

Ærkebispedømmet i Monterrey i Mexico er i gang med at opføre »Barmhjertighedskorset« – »Cruz de la Misericordia« – som med en højde på 170 meter vil blive verdens højeste kors, når det står færdigt.
Korset placeres på toppen af Cerro de la Loma Larga i storbyområdet Monterrey–San Pedro Garza García. Det får 90 meter lange arme, en base på 12×12 meter og opføres i beton med stålramme. I midten planlægges et kapel til «evig tilbedelse». Projektet er en del af et større «Memorial de la Misericordia», som også omfatter en 15 meter høj statue af Jomfru Maria af Guadalupe.
Verdens højeste kristne monumentalkors
Korset er tegnet af den anerkendte, men nu afdøde benediktinermunk og arkitekt Fray Gabriel Chávez de la Mora. Han er blandt andet kendt for den nye basilika i Guadalupe i Mexico City.
Byggeriet gik i gang i 2025/2026 efter forsinkelser, blandt andet på grund af covid-restriktionerne. Målet er færdiggørelse i løbet af 2027.
Med en højde på 170 meter vil korset overgå det berømte kors i Valle de los Caídos (De faldnes dal) uden for Madrid, som er 152,4 meter højt og regnes for verdens højeste kristne monumentalkors.
¡Monterrey está construyendo la cruz más alta del mundo!🇲🇽✝️
Con sus 170 metros, la Cruz de la Misericordia superará a la del Valle de los Caídos (152m) en España. ¡Una escala verdaderamente monumental! pic.twitter.com/0unamXZqcg
— Mexican Catholic Aesthetics (@MexCathAes) May 16, 2026
Projektet får stor opmærksomhed og forventes at give Mexicos tredjestørste by et nyt nationalt vartegn.
Jomfru Maria af Guadalupe er blevet et symbol på mexicansk nationalitet og religiøs identitet. Hun tilbedes i dag af katolikker i store dele af verden. Ifølge traditionen viste Jomfru Maria sig ved Tepeyacac-højen den 10. og 11. december 1531 for Juan Diego (Juan Diego Cuauhtlatoatzin, 1474–1548), kun ti år efter spaniernes erobring af aztekernes hovedstad Tenochtitlán, i dag Mexico City.