Oh Lord, oh Lord
The children in the heavens
Jumping for joy
Jumping for love
And opening the sky above
So, take that gun out of your hand
Cause all will be well say the bells
It’s Sunday morning and I’m holding your hand
Amazed of love
And amazed of pain
Verslinjerne er fra Nick Caves sang ”Frogs” fra hans seneste perle af et album Wild God (2024). Parret vandrer hjem fra kirke, fyldt af kærlighed, og ser frøerne hoppe af fryd i rendestenen i søndagsregnen. Det er et lille billede af hverdagsnåde fra en sanger, der engang var frontmanden i det, der blev kaldt “rockmusikkens mest voldelige band”, The Birthday Party.
Meget vand er løbet i åen, eller rendestenen, siden da. Kristendommen har altid været en del af Caves tekstlige univers, men på det seneste er sangene blevet langt mere bekendende, og Cave selv, ”sumpens Sinatra”, har fundet hjem i kirken.
Jeg kom til at tænke på Cave, da jeg for nylig læste en lobhudling af Danmarks angiveligt ”største entertainer”, hvis varemærke er at synge om menstruation og patriarkat og få publikum til at råbe ”fisse”.
Hvordan er en af vores tids betydeligste sangskrivere – ja, jeg mener Cave, ikke Emma Sehested Høeg – kommet dertil?
Fra vrede til nåde
Cave voksede op i Wangaratta, en lille by i Australien, hvor han fik en anglikansk opdragelse og sang i kirkekor. Siden fulgte oprøret med The Birthday Party og koncerter i rent kaos, slagsmål med publikum og to årtiers stofmisbrug.
Men der var én rød tråd i det dramatiske, lyriske univers, nemlig Bibelen. Først og fremmest Det Gamle Testamente, der gav mæle til Caves vredesteologi, til tyngden og hårdheden i hans tekster.
Siden anbefalede en præst Cave at tage et afbræk fra ilden og svovlen i GT for i stedet at læse Markusevangeliet. Her fandt Cave en, med hans egne ord, uimodståelig intensitet. Da The Birthday Party var blevet skiftet ud med det langt mere helstøbte orkester The Bad Seeds, fulgte udødelige klassikere som “The Mercy Seat”, om den dødsdømte i den elektriske stol, der til forveksling ligner nådestolen, “Red Right Hand”, der henter sin titel fra Miltons skildring i ”Paradise Lost” af Guds straffende hånd, og “Into My Arms”, der afviser ideen om en indgribende Gud, men alligevel handler om bøn og nåde.
Sorgen som porten til Gud
I 2015 dør Caves søn Arthur i en alder af kun 15 år, da han falder ud over en klint ved Brighton, og i 2022 dør hans ældste søn, Jethro. Den forandrede stemning indfanges i albummet Ghosteen fra 2019, blandt andet i sangen “Sun Forest” med Jesu løfte om ordet, der skal lyse natten op for det ensomme menneske, der skuer mod en himmel, hvor stjernerne slukkes én efter én.
Det er, som om Cave har stået i tabets mørkekammer, der langsomt fremkalder billeder af troen. Megen stor kunst veksler nemlig mellem de to grundformer, hymne og elegi. Den tanke: at klagesangen åbner for håbet, bliver nu bærende for Caves grundindstilling, at lidelsen er forvandlingens drivkraft. Gud giver os forfærdelige muligheder for forvandling.
I en samtale med åndshistorikeren Tom Holland, forfatter til storværket ”Dominion” om kristendommens revolutionerende gennembrud i verdenshistorien, fortæller Cave, at liturgien og rummet i en kirke fra 1100-tallet er som skabt til hans eksistentielle sorg. Kirken kan nemlig bære den enkeltes sorg, fordi den er ældre end den sørgende. Som med kunsten, således også med kirken: Formen holder, når mennesket brister.
Kirken giver en varig ramme for tro og tvivl, og bøn handler for Cave ikke så meget om at tale til Gud som at lytte til hans nærvær.
Barmhjertighed og den ulykkeligste religion
På sitet The Red Hand Files besvarer Cave spørgsmål fra læserne, og de handler hyppigt om tro og kirkegang, herunder spørgsmål om barmhjertighed og cancel culture.
Barmhjertigheden anerkender, skriver Cave, at vi alle er ufuldkomne, og det giver os luft til at ånde gennem vores fælles fejlbarlighed. Uden barmhjertighed bliver samfundet ængsteligt, hævngerrigt og humorforladt.
Cave anser derimod cancel culture for barmhjertighedens modsætning. Det er politisk korrekthed som ”verdens mest ulykkelige religion”. Selvretfærdige mennesker, der nægter at forholde sig til ubekvemme ideer, kvæler en kulturs skabende ånd. Det er ikke de politisk korrektes angiveligt gode hensigter, men manglen på ydmyghed og den belærende, dogmatiske selvsikkerhed, der frastøder Cave. Woke er dårlig religion, der fortrænger den gode religion. Det er syndsbevidsthed uden tilgivelse.
Det nye oprør
Ifølge Cave er det at gå i kirke og være konservativ i dag den måde, man provokerer folk på. Det er et udsagn, der passer meget godt på punkrockeren, der blev kirkegænger. Og som hverken skriver sange om patriarkatet, pik og patter, men sange om at gå hjem fra gudstjenesten i regnen.
Af Kasper Støvring
