Millioner af udlændinge opholder sig i Europa og USA, men alligevel bliver de ikke hjemsendt. Hvorfor ikke?
I USA kom otte millioner migranter ulovligt ind i landet alene under Bidens regime. I Storbritannien ser vi samme mønster. I Danmark er der 27.000 syrere med midlertidigt ophold. Aftalen var ellers klar: Syrerne fik beskyttelse, så længe krigen varede, men skulle hjem, når forholdene tillader det.
Myndighederne vurderer, at de kan sendes hjem, alligevel svigter regeringen, sådan som Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn forklarer den apatiske minister for området, Morten Bødskov. Regeringen bryder løftet, syrerne får varigt ophold.
Man kommer til at tænke på Milton Friedmans ord: Intet er så permanent som et midlertidigt statsligt program.
Det midlertidige ophold til flygtninge er blevet et venteværelse til det permanente ophold.
Retsstaten truer ikke, den trues selv
I The Free Press stiller Douglas Murray det grundlæggende spørgsmål: Kan et land tolerere lovbrud i så massiv skala og bevare sin integritet? Ingen stat ville acceptere massive lovbrud på andre områder som indbrud, spritkørsel og skattesvig. Kunne man forestille sig, at myndighederne meddeler, at indbrud nu er blevet så udbredte, at det vil være inhumant at gribe ind? Nej, vel?
Men hvorfor så tillade illegal indvandring og belønne de kriminelle? For, ja, de er kriminelle i og med, deres første handling på amerikansk og europæisk jord var at begå en ulovlig handling.
Den gængse påstand lyder, at deportationer truer retsstaten. Men det forholder sig præcist omvendt: Det er den manglende håndhævelse, der truer staten. En lov, som ingen håndhæver, oplærer borgerne i at se bort fra loven.
Flygtningenævnet i Danmark vedtog i marts i år, at de generelle forhold i Syrien ikke længere kan begrunde opholdstilladelse i Danmark. På det punkt er vælgernes mandat krystalklart: De har kun sagt ja til midlertidig hjælp. Ingen har spurgt dem, om de ville have permanent bosættelse af indvandrere, der som syrerne er stærkt overrepræsenterede i grov kriminalitet (syv gange så meget som danskere) og tærer voldsomt på de offentlige kasser.
Ingen som helst vestlig befolkning har nogensinde givet mandat til befolkningsforandringer af den størrelse.
Tre grunde til apatien
Så igen: Hvorfor sker der så ikke nogen effektive deportationer? Der er tre klare svar.
Forestil dig følgende: En morgen i Holstebro bliver en syrisk familie med endeligt afslag på ophold hentet af politiet for at blive sat på et fly for at blive hjemsendt. Samme morgen er medierne til stede. De bringer optagelser af den grædende datter, der går landet rundt i døgndrift. Dagen efter vælter det frem med store demonstrationer foran rådhuset i Holstebro med deltagelse af pigens klassekammerater og lærere, familiens naboer og den lokale præst. Demonstrationerne breder sig til Christiansborg, hvor talspersoner for flygtninge får permanent taletid i medierne. På dag tre sætter ministeren sagen i bero.
Med andre ord: Hjemsendelser bliver en skandale, regeringen ikke formår at håndtere. Den strækker ganske enkelt våben. Posten som udlændingeminister slider i forvejen mennesker ned. Uden et klart mandat, jernhård vilje, beslutsomhed og planlægning kollapser hjemsendelsespolitikken med et brag.
I USA har ICE’s hårdhændede razziaer vendt opinionen. Opbakningen til deportationer er faldet fra 47 procent i 2024 til 39 procent i juni, ifølge Galluptal, og i Storbritannien har Nigel Farage, der bygger sit parti Reform UK på modstand mod masseindvandring, afvist tanken om at sende ulovlige migranter ud. Først da vælgerne protesterede, skiftede han kurs.
Den anden årsag til de fraværende deportationer er, at mange hjemlande nægter at tage imod deres egne borgere. Andre lande kræver gyldige rejsepapirer, som den hjemsendte selv har interesse i at “miste”. Syrien tager ikke imod tvangshjemsendte, men hvorfor skruer den danske regering så ikke bissen på og øjeblikkeligt fratager landet den halve milliard kroner i årlig humanitær bistand?
Dertil kommer, som det tredje, EMRK-artikel 8 om familieliv, der spænder ben: Jo længere man har boet i et vestligt land, jo stærkere er ens ret til at blive. Tiden arbejder for den, der bliver. Her viser Flygtningenævnets prøvesager, at syv ud af ti fik lov at blive. Seks af dem på grund af familietilknytning til en person med ophold i Danmark.
Det kan ikke gå hurtigt nok med at afvikle de landsskadelige konventioner.
Spørgsmålet er ikke, om deportationerne kommer. Men hvordan. Det kan ske nu, i relativ ro og orden og netop ifølge loven. Eller det kan ske senere, når tålmodighedens brønd er løbet tør og barske politikere og en hårdere politik tager over. Så vil tårerne for alvor komme til at flyde.
Af Kasper Støvring
