Kommentar



Hvem har skylden for den politiske krise i Vesten? Hvem forsøger at forstå og hvem forsøger at fraskrive sig ansvaret og skubbe skylden over på andre?

At være liberale i den gode betydning betyder at være god til at forstå. Når liberale begynder at lægge skylden for Trump og Brexit  på folket, er det et tegn på svaghed.

Laure Mandeville, USA-korrespondent for Le Figaro i otte år, spørger om vi befinder os i et Marie Antoinette-øjeblik: Marie Antoinette, Donald Trump, and the Shaky West:

 “When Marie Antoinette was looking through the window of her castle, at crowds with pitchforks in Versailles, she probably thought that it might pass, that people would calm down and the old order prevail,” said the diplomat. “What if we have entered a similar moment? What if this wave of anger gets so big that it destroys the EU, Western democracies, and the West as we have known it?”, he wondered. And then came Brexit.

Marie Antoinette levede i sin egen verden. Gør ikke også kendte liberale skribenter og journalister det? Mennesker man tidligere så op til, som Anne Applebaum og Robert Kagan, siger nu ting som er rent ud stupide. De var tidligere på højde med situationen. Hvad er der sket?

Danske aviser snakker efter munden og fremhæver dem som orakler. Sådan skaber de et stort tomrum i offentligheden, hvor meningen forsvinder. Andre vil selvsagt forsøge at udfylde rummet. Kan man beskylde disse andre for at stjæler stemmer?

ANNONSE

Det er det både Anne Applebaum og Robert Kagan gør. De skyder skylden på sociale medier og populister som Trump.

De er ikke i stand til at se at de selv er skyld i tillidskrisen og forstærker den ved at lave stråmænd.

Mandeville kender både til situationen i Europa og USA. Han er bekymret. Folk føler at eliten ikke lytter, og ikke vil lytte. I stedet for brændmærker den folk der stemmer på de nye højrepartier. Men er 30 % af franskmændene blevet racister? Næppe. Sådanne påstande gør blot kløften dybere.

Det har sket før i historien at folk har gjort oprør og har været så vrede at de også har ødelagt institutionerne, skriver Mandeville. Det vil være den helt store tragedie. Enten forstår eliten ikk denne fare, eller den spiller va banque, dvs. den satser på at folk ikke vover at sætte det hele på spil.

Danske aviser er gode til at spille på folks frygt. Efter Brexit trak Berlingeren det helt store trumfkort: Over et billede af Boris Johnson, Donald Trump og Marine Le Pen stod der med fede bogstaver: Er dette farvel til verden, som vi kender den?  Man spiller på læsernes følelser: – Tør I virkelig satse alt på det ukendte? Så kan Apokalypsen stå for døren.

Til at underbygge skrækpropagandaen havde Berlingeren fået hjælp af Washington Post-korrespondenten Anne Applebaum. Hun har skrevet flere gode bøger om Gulag og sovjetificeringen af Øst-Europa efter anden verdenskrig. Hun er gift med Polens tidligere udenrigsminister Radoslaw Sikorski og bor det meste af tiden i Polen. Måske har hun mistet touch’et med både Europa og USA? Eller er omvæltningene så store at en liberale ikke klarer at følge med?

Det er skuffende at se en dygtig journalist og forfatter antage en paternalistisk/autoritær tone: Folk forstår ikke hvad der til deres eget bedste.

Den britiske arbejderklasse har begået økonomisk selvmord ved at stemme for Brexit, mener både hun og danske aviser. Det er nostalgi og protest der er drivkraften. Applebaum har ikke fået med at der faktisk var ledende økonomer der mente at EU var blevet en hæmsko. Overbureaukratiseret, uden politisk styring, uden økonomisk vækstsskabelse. Det samme gælder Trumps argumentation: Hvad slags vækst er der tale om? Er det vækst hvis jobbene eksporteres til Mexico og amerikanerne får billige produkter tilbage med øget handelsunderskud til følge? USA har levet på lånt tid, og det ved Applebaum.

Alligevel mener hun at folk bliver forført af de sociale medier. De lytter ikke til de seriøse, som hendes egen avis.

»Der er et andet svar, der handler om, hvordan folk får politisk information i dag. De får det i dag fra sociale medier, ikke fra traditionelle, kritiske kilder, og det betyder, at folks synspunkter bliver stadig mere polariserede, og at kuriøse ydersynspunkter uden hold i fakta i dag er blevet almindelige. Det er efter min vurdering en meget undervurderet faktor.«

Da en anden stjerneliberal besøgte Oslo i fjor, Cass Sunstein, der er gift med USAs FN-ambassadør Samantha Power, gav han udtryk for den samme mistillid til almindelige mennesker: Han tiltroede dem ikke evnen til at skelne mellem rigtig og forkert, mellem sandhed og løgn. De er tilbøjelig til kun at søge meninger der bekræfter deres egne opfattelser. Det var forbavsende at høre en fra den absolutte top-liberale elite give udtryk for meninger som vi i tresserne var vant til at høre fra establishment. Sådanne meninger blev øjeblikkelig genkendt som autoritære og formynderske. Nu er det de liberale og venstrefløjen der står for dem og forsøger at give dem et skin af videnskabelighed.

De liberale siger nu det som establishment altid har sagt når det går dårlig: Uden os bliver der ragnarok.

Applebaum skrev en klumme i sin avis: Is this the End of The West as We know it? som er fuld af hype. Hvordan kan hun vente at blive taget seriøst når hun fremstilller Trump som en karikatur?

Trump has advocated torture, mass deportation, religious discrimination. He brags that he “would not care that much” whether Ukraine were admitted to NATO; he has no interest in NATO and its security guarantees. Of Europe, he has written that “their conflicts are not worth American lives. Pulling back from Europe would save this country millions of dollars annually.” In any case, he prefers the company of dictators to that of other democrats. “You can make deals with those people,” he said of Russia. “I would have a great relationship with [Vladimir] Putin.”

Europæere er måske ikke helt bekendt med hvor venstreorienteret mange libererale er blevet. De falder for den samme fristelse som mange i det europæiske establishment og ser fascisme bag Trumps succes.

Hvorfor skal man bruge tid på deres hysteriske udfald? Fordi når seriøse kommentatorer, som Robert Kagan ved Brookings Institution kan få sig selv til at skrive This is how fascism comes to America, så er han selv et symptom på krisen. Kagans klumme vækkede stor opsigt. Han siger at det ikke er økonomien der driver Trumps vælgere:

But what Trump offers his followers are not economic remedies — his proposals change daily. What he offers is an attitude, an aura of crude strength and machismo, a boasting disrespect for the niceties of the democratic culture that he claims, and his followers believe, has produced national weakness and incompetence. His incoherent and contradictory utterances have one thing in common: They provoke and play on feelings of resentment and disdain, intermingled with bits of fear, hatred and anger. His public discourse consists of attacking or ridiculing a wide range of “others” — Muslims, Hispanics, women, Chinese, Mexicans, Europeans, Arabs, immigrants, refugees — whom he depicts either as threats or as objects of derision. His program, such as it is, consists chiefly of promises to get tough with foreigners and people of nonwhite complexion. He will deport them, bar them, get them to knuckle under, make them pay up or make them shut up.

Disse toner er også dominerende på danske avisredaktioner. I de store afgørende spørgsmål – synet på EU, på migration, på islam, på nationalstaten, på kristendom, tager medierne stilling imod stemningen ude blandt folk.  Det er ikke en åben kappestrid hvor man forsøger at forstå den anden part. Medierne giver en karikatur af årsagerne til tillidskrisen. Sådan kortslutter de den demokratiske proces.

Jeg må bare undrende konstatere:  Journalister og forfattere, som jeg læst i mange år og set op til er helt på vildveje.

Alexis Tocqueville advarede mod at også demokratier kan udvikle tyranniske træk, hvis majoriteten ikke holdes i balance af modkræfter. Kagan mener at det er det der sker i USA nu: Pøbelen bestemmer.

Men han nægter at erkende at store dele af det amerikanske folk befinder sig et andet sted politisk.

Tocqueville advarede mod at demokratiet kunde udvikle demagoger som forførte majoriteten. Kagan mener det er det Trump gør:

To understand how such movements take over a democracy, one only has to watch the Republican Party today. These movements play on all the fears, vanities, ambitions and insecurities that make up the human psyche. In democracies, at least for politicians, the only thing that matters is what the voters say they want — vox populi vox Dei. A mass political movement is thus a powerful and, to those who would oppose it, frightening weapon. When controlled and directed by a single leader, it can be aimed at whomever the leader chooses

De to præmisser, som Kagan opererer med stemmer ikke: Politikerne siger netop ikke hvad folk gerne vil høre. De har udviklet politik til et lukket spil, og hvor meget end medierne forsøger at præsenterer det spiseligt, så bider folk ikke på. Det er politisk teater. Det er ulækkert, det er et turn-off.

Trumpe “spiller ikke” på vælgernes følelser. Det er det medierne og spindoktorerne gør. Trump ville aldrig fået den succes han har fået uden at der var et bredt grundlag af genuin frustration. Men den kan Kagan ikke erkende. Han ser kun fascisme.

Le Figaro-korrespondent Mandeville har en langt mere åben indstilling, selv om også han er forsigtig:

 The paradox of the current situation is that it is precisely because they seek to protect our way of life that many citizens are attracted to populists like Donald Trump. They are heading his way out of a mix of patriotism and despair, out of an instinctive urge to try something new and radical, because they have given up on the “traditional elites.” The reality is that they feel betrayed and abandoned by these elites. They see them as impotent and selfish for refusing to acknowledge the truth. And that truth, for them, is simple: The multicultural model of open-ended immigration and globalization that promised to carry the West forward into a sunny future has faltered in the face of implacable demographic facts and Islamic radicalism—especially in Europe.

Folk har beholdt den pragmatisme der tidligere var en særlig kvalitet ved den angelsaksisk kultur. Det siger mig at det er Applebaum, Kagan og Berlingeren der er på vildspor:

As I traveled across America during the primary season, I had a sense that Trump’s voters understood some of the establishment’s fears concerning the New York billionaire. While they praised his fearlessness and willingness to shake off the status quo, many in fact recognized the flaws of their candidate: his brashness and unpredictability; his temptation to use ends to justify all means. But what they could not forgive was the refusal of the current elite to acknowledge the truth about the dangers of keeping open borders. “A country without borders is a country no more”, they told me, echoing Trump’s (and Le Pen’s) formula. Is it any less true because Trump says it?

Marie Antoinette, Donald Trump, and the Shaky West

(o.M.)

ANNONSE