Kopierede/fra hoften

Brev fra en lang forhandlingsaften i Finansministeriet.

”Helt grundlæggende må det være sådan, at når man har fået ophold i Danmark, så skal man selvfølgelig forsørge sig selv”.

Citatet er af Mette Frederiksen fra 2018 – fra før hun blev statsminister.

Jeg var dengang og er i dag 100 procent enig. Det er faktisk et af Nye Borgerliges ufravigelige krav, at udlændinge her i landet skal forsørge sig selv.

Udlændingepolitikken kan godt løses fra bunden. Vi skal blot sammen have det politiske mod til at gøre det rigtige.

Men vi behøver ikke nytteløse nyttejobs og en hær af sagsbehandlere i jobcentrene til at lokke og overtale indvandrere til at arbejde for føden. De skal såmænd blot have besked på, at hvis man kan, så skal man tjene sine egne penge.

Kassen skal lukkes.

Nu har Mette Frederiksen magten, og jeg venter utålmodigt på, at hun vil opfylde sit løfte.

Her til aften forhandler jeg med regeringen om et forslag, som ifølge finansminister Nicolai Wammen skal sende indvandrere ud at arbejde for kontanthjælpen og dermed indfri løftet.

Nye Borgerlige er med i forhandlingerne, men det ser godt nok meget ringe ud. Regeringens ambitioner er skrumpet, som uldtrøje i kogevask.

Hvis det stod til mig, så ville beskeden til raske og rørige udlændinge på kontanthjælp være ret enkel: ”Kassen er lukket. Find et arbejde. Hvis du ikke vil arbejde, kan du få en madpakke og en billet ud af landet”.

Men sådan bliver det ikke, hvis det står til regeringen.
Regeringen vil afsætte 200 millioner kroner af dine og mine skattepenge til at ansætte en mindre hær af konsulenter og sagsbehandlere på jobcentrene, som skal opfinde 10.000 nyttejobs og individuelle træningsforløb til de ikke så arbejdsivrige indvandrere.

ANNONSE

For de penge kunne vi ansætte 500 mennesker til at passe de ældre på plejehjemmene.

Selv vurderer regeringen, at man for 200 millioner kroner til ekstra administration i jobcentrene og en masse nyttejobs kan få sølle 250 indvandrere til at skifte livsførelse og blive selvforsørgende.

Det er helt grotesk, når vi kan se i Danmarks Statistik, at der er over 20.000 indvandrere i kontanthjælpssystemet – altså mennesker, som med statsministerens ord ”selvfølgelig skal forsørge sig selv”.

Virkeligheden er sådan, at vi i årtier har inviteret mennesker ind i vores land, som ingen lyst har til at bidrage hverken til deres egen forsørgelse eller til fællesskabet. 10.000 vis af mennesker, som foretrækker at leve af offentlig forsørgelse og gør, hvad de kan, for at slippe for at skulle tjene deres egne penge.

Det er politikernes enorme svigt af danskerne. Det svigt løser vi ikke med flere ansatte i de i forvejen håbløse jobcentre, der kan piske de syge og nedslidte danskere, men er fuldstændige umulige til at få folk i arbejde.

Den plan vil regeringen have Nye Borgerlige til at skrive under på.

Det kommer vi ikke til. Det er en lappeløsning, som er så ringe og så dyr, at man nærmest føler sig til grin for skatteborgernes penge.

Og jeg vil kraftigt advare de andre partier – og måske især DF – imod at hoppe i kanen med regeringen på denne sag.

Kassen skal lukkes.

Kærlig hilsen
Pernille

ANNONSE