Britiske myndigheder tager ingen chancer med indvandrere. De nye gæster får nu pædagogisk forklaret, at de altså hverken må voldtage, mishandle kvinder eller have sex med børn. Rigtig godt med pjecer, for oplysning skal der til! Så kan de nye medborgere endelig forstå det og høre op med deres trælse adfærd.
Tyske myndigheder har på lignende vis forklaret gæsterne, at man ikke må gramse på kvinderne eller skide i bassinet i offentlige svømmehaller. Siden arabiske mænds massevoldtægter af tyske kvinder nytårsaften 2015 har der været brug for rigtig mange oplysningskampagner. Den terapeutiske stat har rejst sin egen totempæl af gode hensigter og tilbeder den som vejen til sin egen frelse.
Den største genistreg er nok det finske “Safe Oulu”-projekt, en 2,5 millioner euro dyr indsats oprettet efter en sag om overgreb mod piger helt ned til ti år i byen Oulu. Projektets mest omtalte produkt er en kort dansevideo på TikTok, hvor fem voksne udfører håndbevægelser til omkvædet “stop, don’t touch me there, this is my no-no square”. Tanken er, at en ung pige, der befinder sig alene med en voksen overgrebsmand, blot skal udføre den rette koreografi, så løser situationen sig selv.
Myndighederne burde også lave foldere, der forklarer, at biler altså bruges til at transportere folk, ikke til at pløje gennem menneskemasser af vantro til byfester og julemarkeder. Selvfølgelig udstyret med et venligt tegnet stopskilt og en påmindelse om, at det “kan påvirke ens opholdstilladelse”.
Sagerne er så groteske, at det kalder på satire, sarkasme og ironi som ovenstående. Når den terapeutiske stat møder det tilvandrede barbari, er det komisk, men det er, selvfølgelig, først og fremmest dybt tragisk.
For bag alle disse initiativer ligger en liberal, vestlig antagelse: At mennesket handler ondt, fordi det mangler viden, og at korrekt oplysning derfor kan rette op på adfærden. Det er oplysningstidens optimistiske arv ført ud i sin mest bogstavelige og mindst underbyggede form.
Ingen seriøs kriminolog vil jo hævde, at den mand, der slår sin kone eller forgriber sig på et barn, først og fremmest lider af informationsmangel. Han ved udmærket, hvad han gør. Det, folderen forudsætter, er ikke uvidenhed om loven, men uvidenhed om selve det moralske indhold i handlingen – og endnu værre: Det handler om psykopatens tilsidesættelse af alle normer og islamistens had til de vantro europæere.
Vi er vidner til den terapeutiske kulturs fremmarch ind i de statslige institutioner.
Dom, skam og konsekvens erstattes af vejledning, forståelse og hjælp til selvhjælp. Institutioner, der før dømte og straffede, er blevet til institutioner, der forklarer og behandler. Det gælder skolen, det gælder socialforvaltningen, og det gælder nu også statens håndtering af grov kriminalitet blandt asylansøgere. Staten værner ikke længere om lovens krystal, kun om sin egen gode samvittigheds skinnende overflade.
Hele den tragisk-komiske affære efterlader dog et spørgsmål: Hvem henvender pjecen sig i virkeligheden til?
Næppe til den mand, der allerede har besluttet sig for at voldtage eller mishandle. Snarere fungerer folderen som en slags selvberoligelse for systemet selv, for dets uhyre dumhed og blindhed. Der er så mange hvide pletter på landkortet, men nu har myndighederne “gjort noget”, uden at det nogensinde kommer til at koste dem den langt mere ubekvemme diskussion om håndhævelse, konsekvens og hjemsendelse.
Kun her, i galskabens tidsalder, finder staten på at erstatte loven med en tegneserie. Civilisationens gamle svar på barbari var straf. Det nye svar er tilsyneladende et piktogram og et venligt farvevalg. En dydens attrap.
Alle andre kan selvfølgelig læse skriften på væggen:
Hvis det overhovedet er nødvendigt at oplyse indvandrere om, at man ikke må voldtage kvinder og børn, så skal de slet ikke have lov at komme til landet.
Og smides ud, hvis de er her.
Af Kasper Støvring
