Forfatteren Margaret Atwood er blevet en heltinde på venstrefløjen, fordi hun beskriver dystopien ved et samfund, hvor en religiøs højrefløj overtager magten. Men det er ikke Trump-administrationen som forbyder bøger og sparker folk ud i mørket. Det er venstrefløjen. Det giver de venstreorienterede og liberale store problemer. De kan ikke få verden til at gå op. Det er egentlig det, opråbet i Litteraturmagasinet Harper’s fortæller: Et råb om hjælp.

Det har vakt opsigt at 150 kulturpersonligheder og intellektuelle har undertegnet et opråb, som advarer mod den galopperende censur mellem kolleger, eller ”cancel culture”, med et nyord.

Enkelte finder det rørende at Noam Chomsky og J.K. Rowling kan stå sammen med Salman Rushdie, Margaret Atwood, Ian Buruma, Michael Ignatieff  og advare mod en glidning på venstrefløjen.

Men ingen skal være i tvivl om hvem disse underskrivere mener, der udgør den største fare mod demokratiet:

Illiberalismens kræfter tiltager i styrke i hele verden og har en magtfuld allieret i Donald Trump, der repræsenterer en reel trussel mod demokratiet

Fjenden står altid til højre, den præmis giver de ikke slip på.

Opråbet åbner med at slutte sig til “behovet for en politireform” og større lighed og inkludering på en række områder.

Kraftige protester for racemæssig og social retfærdighed intensiverer gamle krav om en politireform, sammen med kraftige opfordringer til større lighed og integration i vores samfund, ikke mindst inden for videregående uddannelser, journalistik, humanisme og kunst.

De intellektuelle vil gerne forsikre om at de er på den rigtige side af historien. At sige du er for politireformen, når kravet går ud på at “defund the police”, udsulte politiet, er at vælge side. Anarkiets side.

Så klinger det hult når disse navne beklager, at censur og udelukkelse nu rammer kendte liberale som Steven Pinker.

Helt for nylig er Steven Pinker blevet udsat for et opråb fra mere end 500 lingvister som vil have ham fjernet fra Linguistic Society of America liste over ”distinguished academic fellows” for en række tankeforbrydelser.

Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling har over længere tid været udsat for en kampagne fordi hun har et afvigende syn på transpersoner.

 Det er altså først når øksen rammer dem selv, at venstrefløjen bliver bekymret. De havde ikke protesteret, hvis bølgen kun havde ramt højrefløjen.

For højrefløjen har urene motiver. Den udnytter her censur og ”the cancel-culture”, og fortjener derfor ingen sympati, hvis vi forstår underskriverne ret.

De 150 navne jamrer på egne vegne. De er nu skydeskive for rødgardisterne.

Men dette nødvendige opgør har også intensiveret et nyt sæt moralske holdninger og politisk engagement, der har tendens til at svække vores normer for åben debat og tolerance af forskelle til fordel for ideologisk konformitet

De højreorienterede som “udnytter the cancel culture” fortjener ikke at forsvares. Det er kun liberale stemmer som fortjener det.

Men modstanden må ikke få lov til at størkne i sin egen tilstand af dogme eller tvang – som højreekstreme demagoger allerede udnytter. Den demokratiske inkludering, vi ønsker, kan kun opnås, hvis vi taler imod det intolerante klima, der er opstået på alle sider.

De 150 er sikkert bekymret. Men så længe man inddeler de censurerede og udelukkede i retmæssige og uretmæssige ofre, er protesten nytteløs.

En forfatter/journalist, som Anne Applebaum, har deltaget i jagten på “far right”-stemmer og ønsker brændemærkning og udelukkelse.

Med et sådan udgangspunkt kan man bare sige: Velkommen her, men I har meget at lære.

Applebaum er for øvrig noget af en gåde: Hun har skrevet bøger om kommunisternes overtagelse af de østeuropæiske stater efter anden verdenskrig. Men går nu selv ind for metoder, som brændemærker sund opposition som ”far right”, og som må elimineres.

Dette er blevet de liberales dilemma: De forstår ikke det de står overfor. De fatter ikke de politiske kræfter, men falder tilbage på klicheer fra mellemkrigstiden. Nu forstår de heller ikke det, der sker bag dem selv, på deres egen side. De klemmes mellem to kræfter og der er en vis desperation i klageråbene.