Signature: Grok
I min forrige kommentar skrev jeg, at tyskerne aldrig har besejret Hitler, hvilket ikke var ment som en anklage mod AfD, men tværtimod som en diagnose af et samfund, der er så uforløst bundet til Hitlertraumet, at enhver revitalisering af højrefløjen ses som fascismens genkomst.
Et bestemt essay tog på radikal vis fat på dette skyldkompleks, nemlig digteren Botho Strauss’ essay ”Tiltagende bukkesang”, der blev udgivet i Der Spiegel i 1993 og siden har været formativ for Tysklands intellektuelle højre.
Essayet vender sig mod den venstreliberale efterkrigsintelligentsia med adresse til typer som Günter Grass, der intet positivt alternativ tilbyder til nationalt tilhørsforhold. Det drejer sig for de liberale kun om dyrkelse af åbenhed over for det fremmede og en reduktion af hele højrefløjen til indvandringsreaktion.
Strauss vender elegant sagen om og viser, at den liberale tolerance overhovedet ikke udspringer af nogen ægte overbevisning, men tværtimod skyldes det forkrampede, tyske selvhad.
Titlen på essayet spiller bl.a. på, at det ikke længere er den fremmede, men nationen selv, der er syndebuk og skal uddrives for at skabe sammenhold i det nye, liberale Tyskland. Herimod fremfører Strauss i sin velkendte, billedrige og suggestive prosa, at et samfund uden fælles morallove og uden vilje til selvforsvar med tiden vil bukke under for kulturer (sagde nogen ”islam”?) med en stærkere trang til selvhævdelse.
I et senere essay fra 2015, ”Den sidste tysker”, spørger Strauss lakonisk-kritisk: Kan der ske noget bedre for et folk, end at det bliver et mindretal i sit eget land? Og svarer: Først da bliver der virkelig brug for identitet.
Alt dette bliver et grundtema for det nye højre i 30 år frem.
Fra tanke til institution: metapolitikken
Bag det intellektuelle højre ligger en strategisk idé om metapolitik, der er hentet fra Nouvelle Droite, det franske nye højre med en figur som Alain de Benoist. Tanken er, at den politiske kamp først vindes kulturelt og åndeligt – i sprog, begreber og offentlig debat – før et parlamentarisk omslag kan sætte ind. Man erobrer ikke Forbundsdagen først, men derimod ordene, borgerne tænker med.
En anden vigtig inspiration er Armin Mohler, en schweizisk-tysk publicist, der i 1950 udgav disputatsen ”Die Konservative Revolution in Deutschland 1918–1932”. Ideen om den konservative revolution bliver en del af det nye højres selvforståelse, og da Mohler dør i 2003, stiftes tidsskriftet Sezession af den energiske aktivist og skribent Götz Kubitschek som en arvtager til Mohlers tanker.
Vejen dertil var beredt af avisen Junge Freiheit, der blev grundlagt i 1986 som studenteravis under ledelse af chefredaktør Dieter Stein. Avisen bliver fra 1994 en landsdækkende ugeavis og samtidig et mødested for nationalkonservative stemmer og en rugekasse for mange af det nye højres senere aktører.
En af dem er historikeren Karlheinz Weißmann, der også er medstifter af Institut für Staatspolitik og forlaget Antaios i 2000 sammen med Götz Kubitschek.
Netop forlaget Antaios udgiver i 2017 Rolf Peter Sieferles posthume bog ”Finis Germania”, der viderefører Botho Strauss’ tanke om en selvpålagt og ødelæggende tysk skyldkultur. Bogen optræder på Spiegels bestsellerliste, men trækkes tilbage efter et voldsomt offentligt ramaskrig, der er uden fortilfælde i bestsellerlistens historie.
Institut für Staatspolitik blev i 2023 af det tyske forfatningsbeskyttelsesorgan indplaceret som “gesichert rechtsextrem” (bekræftet højreekstremistisk), hvilket var en medvirkende årsag til instituttets selvopløsning i 2024.
Modgang og fjender har der altså været rigeligt af.
Fra metapolitik til realpolitik
Afgørende er nu, at Weißmann bryder med Kubitschek, da denne står for en tæt etablering af forbindelse til AfD og derved hele det politiske system: Højrefløjen skal søge politisk magt, ikke kun være en intellektuel kraft. AfD opfattes af Kubitschek som reservoir for det nye højres tænkning.
Det er 30 års metapolitisk arbejde omsat til stemmer og mandater, heriblandt særligt Björn Höcke, kendt fra sin kritik af Holocaust-mindesmærket som eksemplarisk udtryk for det skyldkompleks, der forhindrer Tyskland i at blive en normal kulturnation.
Der går altså en linje fra Strauss’ bukkesang over Sieferles kritik af skyldkultur til Höckes krav om en 180 graders erindringspolitisk vending. Samme ide gentaget med over tre årtier.
Tyskland er Europas mest fascinerende land, intellektuelt og politisk, med to stærke traditioner – en liberal og en konservativ – i samme nation. Det er ikke for meget at sige, at udviklingen i Tyskland i radikal form spejler kulturkampene i mange andre lande og også mere end andre nationer er med til at afgøre Europas fremtid.
Weißmann udgav sammen med Kubitschek bogen “Unsere Zeit kommt” for præcis 20 år siden.
Er tiden langt om længe kommet for det tyske intellektuelle højre?
Af Kasper Støvring
