Tyskerne har aldrig besejret Hitler. Dette udsagn vil normalt blive forstået som en advarsel mod højrefløjen: Med AfD genopstår fascismen.
Men jeg mener det stik modsatte:
Tyskerne ser alt i hitlerismens billede, de kan ikke komme fri af traumet. ”Aldrig mere Hitler!”, lyder de hæse skrig fra forbitrede struber. Selv et nødvendigt opgør med ”Stunde Nul”-kulturen, med ”Wir Schaffen Das”, tolkes som Hitlers anden genkomst. ”Jeg er dybt forfærdet over, at noget som dette faktisk er muligt igen. I et land med denne historie”, udtaler fx en tysk biskop i forbindelse med weekendens demonstration mod AfD.
Er man interesseret i Åndens bevægelser, er der intet land, der er mere fascinerende at studere, end Tyskland. Landet med Europas dybeste kultur og mest voldsomme politik, og den slår nu ud igen med højrefløjens ankomst på den storpolitiske scene. Skal man forstå AfD og partiets modstandere, skal man forstå de intense intellektuelle debatter og bevægelser, der har formet Tyskland i nyere tid, og de traumer, de udgår fra.
Jeg vil i det følgende omtale 1) Historikerstriden om Holocausts placering i tysk historie, 2) debatten om Tyskland skal være en normal stat, og 3) om det er forfatningspatriotisme eller kultur og etnicitet, der binder tyskerne sammen (en meget grundig indføring i disse debatter leveres i Jørgen Stauns afhandling Mellem kantiansk patriotisme og politisk romantik fra 2002).
Historikerstriden
I 1986 skrev historikeren Ernst Nolte en berygtet artikel i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung med titlen ”Die Vergangenheit, die nicht vergehen will”. Den handlede om tyskernes kolossale skyldkompleks over Holocaust. Noltes provokerende tese var, at Holocaust var en art forskudt gentagelse af bolsjevikkernes klasseudryddelse. Med andre ord: Holocaust var ikke et enestående brud med historien, men del af en bredere voldsspiral i første halvdel af det tyvende århundrede.
Sociologen Jürgen Habermas skrev et svar få uger efter, hvor han anklagede Nolte for at normalisere nazismen ved at gøre den sammenlignelig med andre overgreb og derved gøre tyskerne mindre skyldbetyngede. Historikeren Hans Mommsen bidrog også til kritikken af Nolte: Holocaust var noget absolut enestående, der ikke må relativeres med noget som helst andet i historien. Ved at historisere Holocaust bidrog Nolte til at lette forbrydelsens vægt, som Mommsen skrev.
Det store spørgsmål er, hvor meget skyld, en nation kan bære, før den bryder sammen under sin egen vægt af dårlig samvittighed. Må tyskerne overhovedet være et almindeligt folk? Eller er de for evigt dømt farlige og ondskabsfulde?
Striden er i dag langt fra afsluttet. Den højrekonservative avis Junge Freiheit har netop udgivet et essay betitlet ”Der Historikerstreit 2.0”, hvor forfatteren Felix Dirsch forbinder striden om Holocaust med nye kampe om postkolonialisme, som kendes fra den identitetspolitiske venstrefløj i dag.
Det er samme grundmekanisme som i 1986: Kan lidelse og skyld sammenlignes og rangordnes?
Historikeren Karlheinz Weißmann skrev i samme avis tidligere på sommeren, at ”Habermas führte einen skrupellosen Deutungskampf.” Habermas førte for præcis 40 år siden en hensynsløs kamp for at knuse tyskernes mulighed for at blive sig selv som folk. Aktuelle tendenser ses i nutidens forsøg på at cancellere og de-platforme konservative tænkere.
Alt dette har et politisk sidestykke i den skandaliserede AfD-politiker Björn Höckes krav om en fuldstændig vending i erindringskulturen, som han sagde i 2017. Samme år omtalte Höcke Holocaust-mindesmærket i Berlin som ”Denkmal der Schande” (”skammens monument”).
Normalstatsdebatten
Efter Tysklands genforening i 1990 opstod en beslægtet debat om, hvor vidt det nye, store Tyskland kan og skal blive en ”normal” nation og stat blandt andre. Skal Tyskland føre en almindelig udenrigspolitik, udsende soldater i internationale missioner og forsvare egne interesser uden konstant selvbebrejdelse?
Ja, lød det fra højrefløjen, Tyskland må handle som enhver anden magt, tage ansvar og forsvare sig selv, også militært. Modsat hævede venstrefløjen og de liberale, at den tyske vej til nazismen netop ikke var en tilfældig afsporing, men et strukturelt særtræk i tysk historie. Frygten var, at med ønsket om normalisering ville der opstå en ny fortrængning og en flugt fra den knusende, historiske dom.
Et symbol på normaliseringen var flytningen af regering og parlament fra Bonn til Berlin i 1999. Det betegnede et begyndende opgør med Bonn-republikkens forsigtige provinsialisme, som forfatteren Karl Heinz Bohrer kaldte det, hen mod Berlin-republikkens mod til at turde optræde som andre landes hovedstæder.
Bohrer og andre højrekonservative så normalitetstrangen som et sundhedstegn; nu kunne tyskerne begynde at ånde frit igen efter et halvt århundredes bodsgang.
Polemikken om forfatningspatriotismen
Det bagvedliggende spørgsmål bag disse debatter handler om, hvad der skal binde tyskerne sammen, hvis hverken tysk kultur, national stolthed eller den fælles historie må udgøre den nødvendige lim.
Et svar er forfatningspatriotisme. Retsfilosoffen Dolf Sternberger opfandt begrebet i 1979 i forbindelse med en tale ved grundlovens 30-års jubilæum. Habermas overtager begrebet under Historikerstriden og gør det til kernen i sin position. Ideen er, at borgerne skal knytte sig til forfatningens principper – retsstat, menneskerettigheder, liberalt demokrati – ikke til nationen som et historisk fremvokset kulturelt fællesskab.
Den nationale identitet er altså ikke givet på forhånd, men er tværtimod et resultat af et frit, bevidst valg. Nationen må ikke bygge på blod, etnicitet, afstamning, sprog og jord, men udelukkende på forfatningens universelle principper.
Det fik den konservative kritiker Hans-Peter Schwarz til at spotte Habermas’ ide om forfatningspatriotisme som en ”tyndblodet professorfiktion”, der kun tilfredsstiller venstreliberale tænkeres behov for teoretisk konsistens, ikke almindelige menneskers behov for substantielt tilhørsforhold.
Filosoffen Rüdiger Safranski skrev i en artikel i tidsskriftet Akzente i 1995 en meget præcis kritik af forfatningspatriotismen, hvor han pegede på en grundlæggende selvmodsigelse i hele det liberale projekt:
Liberale samfund kan ikke selv skabe deres åndelige forudsætninger, for frihed kræver individer med indre bindinger til hinanden. Historisk opstod frie samfund kun, fordi der fandtes mennesker, der allerede var bundet af religion og sædvane. Og det er et paradoks, mente Safranski: Friheden fungerer kun, så længe der eksisterer et lager af etiske selvfølgeligheder, som det liberale system tærer på og ikke selv kan producere, ja, endda vil opløse, hvis kultur og tro ophæves til fordel for abstrakte principper.
Man behøver bare at konkretisere: Masseindvandring og multikulturalisme parret med ”ned med os”-holdningen vil smadre ethvert stabilt samfund.
Således også i Tyskland.
Polemikken mod AfD og den intellektuelle, tyske højrefløj har altså et dybt historisk grundlag. Det nye er, at tiden aldrig har været mere moden til et åndeligt og politisk opgør med tyskernes forvaltning af deres egen fortid. Herunder deres traumatiske binding til Hitlerkomplekset.
Af Kasper Støvring
