Nyt

Jeg har beskæftiget mig med politik i snart 25 år, og hvis jeg har lært noget, så er det at enhver lempelse i udlændingepolitikken vil blive anvendt uafhængigt af intentionerne. Derfor skuffede det mig, at Nye Borgerlige er med i et borgerligt udspil, der skal skaffe arbejdskraft til Danmark fra ikke-vestlige lande. Alt for mange danskere, og en stor andel af herboende udlændinge går i forvejen arbejdsløse, og foruden en ‘greencard’-ordning, er der fri adgang til det danske arbejdsmarked for enhver EU-borger.

Forslaget må derfor i praksis handle om andet end mangel på arbejdskraft, og der er ingen grund til at købe argumentationen. Heller ikke selvom Vermund i interviewet med Berlingske, gør sig umage for at understrege at forslaget ikke er møntet på indvandrere fra lande der ‘værdimæssigt og kulturelt fører andre problemer med sig’. God kommentar fra Storm over Europa – Vi er ved at gentage gæstearbejder-fejlen.

“Medierne fortæller os, at ‘Danmark skriger på arbejdskraft’. Der mangler hænder siger man, men sagen er nok nærmere, at der mest af alt mangler arbejdskraft til den rigtige pris, altså den rigtige lave pris. Erhvervslivets lobby-organisationer arbejder i døgndrift for at sprede budskabet, og Blå Blok adlyder som var de Pavlovs hunde…

Den naive forestilling om, at man bare kan importere mennesker som om de var en ressource, og så bede dem om at skride igen, så snart man ikke har brug for dem mere, er en gentagelse af det, der udspillede sig, da man i sin tid inviterede gæstearbejdere til vores land. Dengang var det også midlertidigt. De er her endnu. For det der sker, er at folk slår rod, skaber sig en tilværelse og så videre, og så er de altså ikke sådan lige at komme af med.

Politikerne forsikrer os om, at det er midlertidigt. Nye Borgerlige tror, at det er nok, at disse migrantarbejdere ikke har ret til overførselsindkomster, for så vil de jo smutte igen, når de ikke er i arbejde. … Folk, der taget til Danmark for at arbejde har en masse rettigheder. De kan få familiesammenføring, og den sammenførte familie kan også arbejde her i landet, til langt under den beløbsgrænse, der er foreslået. Der er heller intet til hinder for at disse tilrejsende arbejdere kan søge om, og opnå permanent opholdstilladelse på lige fod med alle andre migranter, og det samme gælder deres familier.

… Det virker helt absurd, at man på den ene side taler imod masseindvandring, og samtidig åbner en ladeport for økonomisk motiveret indvandring, fordi erhvervslivets lobbyorganisationer beder om det. De konservative elementer i Blå Blok bør overveje om de vil tjene mammon eller deres folk. Man kan som bekendt ikke tjene to herrer.”

ANNONSE