Kommentar

I al stilhed har De Forenede Nationers Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) i februar opgivet de klimamodeller, der forudsagde en temperaturstigning på 4-5 grader celsius i 2100. Altså de forudsigelser, der har dannet grundlag for talløse ”analyser”, som spåede, at udledningen af menneskeskabte klimagasser (især CO2) ville få katastrofale konsekvenser.
IPCC-modellerne blev brugt til at forudsige dramatiske havstigninger, global misvækst, hastig nedsmeltning af polernes iskapper og meget andet. Talløse politikere, klimaaktivister, ngo’er, eksperter og medier var ikke sene til at udbrede klimafrygten, som de benyttede til at spå om Jordens udslettelse, hvis befolkningerne ikke gjorde, som de forlangte.
Klimahysteriet endte med at blive alle tiders kilde til penge og magt for lydige ”forskere”, politikere, klimaspekulanter og medier. Men efter at IPCC har justeret kursen, må man regne med en nedgang i afsætningen. Dog ikke i Danmark, hvis netop tiltrådte regering er så ”grøn”, at det ville få Greta Thunbergs mund til at løbe i vand (altså før hun gik over til Hamas).
For at citere Asger Aamund (www.aamund.dk, 10. juni):
”Den nye regering sender landbruget på hospice. Det er målet, at dansk produktion af grise skal begrænses til hjemmemarkedet. Dyrkning af foderstoffer ophører derefter, da der er færre dyr. Produktionen omlægges til økologiske bælgfrugter, som regeringen åbenbart mener skal udgøre danskernes fremtidige aftensmad. Der sættes turbo på den grønne omstilling til vedvarende energi i form af en offensiv udbygning af hav-vind i Østersøen og Nordsøen. Naturligvis med statsstøtte, ligesom staten vil subsidiere ’billig, grøn energi’ til virksomhederne. Afgiften på el-biler skal væk og afgifterne på benzin og dieselbiler øges for at facilitere overgangen til udelukkende grøn transport. Skatteyderne betaler hele det grønne gilde og får noget at arbejde med de kommende fire år.” (Så vidt Aamund.)
Det fine ord ”statsstøtte” dækker over noget langt mindre appetitligt, nemlig skatteplyndring af de produktive borgere og en deraf følgende vækst i politikernes muligheder for at skalte og valte med danskernes liv. Og for at tydeliggøre hensigten har det nye Mette Frederiksen-kabinet udpeget den muslimske dansk-afghaner Samira Nawa som klima- og energiminister. Det er altså hende, der skal styre landets energisektor og dermed grundlaget for den danske økonomi. Det må glæde dem hjemme i Afghanistan.
Som citeret i New York Post (17. maj) tilkendegiver de FN-støttede videnskabsmænd nu, at de værste forudsigelse om klimaudviklingen er usandsynlige, hvilket de især tilskriver effekterne af ”klimapolitikken” og bestræbelserne på at nedbringe udledningen af CO2. De kommer åbenbart ikke ind på, at selve påstanden om den menneskeskabte opvarmning hviler på et vaklende grundlag.
Blandt de få videnskabelige stemmer, som hele tiden har opponeret mod klimahysteriet, er websiden Climate4You, som i april 2026 opsummerede de seneste godt 46 års klimaudvikling baseret på de historiske erfaringer. Blandt hovedkonklusionerne er, at hvis den historiske tendens holder, vil den gennemsnitlige globale temperatur i 2100 være steget med ca. 1,15 grader celsius. Det vil på det tidspunkt være en anelse koldere end i vikingetiden, da temperaturen lå 2 grader over dagens. Som bekendt overlevede vikingerne i fin stil.
Climate4You bemærker også, at nedgangen i udledningen af klimagasser som følge af covid i 2020-2021 ikke har haft målelige effekter, og konklusionen er, at den naturlige udledning af atmosfærisk CO2 langt opvejer den menneskeskabte.
Når Mette Frederiksen og Samira Nawa holder fast i myten om Jordens menneskeskabte undergang, har det tydeligvis intet med videnskab at gøre, men derimod med begæret efter at detailregulere borgernes liv i form af et klimatyranni.