Tavle

Samfundstjeneste dag 34 (03102023). Det står ned i stænger. Det øger ikke lysten til at komme ud på cyklen. Så jeg sidder og venter på, at det stilner bare en anelse af.

Der bliver en lille pause i bygerne. Jeg får luft i fordækket og kommer afsted.

Der er ikke vejr til at arbejde ude, så formanden sætter mig i gang med at tørmoppe indenfor. Han monterer en slags filt på en svaber og rækker den til mig. Den er ret effektiv og suge nærmest støv og sand til sig.

Jeg har stor erfaring i at bruge en svaber. Jeg har gjort rent i 10 år. For en menneskealder siden gjorde jeg rent i en integreret institution i Aarhus og i en idrætsforening. Dengang spændte man en klud på svaberen og dyppede den i en spand med vand tilsat rengøringsmiddel. Så satte man en tør klud på svaberen og tørrede efter, så gulvet blev nogenlunde tørt.

ANNONSE

Man tog rengøring så seriøst i midten af 1990’erne, at alle kommunalt ansatte blev sendt på et 14 dages hygiejnekursus på AMU. Her skulle vi moppe på tid, så kursuslederen kunne forklare os om de bedst mulige arbejdsgange. Jeg var så hurtig med moppen, at mine medkursister gav mig tilnavnet rengøringsleoparden.

Jeg fortsatte med at være hurtig, da jeg vendte tilbage til hverdagen i den integrerede institution. Faktisk var jeg så hurtig, at jeg mente, at mit arbejde var udført en anelse inden den officielle arbejdstids ophør, og at jeg derfor var i min gode ret til at holde fri en anelse før.

Men det var for meget for lederen. Hun kunne ikke unde mig de 10 minutter eller det kvarter. Så jeg begyndte i stedet at sætte mig ud på toilettet og læse i en bog. På den måde kom jeg faktisk igennem en del bøger, inden jeg omsider blev fyret efter lidt over et år.

Jeg klagede til fagforeningen (SID), hvor jeg var organiseret, og SID og Aarhus Kommune kom frem til en formulering, så jeg kunne få dagpenge med det samme. Fyringen havde ellers medført fem ugers karantæne.

I dag tørmopper jeg. Selvom systemet (Dan-Mop fra Olf Stadsing) fungerer, synes jeg ikke, at gulvet bliver rigtig rent. Men der er heller ikke små børn, der skal lege på det. Så det er i orden.

(Jeg har nu aftjent 68 ud af 80 timers samfundstjeneste)

ANNONSE