​uanset om vi vil se den eller ej. Kampen er der, den udspiller sig for vores øjne, og den er synlig gennem de små tegn. Hvem er til stede? Hvem ejer området? Hvem rykker frem, hvem trækker sig tilbage? Tegnene er der, for dem der vil og tør se dem.

ANNONSE

Mest læst

Et billede siger mere

Vor tids paria