En række faktorer antyder, at det måske ikke forholder sig sådan – mest iøjnefaldende det problem, som gentagne gange bliver afsløret i meningsmålingerne. Gang på gang viser resultaterne af meningsmålinger i den vestlige verden, for slet ikke at tale om Mellemøsten eller Nordafrika, et ganske andet billede end dette syrebad af det “moderate flertal”.

Det er rigtigt, at den slags meningsmålinger ofte kan vise, at for eksempel kun 27% af de britiske muslimer nærer “en vis sympati for motiverne bag angrebene” på det franske satireblad Charlie Hebdos kontorer sidste år. Det er også rigtigt, at det kun er mellem en fjerdedel og en tredjedel af de britiske muslimer, der sympatiserer med blasfemihåndhævelsens kadrer. I andre tilfælde, som for nylig i Storbritannien i en ny ICM-meningsmåling bestilt af Channel 4, viser de, at et flertal af muslimerne har synspunkter, som de fleste briter ville være uenige i. Den seneste ICM-måling viser for eksempel, at 52% af de britiske muslimer mener, at homoseksualitet bør gøres ulovlig. Det er overraskende. Ikke, at 52% af de britiske muslimer siger, at homoseksualitet “ikke just er deres kop te,” eller at de “ikke helt begriber det der med homoseksuelle ægteskaber,” men at 52% af de britiske muslimer mener, at homoseksualitet bør gøres til en strafbar lovovertrædelse.

Det er imidlertid det, der sker efter, at sådanne meningsmålinger dukker op, som for alvor bringer forestillingen om det “moderate flertal” under pres. Først er der selvfølgelig altid den mulighed at iklæde resultatet et positivt spin. For eksempel som da meningsmålingen efterCharlie Hebdo-angrebene dukkede op sidste år, og BBC (som havde bestilt målingen) udgav den under overskriften “Flertallet af britiske muslimer er ‘imod Muhammedtegning-repressalier.’” Selvom det er sandt, er det ikke det mest overraskende aspekt ved målingsresultatet. Det er derimod det, der sker bagefter, som er mest afslørende, og som mest autentisk sætter spørgsmålstegn ved, om vi rent faktisk har at gøre med et “moderat flertal” eller, mere sandfærdigt, med en “moderat minoritet.” For hver gang sådanne resultater offentliggøres, forsøger næsten hele det muslimske samfund, herunder næsten alle muslimer i medierne og alle selvudnævnte grupper af “ledere af muslimske samfund,” at bevise, at meningsmålingen er svindel og humbug. Det skete ved udgivelsen af den britiske ICM-meningsmåling, ligesom det er sket ved hver eneste tidligere meningsmåling. Bortset fra en enkelt eller to fremtrædende muslimske dissidenter, besluttede hver eneste muslimsk stemme i medierne og hver eneste muslimsk gruppe at undlade at beskæftige sig med ICM’s målingsresultat, men derimod at forsøge af al kraft at kritisere meningsmålingens validitet, metode og endda dens ‘motiver.’ Dette er dybt afslørende.

Det er værd at forsøge et tankeeksperiment her. Uanset hvilket samfund du kommer fra, så prøv at forestille dig din reaktion, hvis der blev udgivet en meningsmåling, ligesom den fra ICM om de britiske muslimer, om det samfund, som du føler dig som en del af. Forestil dig, at du er jøde, og der blev udgivet en meningsmåling, som viste, at flertallet af jøder i dit land ønsker at gøre homoseksualitet til en lovovertrædelse. Hvad ville være din første reaktion? Det er mit indtryk, at de fleste jøder ville føle sig dybt beskæmmede. Meget kort tid efter denne første reaktion ville du måske begynde at spekulere over, hvad der kunne gøres for at ændre på denne forfærdelige statistik. Det er muligt, at du, såfremt du ikke kendte nogen fra dit trossamfund, der mente, at homoseksualitet skulle gøres til en lovovertrædelse, og såfremt du aldrig før var stødt på denne holdning (eller tidligere meningsmålinger, som havde vist det samme), ville sætte spørgsmålstegn ved meningsmålingens troværdighed og metode. Men ellers ville du sandsynligvis drage et dybt suk og spekulere over, hvad der kunne gøres for at forbedre situationen. Hvis du vidste, at oplysningerne var rimeligt sandfærdige, hvorfor skulle du så forsøge at kritisere dem sønder og sammen?

Ligeledes, hvis der i morgen blev udgivet en meningsmåling om holdningerne hos hvide briter af kristen opvækst i Storbritannien, ville jeg vise den en vis interesse. Hvis den afslørede, at 39% af de kristne briter mener, at gifte kvinder altid bør adlyde deres mænd (sådan som ICM-meningsmålingen viser, at de britiske muslimer mener), så ville jeg føle en vis bekymring. Hvis den også viste, at næsten en fjerdel (23%) af briter af kristen opvækst ønsker sig særlige områder af Storbritannien, hvor de kan løsrive sig fra landets love og i stedet styre disse områder efter en bestemt bogstavtro, bibelsk “opfattelse” af loven, så ville jeg være endnu mere bekymret.

Der er selvfølgelig ikke den ringeste sandsynlighed for, at denne situation vil opstå. Men lad os nu sige, at den gjorde. Hvordan ville min reaktion være? Den første ville være at bøje hovedet af skam. Og jeg ville bøje det en anelse dybere, hvis resultaterne ikke kom som nogen overraskelse for mig. Hvis jeg altid havde vidst, at mit “samfund” i det skjulte indtog den slags holdninger, og der udkom en meningsmåling, som afslørede denne sandhed, ville jeg føle mig dybt skamfuld over, at det, som jeg altid havde vidst, nu også var kendt af alle andre i landet.

Det virkeligt interessante er derfor, at når den slags meningsmålinger dukker op om de britiske muslimers holdninger, er der aldrig blot de mindste antydninger af en sådan selvransagelse. Der er ingen skamfølelse og ingen bekymring, kun angreb. Hvis der virkelig fandtes et “moderat flertal,” så ville disse andre 75%, når der udkom en meningsmåling, der viste, at en fjerdedel af deres samfund ønsker at ændre landets love fundamentalt og leve ifølge sharia-loven, bruge deres tid på at ændre holdningerne hos denne fjerdedel. Men i stedet bruger omkring 74% ud af disse 75%, som ikke går ind for sharia, tiden på at dække over de 25% og angribe det meningsmålingsinstitut, som afslørede dem. Dette er et ganske lille symptom på et meget større problem, hvis negative følger vore samfund dårligt nok er begyndt at se i øjnene.