Viruslaboratoriet i Wuhan. Foto: Ureem2805 / Wikimedia Commons.

Jo længere tid der går uden at der kan påvises noget ophav til korona-­pandemien udenfor virus­laboratoriet i Wuhan, desto stærkere står hypotesen om at korona­viruset rent faktisk lækkede fra laboratoriet.

Når ikke engang WHO længere udelukker laboratorie­hypotesen lige så kategorisk som før, og en fremragende tysk professor sætter sit renommé på spil for at fremlægge en række af indicier,­ som peger klart i retning af laboratoriet, giver det grund til eftertanke for den, som ikke vil nøjes med en enkel sandsynligheds­betragtning.

For hvor sandsynlig er det egentlig at et naturligt virus­udbrud sker på det eneste sted i mere end tusind kilometers omkreds hvor der forskes på virus af akkurat samme type? Al fornuft tilsiger at laboratoriet må regnes som skyldig indtil det modsatte eventuelt bliver bevist, for dette er ikke en straffesag mod et skurvet individ.

Nylig er der også kommet oplysninger frem fra Frankrig som føjer sig ind i den lange række af indicier på laboratorie­lækage. Det var nemlig takket være eksport af fransk teknologi at Kina blev i stand til at sætte et virus­laboratorium af typen P4 op, som er den aller højeste sikkerheds­klasse. Og undersøgelser som Le Figaro har gennemført, viser at franske sikkerheds­myndigheder ikke havde det særlig godt med denne eksport.

Dette svært sensitive samarbejde skabte helt fra starten af spændinger i Frankrig. Det var i 2004 at Jacques Chirac og den kinesiske præsident Hu Jintao indgik et samarbejde med sigte på at bekæmpe nye infektionssygdomme. Et år tidligere var Kina blevet hårdt ramt af SARS.

Både præsident Chirac og Frankrigs statsminister Jean-Pierre Raffarin var, foruden dele af læge- og farmaci­branchen, tilhængere af samarbejdet. Men fagfolk i udenrigsministeriet, forsvarsministeriet og sikkerhedstjenesten ”Secrétariat Général de la Défense et de la Sécurité Nationale” (SGDSN) var betænkte ved tanken om at sprede strategisk interessant højteknologi til et autoritært land som ikke er en allieret.

De frygtede at et P4-laboratorium, som er i stand til at håndtere de aller farligste vira, som ebola, en dag ville blive omgjort til et biologisk våben. Til forskel fra kerne­fysiske og kemiske masseødelæggelsesvåben findes der ingen inter­national kontrol med denne type svært sensitivt biologisk materiale, som nogle specialister kalder en «bakterio­logisk atombombe». Eksperterne kritiserede også manglende transparens omkring mobile P3-laboratorier.

Efterhånden som laboratoriet kom i drift, mistede de franske videnskabsfolk, som var involveret i samarbejdet, stadig mere kontrol med hvad kineserne havde gang i. 50 franskmænd, som skulle have arbejdet i laboratoriet over en femårs­periode, endte med aldrig at tage til Wuhan. Siden advarede amerikanske besøgende om svigtende sikkerheds­rutiner ved laboratoriet.

Før pandemien brød ud, rapporterede også kinesiske medier at forskere lod laboratorie­materiale løbe i kloakken efter eksperimenterne. De hævdede også at forskere, som prøvede at få enderne til at nå sammen, også solgte forsøgsdyr som havde gennemgået eksperimenter, på markeder i Wuhan.

Amerikansk efterretningstjeneste har helt fra starten peget på laboratorie­lækage som en plausibel forklaring på virus­udbruddet.

Tidligere assisterende national sikkerhedsrådgiver Matthew Pottinger satte ny fart i debatten i februar, da han sagde at det kinesiske militær havde udført hemmelige dyreforsøg i P4-laboratoriet i Wuhan siden 2017, og at flere videnskabsfolk ved det virologiske institut var blevet syge i efteråret 2019, før udbruddet i byen.

Taget i betragtning at mange omstændigheder er kommet frem i favør af laboratorie­hypotesen, og kun lidt eller ingenting i favør af nogen naturlig hypotese, er det ikke længere specielt dristig at drage konklusionen. Det er næsten krampagtig at lade være.

—