Kommentar

For at magthaverne kan bevare magten, har de brug for kriser, og der er mange at vælge imellem. Den ene dag er det klima, den anden er det nye covid-varianter, og den tredje er det meninger fra “højrefløjen”, der skal undertrykkes, før de forgifter hele samfundslegemet.

Tag klimahysteriet, der promoveres for at holde befolkningen i en konstant tilstand af frygt. Hensigten er at malke den produktive sektor, så man kan opfede et svulmende bureaukrati og sikre jobmuligheder for en talrig skare af eksperter og moralprædikanter, der lever af at opfinde problemer, alt mens de har opgivet at løse de virkelige problemer. Og så skal hysteriet naturligvis tjene til, at politikerne kan blive siddende.

Hvis de samvirkende hystader virkelig mente, at udledningen af CO2 var en trussel mod klimaet, ville de satse på kernekraftværker, der ikke udleder noget. Men det kan der ikke blive tale om, for så risikerede herskerne at måtte sige farvel til diverse “grønne” afgifter. Da Pernille Vermund for nyligt rejste sagen i Folketinget, fik hun en hånlig afvisning af Mette Frederiksen, der spurgte, om folk gerne ville have et kernekraftværk i baghaven. Det er niveauet.

ANNONSE

Det handler om magt og penge og ikke om verdens temperatur. Og hvis Greta Thunberg ikke slår til, er der gode gamle corona. Den har ganske vist været kraftigt aftagende, men vent. Der kommer snart en ny og meget farlig variant. Danske journalisters hoforgan, Washington Post (15.4.), er allerede begyndt at varme op med to nye omicron-undervarianter, som hedder BA.2.12 og BA.2.12.1. De er foreløbigt ikke så farlige, som man kunne ønske, men der skal snart være valg i USA, så mon ikke de når at blive så rædselsvækkende, at demokraterne får bedre muligheder for at begå valgsvindel?

Amerikanske meningsmålinger viser, at den almindelige befolkning er ved at være godt træt af den herskende klasses kriser og bestræbelser på at regulere borgernes tilværelse. Folk vil kort sagt have et normalt liv uden konstant at få Big Brothers dårlige ånde i nakken.

Det må der gøres noget ved, og Biden-administrationen har derfor oprettet et sandhedsministerium efter George Orwells recept. Det skal bl.a. undertrykke ubelejlige oplysninger og meninger om klimaet og coronaen for at forhindre tilstrømning til “højrefløjen”.

Alverdens diktatorer venter spændt på, om det lykkes.

ANNONSE