I går den 8 var det præcis et halvt år siden, fem politifolk raidede mig kl 6.30 om morgenen, lagde mig i håndjern, kørte mig på Bellahøj, satte mig i en celle i en time uden sko med snørebånd og tog DNA fra mig. Jeg skylder en kort opdatering, ikke mindst til den læser, der købte mig en ny laptop så jeg også har kunnet skrive i de seks måneder. Jeg skal ikke glemme ham.

De tog mine tre computere, og de har dem stadig skønt det vel tager en formiddag at kopiere nogle harddiske. Jeg har intet hørt fra politiet siden, ikke ét kvæk, og de har stadig mine laptops. Det er naturligvis ren chikane, foruden det viser, at politiet slet ikke har tid til lovlydige borgere som mig.

Jeg har noget at sige til det danske retsvæsen, der burde bekymre dem. Jeg er en gammel dreng, og jeg er ustraffet gennem seks årtier. Uanset om de en dag dømmer mig – hvilket jeg er ganske ligeglad med – vil jeg efter en dom føle mig lige så ustraffet som før. Sådan ville jeg ikke have det, hvis jeg følte skyld, men det gør jeg ikke. Mine motiver var rene. Jeg opponerede imod 1400 artikler med fortielser om jihad-mordene i Marokko, og jeg er ikke vant til, at det skal være strafbart.

Jeg betragter hele sagen, som en afhørende betjent to gange sagde samme dag til Jeppe Juhl på Bellahøj: “Vi beklager meget, men det er politisk, du ved.” Jeg kan derfor ikke bekymre mig det fjerneste om en dom fra et retsvæsen, jeg har mistet så meget respekt for, og jeg glæder mig til at sige det i en retssal, hvis jeg nogensinde kommer i en. Videre følger indtil denne historie er afsluttet. Den forhenværende politibetjent Lars Andersen omtaler en sag, der er om muligt endnu værre. Sådan ødelægger en retsstat sit renommé blandt sine støtter. Nogen bør være deprimerede, og det er ikke mig.