Dan Harder 
Propaganda virker. Og det har det seneste værk fra de aktivistiske israelske journalister og filminstruktører Yuval Abraham og Rachel Szor gjort på Berlingskes filmanmelder, Sarah Iben Almbjerg. Filmens indhold vil få det til at “løbe dig koldt ned ad ryggen,” skriver hun i anmeldelsens overskrift (1. oktober 2026).
Filmen hedder “Naza,” en hebraisk forkortelse for det begreb, som Peter Vedel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder, på dansk kalder “uundgåelige følgetab,” hvilket desværre er en del af al form for krigsførelse (og naturligvis særligt bykrig).
Til den internationale distribution af filmen har man, i stedet for f.eks. det mere forståelige engelske udtryk “collateral damage,” valgt at bibeholde den israelske titel, der for ikke-hebraiskkyndige let kan minde om en blanding af ordene “Gaza” og “Nazi.” At nazi-vinklen er tilsigtet, bekræftes af instruktørernes brug af samme type virkemidler, som filmens co-producer Jonathan Glazer brugte i sin tidligere film The Zone of Interest om en koncentrationslejr under nazismen. Budskabet er, at israelerne, ligesom nazisterne, “levede med, hvad de gjorde,” som det eksplicit formuleres i filmen.
“Naza” er ikke en dokumentarfilm. Hvis den var, havde man forsøgt at belyse emnet fra flere sider. Her gør man det modsatte: man kommer med et væld af påstande, hvoraf stort set ingen bliver hverken underbygget faktuelt, udfordret eller perspektiveret. Filmens instruktører har tydeligvis den klare agenda at fremstille den israelske hær i et negativt lys.
Israel er et demokrati, og har således alle tænkelige (og indimellem utænkelige) synspunkter repræsenteret blandt sin befolkning. Som i vores vestlige demokratier findes der i Israel en yderliggående venstrefløj, der dybest set hader sit eget land og sin egen kultur. Her kan man søge en form for identitet som modborger. Det er i det segment vi finder filmens israelske instruktører, der har en lang forhistorie med at udbrede propaganda til skade for Israel.
Det var for eksempel samme Yuval Abraham, som stod bag den falske påstand om, at 83 procent af de dræbte i Gaza-krigen var civile, som Danmarks Radios journalister, Puk Damsgård og Nanna Muus Steffensen, ukritisk kolporterede i en artikel på dr.dk – til trods for, at påstanden både var baseret på anonyme kilder og led af en manglende intern logik (man medtog kun navngivne Hamas-kombattanter i statistikken og ignorerede de mange unavngivne).
I filmen “Naza” er de medvirkende atter engang anonyme, ligesom der kun er ganske få oplysninger om, hvilke positioner de har haft i den israelske hær, eller anden information, der kunne bidrage til verificering af de mange påstande. Beskrivelserne af specifikke angreb foreligger uden dato, sted eller sekundære kilder, som ville kunne bruges til at efterprøve anklagerne.
Filmen er tilmed produceret og finansieret af den britiske avis The Guardian, som ligeledes er kendt for sin mildt sagt Israel-kritiske linje. Filmens formål er ikke oplysning. Den er skabt for at tækkes et i forvejen Israel-hadende publikum som det, der på en filmfestival i Venedig deltog i en stående applaus på hele 25 minutter – noget man mest finder i totalitære sammenhænge, og som giver mindelser om Stalins Sovjet eller, mere nutidigt, Nordkorea. Seancen i Venedig var ikke en normal reaktion på en film, men derimod en regulær hadfest.
Alle røde lamper burde have blinket for Sarah Iben Almbjerg, der i stedet for at udtrykke skepsis over filmens ekstreme ensidighed og totale mangel på perspektivering, kontekst og dokumentation, kalder den “noget af det stærkeste, jeg længe har set.”
Da Berlingskes anmelder skrev sin anmeldelse, var der på internettet allerede rigelig adgang til sobre analyser af filmen samt foreløbige udtalelser fra den israelske hær, der for længst har afvist de mest alvorlige anklager. Så der er ingen undskyldning for ikke at tage de kritiske briller på.
Har man fulgt lidt med i Gaza-krigens gang, vil man da også vide, at der aldrig har fundet noget enkeltstående angreb sted, som har forårsaget 500 civile dræbte – eller noget, der kommer i nærheden deraf, som det løgnagtigt fremføres i filmens trailer. Kun tre israelske angreb har ifølge palæstinensiske kilder kostet over 100 civile livet, heraf det mest dødelige angiveligt mellem 126 og 143. Kan der her være tale om enkeltstående overtrædelser af den humanitære folkeret? Måske. Men det ændrer ikke på, at den israelske hær generelt gør sig enorme anstrengelser for at leve op til krigens love.
Af de tabstal, der i dag er tilgængelige fra krigen, kan man udlede, at omkring to til tre civile er blevet dræbt for hver palæstinensisk kombattant. Det er en tragedie. Men de tal ligger unægteligt langt filmens centrale anklage om ligegyldighed overfor – eller ligefrem overlagte angreb på – civile.
Det paradoksale er jo, at den israelske hærs store fokus på de utilsigtede civile tab, som filmen omhandler, jo netop er udtryk for, at man, som alle andre demokratiske aktører, tager sin forpligtelse under den humanitære folkeret ganske alvorligt – i skarp kontrast til Israels fjender, herunder Hamas selv, som tværtimod systematisk optimerer for maksimum civile tab, ikke bare på den israelske side, men på begge.
Sarah Iben Almbjerg beretter om et andet “tilfælde, hvor man gik med 300 Naza,” altså forventede civile tab, i forbindelse med et angreb på “en person, der måske, måske-ikke, er Hamas-sympatisør.” Senere i hendes artikel fortælles det, “hvordan det israelske militær gerne fjerner flere boligblokke for at ramme én potentiel Hamas-sympatisør.”
Det er fuldstændigt groteske påstande uden hold i virkeligheden. Halvdelen af palæstinenserne er Hamas-sympatisører, eller har i hvert fald gennem krigen støttet op om angrebet på Israel 7. oktober 2023 (i begyndelsen af krigen var det 75 procent). Civile palæstinenseres eventuelle sympati er på ingen måde en parameter, når den israelske hær bekæmper Hamas. Heller ikke her bliver der angivet hverken tid, sted eller navn på de personer, som angiveligt var mål for operationerne. Hvis den slags hændelser havde fundet sted, ville det så ikke være relativt let at identificere dem?
Hvordan en erfaren journalist på Berlingske kan lade sig forføre på så tyndt et grundlag, er en gåde. Men forført bliver Sarah Iben Almbjerg. Endda nærmest med åbne øjne. For hun skriver selv som kommentar til historien om de 300 civile dræbte: “Man siger, at sandheden er det første offer i en krig, men måske er det mere korrekt at sige, at medmenneskeligheden er det første, der ryger.”
Hun har simpelthen slugt propagandaen råt.
For en kritisk gennemgang af “Naza” vil jeg henvise til online-avisen Times of Israels analyse eller den israelske hærs officielle reaktion på filmen. Så kan man selv konstatere, at “Naza” ikke er andet end et moderne smædeskrift, skabt med samme formål som den russiske zars hemmelige politis notoriske Zions Vises Protokoller, der skulle afsløre en verdensomspændende, ondsindet jødisk konspiration, eller tyske propagandafilm fra nazitiden. Sidstnævnte brugte ligesom “Naza” falske anklager, manipuleret statistik og juxtaposition med urelaterede optagelser til at give publikum en fiktiv oplevelse af sammenhæng.
Så ja, det får det virkeligt til at løbe mig koldt ned ad ryggen, når en avis som Berlingske, hvor man ellers normalt godt forstår, at propaganda er en fast bestanddel af enhver krig, giver en gennemsyret løgnagtig og totalt utroværdig propagandafilm fem stjerner. Hvad bliver mon det næste, Der ewige Jude: seks stjerner?
Døm selv:
