Greta Thunberg er stadig hyperaktiv. I medier, på universiteter, i film, på gader og stræder, i borg og hytte fører hun krig mod ikke bare klimakrisen, men også Israel, fascisme og statsterror. Ikke engang pæne Duksedanmark går ram forbi. For nogle uger siden gjaldede det foran Christiansborg: “Danmark er en kolonialistisk stat […] medskyldig i folkemord og økomord.”

Lattervækkende, måske, men Thunberg er værd at tage alvorlig som fænomen. For hun fungerer som symbol, ikke bare som person, og former dermed stadig den måde, eliterne taler om klima og storpolitik. Hendes udvikling fra rent klimaikon til radikal systemkritiker fortæller samtidig noget om, hvor det dominerende lag af beslutningstagere befinder sig.

Men noget er ved at ske. Myten om Thunberg er ved at krakelere.

Det er ikke bare uhyre interessant at undersøge, hvordan sådan noget kan ske, men giver også indblik i forblændelsen: At Thunberg i første omgang overhovedet kunne blive en mytologisk figur. Endelig viser det, hvorfor mytekritik er en vigtig måde at bedrive ideologikritisk analyse.

Den rene myte om vidunderbarnet

Myten om Greta Thunberg var fra begyndelsen en perfekt myte, nemlig myten om vidunderbarnet. Hun trådte ind på scenen i det store mytologiske skuespil som det rene, ukorrumperede barn, der taler sandhed til magten. Hun var både uskylden og vidnet, både offer og dommer. Hun var ikke bare en aktivist, men fremtidens inkarnation og hævet over de voksnes beskidte kompromiser.

Det var derfor, hun virkede så effektivt.

Myten udstyrede hende med en dobbelt autoritet. Intellektuelt, fordi hun talte på vegne af “videnskaben”. Moralsk, fordi hun talte på vegne af “børnene” og de ufødte generationer.

I den forstand var Greta Thunberg et skoleeksempel på en moderne myte. Et historisk og ideologisk produkt forklædt som natur. Figuren Greta skulle netop ikke fremstå som politisk. Hun var noget mere og andet: En moralsk instans, der stod udenfor spillet og derfor kunne pege på alles skyld.

Men jo mere effektivt, den moraliserende renhed virkede, desto større var behovet for at skjule, at også Greta‑figuren indgik i konkrete, politiske konflikter. Myten krævede, at hun skulle forblive et barn, selv efter at hun blev voksen; at hun skulle forblive “ren”, selv efter at hendes aktivisme blev professionel, strategisk og tiltagende ekstremistisk.

Krakelerings første stadie

Det er denne indbyggede spænding, der nu er ved at krakelere.

For i det øjeblik Greta Thunberg ikke længere blot taler om klima, men kobler sig til antikapitalistiske projekter og til den yderste, propalæstinensiske venstrefløj, bliver den politisering synlig, som hele tiden har ligget under overfladen.

Når Thunberg kobles til terrorbevægelser og antisemitisme bliver hun part i en konflikt, hvor had til Vesten, til Israel og til jøder i almindelighed trives. Hvor man ikke forsvarer abstrakte “menneskerettigheder”, men betændte politiske alliancer. Hun er ikke længere vores globale “samvittighed”.

Dermed ændrer hendes symbolværdi karakter. Myten om det rene barn, der blot kræver ansvar for klimaet, slår om i det, den dybest set altid var: et ideologisk projekt, der har fjender, venner og blinde pletter. Og så er det, at glorien er begynder at ruste, helgenkåben slår revner, helgenbilledet gulner.

Projektionsfladen har fået ridser

Netop fordi myten var så effektiv, blev Thunberg en global projektionsflade for den vestlige middelklassers dårlige samvittighed. Hun bar de voksnes skyld, syndighed og vildfarelser, men også dens håb og længsel efter renselse.

Myten er ved at krakelere, og det skandaløse blotlægges for de fleste: At så mange med åbne øjne lod sig fascinere af en fortælling, der gjorde en enkelt ung aktivist – moralismens forkælede barn – til sekulær helgen. Nu, hvor helgenglorien falmer, bliver det igen muligt at stille det spørgsmål, der altid burde have været stillet: Hvilket ideologisk projekt bærer Greta Thunberg frem?

Som vidunderbarn var hendes syn så klart, så hun kunne se, hvad der var galt, og hendes moral så ren, at hun havde privilegeret adkomst til at belære andre om, at vi skulle skamme os, og hvad vi skulle gøre.

Vidunderbarnet er gået på pension, men får stadig lommepenge for sit hadteater i det, der mere og mere ligner en permanent skoleudflugt, hvor de voksne stadig betaler for billetten.

Men når Thunberg er forsvundet, skal myten nok finde andre figurer.

Af Kasper Støvring