Den der husker virkningen af Aylan Kurdi-billedet har en vis forestilling om hvad der kunne ske hvis en indvandrerdreng blev skadet på en måde medierne og venstrefløjen kunne knytte an til Rasmus Paludan. Der er ingen grund til at tro de ville være tilbageholdne. Tvert imod.

På det seneste har der på nettet verseret en historie om, at en tiårig dreng har truet med at begå selvmord, fordi han er bange for, at han skal ”ud af landet”, såfremt Rasmus Paludan skulle komme til magten. Nu er det svært at vurdere, hvor troværdig historien er, da opslaget kun findes som skærmfoto, og der ikke findes nogen henvisning til den anonyme kilde eller til det originale opslag. Men lad os alligevel sige, at det er troværdigt. Hvad indebærer det så med hensyn til, hvorledes vi som demokratiske borgere bør forholde os til Rasmus Paludan og partiet Stram kurs?

Svaret var ikke svært, hvis vi ikke havde mere at gå ud fra. Men der er også et andet hensyn, som skal med. Før vi kan foretage en samlet bedømmelse af, hvorledes vi bør forholde os til Paludan som politisk fænomen, så må vi have klarhed over, hvem det er, som støtter ham, og hvorfor de støtter ham. Her er der flere muligheder.

Den simpleste mulighed er, at hans indvandringspolitik støttes af fascister, og at han står i spidsen for en folkelig bevægelse, som ønsker et racerent Danmark, og som derfor har til hensigt at begå folkemord på muslimer. I så fald er problemet let. Fascismen som ideologi står som en direkte modpol til en levedygtig demokratisk orden. Så hvis Paludan står i spidsen for en fascistisk bevægelse, så skal han bekæmpes med alle demokratisk legitime midler – som i sidste instans også omfatter politi og militær.

Der er dog også en anden og mere kompliceret mulighed. Det er, at Paludan får støtte fra almindelige demokratiske borgere, som faktisk er blevet forfordelt under den herskende indvandrings- og asylpolitik. For at forstå denne mulighed er det nødvendigt, at vi begynder med at gøre os klart, at et normalt demokratisk samfund helt naturligt er underlagt en særlig social dynamik.

Det har sin grund i, at vi generelt som samfundsborgere ikke er så gode, som vi kunne eller burde være. Det er os sjældent nok at hjælpe andre – eller blot at handle til gavn for fællesskabet. Vi vil også have en personlig fordel af vor indsats. Derfor må et demokratisk samfund med en fri markedsøkonomi indrette skattesystemet således, at den enkelte altid får en personlig fordel ud af at yde en ekstra indsats. Dette indebærer mere præcist, at vi må indrette skattesystemet således, at indtægtshierarkiet – og dermed en vis økonomisk ulighed – bevares. Den, der har mere før skat, skal også have mere tilbage efter skat. I næste omgang skal vi så forstå, at denne økonomiske ulighed har boligsociale konsekvenser. Den medfører, at de rigeste vil bo, hvor der er bedst, og således videre nedad i indtægtshierarkiet. Og i sidste ende vil de, som har mindst råd, bo dér, hvor ingen andre vil bo.

Det er i et sådant boligsocialt opdelt samfund, at indvandrings- og asylpolitikken skal realiseres. Det betyder, at det af rent økonomiske grunde primært bliver blandt de boligsocialt svageste, at de mest fremmedartede indvandrere og asylmodtagere kommer til at bo. I virkeligheden medfører det, at de velstillede kan gå ind for en liberal asylpolitik, hvis reelle konsekvenser de overlader det til deres medborgere i de boligsocialt svagere områder at bære. Og det indebærer så igen, at den naturlige sammenhængskraft i disse områder bliver svækket. De oprindelige borgere bliver fremmedgjort i deres egne boligområder. De har svært ved at kommunikere med de fremmede; og de kan opleve at blive chikaneret og truet, når de ikke bøjer sig for de fremmedes kultur. Således som vi aktuelt har set i historien om pølsedamen på Brønshøj Torv, og i de opfølgende historier om forretningerne på Frederikssundsvej og om beboernes frygt i højhusene på Bellahøj.

I den situation kan den almindelige befolkning i de socialt svage boligområder bruge deres politiske stemme til at protestere imod den fortsatte tilstrømning af asylansøgere. Og gør de det, så er de moralsk ikke værre end de velstillede, som går ind for en liberal asylpolitik, men som samtidig går ind for en skattepolitik, der friholder dem selv fra at skulle bære de umiddelbare konsekvenser af deres holdning til asylpolitikken. Det egentlig alvorlige problem i dagens politiske situation er, at det store flertal af de velstillede ikke har haft moralsk modenhed til at forstå denne ækvivalens. Det fik sit klassiske udtryk i tidligere statsminister Nyrup Rasmussens selvretfærdige påstand om, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerene. Sagt i en situation, hvor DF var talerør for de svages protest imod at skulle bære konsekvenserne af den asylpolitik, som de velstillede mente var anstændig, men som de ikke selv ville bære de reelle konsekvenser af.

Dette moralske selvbedrag har nu plaget dansk og europæisk politik i årtier, og det er aldrig rigtigt blevet løftet. De, der har gennemskuet det, er ikke blevet hørt – eller forstået. DF er ganske vist fortsat med i kampen, men problemerne i de socialt svage boligområder er ikke blevet overvundet. Tværtimod er de blevet værre. Derfor er tilliden til, at DF har vilje og styrke til at vende udviklingen også faldet. Og derfor har en person som Rasmus Paludan fundet gehør. Han giver udtryk for den vrede og frustration, som mange almindelige beboere i de indvandringstunge, socialt svage boligområder føler. De har måttet høre muslimerne true med, hvad der skal ske med dem, når muslimerne får magt; og nu oplever de, at Paludan svarer igen med samme mønt. Således bliver Paludan et svar på deres følelse af at være svigtet og overhørt i den demokratiske debat.

Set på denne baggrund er det ikke fænomenet Rasmus Paludan, som er det egentlige problem. Og så går man fejl, hvis man forsøger at marginalisere ham ved at associere ham med fascismen eller det, der er værre. Ligesom Nyrup Rasmussen gik fejl, da han forsøgte at gøre DF’s umenneskelige menneskesyn til problemet. Begynder man den demokratiske debat med denne problemforståelse, så har man allerede tilsløret det egentlige problem. For det egentlige problem er de velstilledes moralske selvbedrag. Det selvbedrag, som kommer til udtryk i, at de føler sig gode, når de politisk går ind for en liberal asylpolitik, hvis reelle konsekvenser de overlader det til deres svagere medborgere at bære. Havde de velstillede haft en realistisk moralsk selverkendelse, så ville de i stedet have forstået, at de svages protest imod at skulle bære konsekvenserne af den liberale asylpolitik moralsk set ikke er værre end deres egen protest imod at skulle betale mere i skat. Moralsk set er der tale om to sider af samme sag. Først når dette bliver almindeligt anerkendt, kan vi som demokrati diskutere asylpolitik på et moralsk konsistent grundlag.

Overordnet set kan vi altså ikke nøjes med at vurdere Paludans optræden på baggrund af, at der er nogle indvandrere og deres børn, som kan være bange for, hvad der vil ske med dem, såfremt han får magt. Vi må primært vurdere den på baggrund af, at der allerede er almindelige traditionelle borgere, som lever i utryghed, fordi deres mere velstillede medborgere – i en falsk godheds navn – har pålagt dem at bære en særlig byrde ved integrationen af fremmede. Så længe de velstillede ikke forstår, at det er deres eget moralske selvbedrag, som er det egentlige problem i den politiske konflikt omkring asylpolitikken, så vil konflikten kun blive værre. Og så er spørgsmålet ikke, om Paludan er fascist, men om de velstillede i deres fortsatte moralske selvbedrag evner skabe en ægte fascisme af den legitime protest, som Paludan endnu er udtryk for.