Kommentar

Naser Khader:
MEN den korrupte betjent er ikke alene om det. Han er en del af et større netværk (foto). Først gik nogle fra netværket efter mig. Så gik netværket efter forfatteren Sara Omar. Sara er en anden af den korrupte politibetjents forurettede. De gik også efter Lars Aslan Rasmussen og Kefa Abu Ras. Og nu går de efter journalist Jotam Confino.
FOTO. Netværket – en uhellig alliance. De har også en del hangarounds. Har lånt fotoet fra en person, som netværket har været efter, i mange år.
Del gerne.
#dkmedier #dkpol

Politibetjenten Elvir Abaz er blevet dømt for systematisk forræderi mod det danske samfund. Det er symptomet på en sygdom – islamiske infiltrering – der æder sig ind i Danmarks kerneinstitutioner.

I to år, fra 2020 til 2022, misbrugte Elvir Abaz sin stilling til at føre en privat krig mod islamkritikere. Han fotograferede fortrolige politioplysninger med sin private telefon. Han delte hemmeligheder om beskyttede personer som Sara Omar (der forsøgte at begå selvmord efter pres fra islamister og deres klakører). Han lavede falske anmeldelser mod borgere, han var politisk uenig med. Han jagtede Naser Khader gennem politiets systemer og lækkede følsomme informationer om den tidligere konservative politiker.

29 sigtelser. 29 konkrete eksempler på, hvordan en mand i uniform vendte ryggen til det samfund, der havde givet ham magt og ansvar. Retten fandt ham skyldig i alle forhold.

Systemets blinde øje

Det mest chokerende ved denne sag er ikke kun, hvad Abaz gjorde, men hvordan systemet reagerede. Eller rettere: ikke reagerede.

Politiets Efterretningstjeneste sendte ham en sukkersød mail, da han blev forflyttet i 2020: “Du bliver umulig at erstatte,” skrev PET og kaldte hans exit “et KÆMPE tab.”   Dette skete et halvt år efter, at hans lovbrud var begyndt.

Fyns Politi ignorerede årelange advarsler. Borgere henvendte sig direkte til ledelsen om Abaz’ åbenlyse chikane på sociale medier. Intet skete. Det blev pakket ind som “ytringsfrihed.”

Som Halime Oguz skriver i sin gribende beretning på Facebook: “Hvilket system er det lige, der virker? Et system, hvor en betjent kan chikanere borgere i årevis, uden at ledelsen griber ind?”

Abaz modtager stadig løn.

Den svenske advarsel

Vi behøver bare at kigge mod Sverige  for at se, hvor denne vej fører. Svensk politi er infiltreret af kriminelle netværk. Korrupte betjente lækker oplysninger til banderne. Politifolk med rødder i parallelsamfund vælger familie og klan frem for svensk lov.

I Malmø har politiet praktisk talt opgivet kontrol over store områder. Retssystemet undermineres af ansatte, hvis loyalitet ligger andre steder end hos den svenske stat. Det er resultatet, når man lukker øjnene for infiltrering af kerneinstitutioner.

I Norge har lignende mistanke været rettet mod politifolk, men de er blevet stoppet af politiledelsen af frygt for anklager om racisme. Resultatet? Systemet beskytter de forkerte og svigter ofrene.

Danmark er på samme vej.

Den tredje erkendelse

Perspektivet ligger i det, socialdemokraten Frederik Vad kalde den “tredje erkendelse”. At uddannelse og arbejde ikke er nok til integration. Islamiske kræfter har infiltreret demokratiets grundpiller.

En undersøgelse fra MÆRK, Nationalt Center for Bekæmpelse af Æresrelaterede Konflikter, fandt 25 eksempler på offentligt ansatte, der har udøvet negativ social kontrol. Sagsbehandlere, socialrådgivere, sundhedspersonale, tolke – og politifolk.

De kommer fra samfund, hvor staten er fjenden og familien er alt. Hvor religiøse love står over verdslige. Hvor loyaliteten følger blodets og troens bånd, ikke det danske statsborgerskab.

Abaz forfulgte ikke tilfældige borgere. Han gik målrettet efter islamkritikere, altså dem, der advarede om netop den udvikling, han selv repræsenterede. Det var ikke tilfældigt.

Hvad der står på spil

Danmark er et tillidssamfund. Vi stoler på hinanden, på systemet, på dem i uniform. Denne tillid er fundamentet for alt, hvad der fungerer i Danmark.

Men tillid kan ikke overleve forræderi. Når politifolk bruger deres magt til at chikanere lovlydige borgere, kollapser kontrakten mellem stat og samfund. Elvir Abaz får fortsat løn, mens hans ofre lever med konsekvenserne af hans handlinger. Det er en voldsom hån.

Hvor mange andre Elvir Abaz’er sidder der i vores institutioner? Hvor mange offentligt ansatte har deres loyalitet rettet mod andre magter end den danske stat?

Vi har brug for systematisk gennemgang af ansatte i politiet, forsvaret, domstolene og andre kerneinstitutioner. Abaz-sagen viser os, at infiltreringen allerede er i gang.

 

Af Kasper Støvring