Paula Gabriela Alvarez Larrain. Foto: BKP Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported

Chilenske Paula Gabriela Alvarez Larrain kom til Danmark som 4-årig med sine forældre, der var politiske flygtninge. Selvom Danmark tog vel imod hende, nærer hun alligevel som 50-årig antipati mod det land det gav hende alt. Fænomenet er velkendt. Hun flygtede fra en nationalstat, og vil nu gøre Danmark til et multikulturelt Atlantis, fordi hendes etnicitet gør det umuligt for hende, at føle sig 100 procent som de indfødte. I Twitterland er ‘intolerance’ et fyord, men set i et større perspektiv, så er det på ingen måde det værste der kan overgå Danmark. Ja, Larrains tårer, er vel at betragte som sundhedstegn. Håb for en bedre fremtid. God tur til Valparaíso…

“De første par måneder bliver familien indkvarteret på Hotel Corona i den indre by, hvorefter familien flytter ind i en lille lejlighed i Brøndby Strand og senere erhverver de eget hus i Vallensbæk. Efter nogle år rykker de teltpælene op og flytter til Esbjerg, hvor faren har fået arbejde som helikopterpilot med fast rutefart til boreplatformene.

… en dag forlader Paula folkeskolen med et karaktergennemsnit tæt på 11, og tre år senere kan hun fejre en superflot studentereksamen, som åbner døren til en journalistisk læreplads på Esbjerg Ugeavis, hvor hun bliver oplært i den gamle mesterlære. Alligevel snupper hun lige en fireårig uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, hvor hun som blot 23- årig en dag står med et nydeligt diplom i hånden. En stor journalistisk karriere venter Paula – i første omgang på Berlingske Tidende. … hun får fastansættelse som studievært på DR, hvor hun bliver et særdeles populært ansigt.” (Det Grønne Område, 25. november 2008)