Kopierede/fra hoften

Der er penge i klimaet – både for dem, der skal opføre vindmøller og solanlæg og de talrige aktivister og propagandister, der lever af at promovere CO2-myten. Hertil kommer politikere som Dan Jørgensen, hvis karriere hviler på jammer over den påståede menneskeskabte opvarmning.
Nu har det forstyrrede svenske pigebarn, Greta Thunberg, sluttet sig til en gruppe teenagere og andre barnlige sjæle, som har anlagt sag mod den svenske regering for ikke at gøre nok for at sikre en ”bæredygtig” udvikling til gavn for kommende generationer.
Klimatosserne er altså ikke tilfredse med, at talløse europæere må sidde og fryse, fordi energien er blevet for dyr til, at de kan opvarme deres hjem.
Men efter at have levet højt på klimahysteriet er flere regeringer blevet nervøse over de folkelige reaktioner, hvis de fortsætter med Thunberg-kursen.
Den britiske regering har netop meddelt, at den vil åbne den første nye kulmine i tre årtier. Det har fremkaldt raseri blandt CO2-folket, men regeringen forsvarer sig med, at 85 pct. af kullet skal eksporteres – som om det gjorde nogen forskel, om det bliver brændt af i Storbritannien eller uden for landet. Hvis regeringen får held med sit forehavende, må man rimeligvis regne med, at det vil føre til åbning af flere miner.
Også regeringen i det helligste af alle lande, Sverige, har fået kolde fødder, og udenrigsminister Tobias Billström meddeler, at landet vil begynde at bygge flere kernekraftværker for at skaffe sikker, ren og billig energi. Sverige havde ellers besluttet at udfase sine kernekraftværker, men så skete der noget på vejen til Shangri La.
Den tyske regering holder fast i kernekraftmodstanden og vil fortsat lukke sine kernekraftværker – i modsætning til Frankrig, der vil bygge flere.
Herhjemme vil Mette Frederiksen ikke høre tale om kernekraft, men satser på at plastre land og hav til med vindmøller og solpaneler, som virker, når solen skinner og vinden blæser.
Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at denne form for energiforsyning ødelægger den danske natur, men hvad skal vi også med den?
ANNONSE